Formandskabet for EU

Det er formandskabets opgave at sætte dagsordenen og være drivkraften i EU-samarbejdet. Formandskabet skal sørge for at skabe kompromiser mellem medlemslandene og lede møderne på alle niveauer i rådet og i Det Europæiske Råd. Formandslandet repræsenterer rådet i forhold til de øvrige EU-institutioner, navnlig Europa-Parlamentet.

Formandskabet indebærer også, at man repræsenterer EU udadtil. Det gælder over for lande, der ikke er medlem af EU, over for internationale organisationer som FN og endelig ved internationale konferencer.

Hovedparten af mødeaktiviteten finder sted i institutionernes bygninger i Bruxelles, Luxembourg og Strasbourg. Herudover er formandslandet vært for en række uformelle møder.

Som formand for EU’s ministerrådsmøder og mange udvalg er det ikke meningen, at man skal fremme egne snævre nationale interesser. Tværtimod er forventningen, at man før og især under eget formandskab finder de fælleseuropæiske briller frem. Forsøger man at spille på de nationale strenge i EU-formandsstolen, bemærkes det negativt. Så koster det på andre fronter.

Ikke desto mindre kan EU-formandskabslandet sagtens sætte sit eget præg på afviklingen af formandskabet. Men det sker ved dels at være effektiv og fremme gennemførelsen af EU-forslag, som allerede ligger på bordet. Dels kan man sætte sit nationale aftryk på formandskabet ved fx helt overordnet at fremme den grønne dagsorden eller solidariteten i EU.

For ministeriernes embedsfolk er et EU-formandskab ofte en både spændende og meget travl tid. Travlheden er størst i året før selve formandskabet, for planlægningen indebærer, at der skal udarbejdes utallige notater om, hvordan de forskellige sager skal håndteres, hvor de politiske knaster er, og hvordan et realistisk scenarie er for, at medlemslandene under det danske EU-formandskab kan finde frem til en afgørelse.

De EU-tunge danske ministerier som Udenrigsministeriet, Finansministeriet, Erhvervsministeriet, Fødevareministeriet, Justitsministeriet, Klima- og Miljøministeriet og Statsministeriet er mest berørt af formandskabet. Disse ministerier går op til og under formandskabet i en tilstand, hvor nærmest alt ses i et EU-perspektiv.

I tabellen nedenfor er vist, hvilke lande der havde EF- og EU-formandskabet i perioden fra 1973 (da Danmark blev medlem af EF) og frem til 2030.

Det mest centrale emne under det danske formandskab i 2002 var udvidelsen med central- og østeuropæiske lande, hvor målet var, at EU skulle afslutte forhandlingerne med op til ti ansøgerlande. Det lykkedes for det danske formandskab at afslutte forhandlingerne med ti nye medlemslande ved topmødet i København i december 2002 og dermed endeligt bane vejen for udvidelsen med ti nye central- og østeuropæiske lande.

Et andet vigtigt emne var en reform af EU's landbrugspolitik, som var nødvendiggjort af udvidelsen. Landbrugspolitikken blev modificeret igennem de bilaterale forhandlinger mellem formandskabet og ansøgerlandene på topmødet i København.

Et tredje centralt emne var reform af EU's fiskeripolitik, fordi den hidtidige fiskeripolitik udløb med udgangen af 2002. Det lykkedes under formandskabet at opnå enighed omkring en ny fiskeripolitik for EU.

Andre vigtige opgaver var at repræsentere EU ved topmødet om bæredygtig udvikling og ved ASEM-topmødet (Asia-Europe Meeting).

Det lykkedes desuden formandskabet at finde en midlertidig løsning på Kaliningrad-problemet, som er spørgsmålet om, hvordan passage gennem EU-lande skal håndteres ved trafik mellem den russiske enklave omkring Kaliningrad og resten af Rusland.

I 2012 blev Danmark rost for at have været god til at få vedtaget forslag om lavere priser på udenlandsk dataroaming, om den fælles europæiske patentdomstol, om energieffektivisering i bygninger og om Finanspagten, som skærpede kravene til at undgå underskud på de offentlige budgetter i medlemslandene. Overordnet fremmede Danmark i høj grad den grønne dagsorden.

Det danske formandskab fandt sted i kølvandet på finanskrisen, og der blev gjort en dyd ud af dets spartanske gennemførelse. Nogle kaldte det derfor et "rugbrødsformandskab".

Under afviklingen af det danske formandskab blev der afholdt cirka 1.480 møder i Bruxelles og Luxembourg, hvoraf 46 møder var mellem ministre og 71 mellem EU-ambassadører. Derudover blev der afholdt 160 møder i Danmark, hvor i alt 10.268 personer deltog. Desuden besøgte danske ministre Europa-Parlamentet 85 gange. Centraladministrationen besvarede dette massive arbejdspres ved at benytte sig af eksisterende inter- og intraministerielle procedurer for EU-koordination samt nogle få ad hoc-procedurer.

De danske EU-forbehold betød ikke det store for afviklingen af Danmarks EU-formandskab i 2012. Kun når det drejede sig om EU-forsvarsforbeholdet, var Danmark i 2012 sat helt uden for døren. Situationen ændres i 2025, fordi dette forhold ikke længere er gældende.

Sidste gang Danmark var formand i EU, var i andet halvår af 2025. Med nu 27 medlemslande i EU går der 13,5 år mellem hvert dansk EU-formandskab.

Som kommende formandsland skal man i første omgang skal man have styr på, hvor mange ressourcer der skal afsættes til opgaven. I Danmark varierer det fra ministerium til ministerium, alt efter hvor berørte af EU-samarbejdet, de er. Sammenlagt skal der typisk afholdes i omegnen af 40 ministermøder, hvor ministre fra Danmark sidder for bordenden, og hvor deres embedsfolk derfor skal forberede møderne for dem. Hertil kommer der et par tusinde møder på embedsplan, hvor danske embedsfolk fra de enkelte ministerier sidder i formandsstolen i det halve år, EU-formandskabet varer.

Ligesom i 2012 skulle Danmark op i 2025 samarbejde med Polen (kom lige før det danske formandskab) og Cypern (kom lige efter). Polen, Danmark og Cypern udgør en såkaldt trio, som skal samarbejde og støtte hinanden. Det sker især, når sagerne skal overdrages, men også under selve formandskabsafviklingen. Især Cypern fik megen hjælp af Danmark i 2012. Polen ville derimod som et stort land vise, at det kunne klare sig selv, selvom det var første gang, at landet var EU-formand.

• Danmarks EU-formandskab 2025
• Danmarks EU-formandskab 2012
• Danmark og Fællesskabets udvikling
• EU