close

Faktaboks

Wang Yi
Født
19. oktober 1953

Wang Yi er en kinesisk topdiplomat og politiker. Han har siden 2023 været Kinas udenrigsminister.

Wang Yi er Kinas mest erfarne og drevne diplomat. Han er kendt for sin direkte og no-nonsense stil. Han er sædvanligvis til stede ved siden af Xi Jinping, når denne holder topmøder med udenlandske topledere. Hans ekspertise er især USA og Asien-området. Han taler engelsk og japansk flydende.

Baggrund og tidlig karriere

BERJAYA
Af /Office of U.S. National Security Advisor.

Wang Yi er født og opvokset i Beijing. Han har en universitetsgrad i fremmedsprogslitteratur fra Beijing International Studies University (BISU) fra 1982. Derefter startede han en karriere i det kinesiske udenrigsministeriums Asien-afdeling.

I 1989-1994 gjorde Wang Yi tjeneste i den kinesiske ambassade i Japan. I 1997-1998 var han visiting scholar ved Georgetown University i USA. Efter hjemkomsten til Kina blev han i 2001 udnævnt til viceminister med ansvar for Asien-området. I 2004-2007 gjorde han igen tjeneste i Japan, denne gang som ambassadør.

I 2008 blev Wang Yi direktør for det kinesiske statsråds kontor for Taiwan-anliggender. Det er en stilling på ministerniveau. Kontoret er reelt underlagt Kinas Kommunistiske Partis centrale ledelsesgruppe for Taiwan-anliggender, som dengang blev ledet af generalsekretær Hu Jintao og for øjeblikket af Xi Jinping.

Udenrigsministerposten

In 2013 blev Wang Yi udnævnt til udenrigsminister. I 2018 blev han ligeledes udnævnt til statsrådgiver og dermed medlem af regeringens indre kabinet. I 2022 lykkedes det ham at blive valgt ind i kommunistpartiets politbureau.

Forfremmelsen til partiets seniordiplomat blev cementeret året efter, da han blev leder af det centrale kontor for udenrigsanliggender, der koordinerer arbejdet i Den Centrale Udenrigspolitiske Kommission. Kommissionen har Xi Jinping som den øverste leder og er kommunistpartiets øverste organ for udenrigs- og sikkerhedspolitiske spørgsmål. Samtidig afgav Wang Yi udenrigsministerposten til en yngre kollega, Qin Gang (født 1966), som imidlertid ikke fik sæde i politbureauet.

Få måneder efter sin udnævnelse blev Qin Gang afsat anklaget for korruption, og Wang Yi måtte vende tilbage til udenrigsministerposten. Den har han beholdt lige siden, og han er ligeledes fortsat direktør for kontoret for Den Centrale Udenrigspolitiske Kommission, hvilket sikrer ham afgørende indflydelse på både regeringens og partiets udenrigspolitiske linje.

Læs mere i Lex

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig