Kronborg

Omkring 1400 opførte den danske kongemagt et kvadratisk ringmursanlæg med 80 meter lange sider, placeret strategisk ud til havet. Ringmurens højde var 14-15 meter, og dens tykkelse var omkring to meter på nord- og østsiden, der vendte mod havet, men hele fire meter på landmuren mod vest og syd. I murtykkelsen var en omløbende, tøndehvælvet vægtergang. Hovedindgangen mod nord blev beskyttet af et højt porttårn. I 1420'erne opførte Erik af Pommern tre teglhuse langs ringmuren: i nordøst lå en fløj med kongebolig og audiensrum, i sydvest en fløj med festsal og i sydøst et kapel. Byggeriet hang sammen med kongens indførelse omkring 1429 af Øresundstolden, som blev opkrævet af alle forbisejlende skibe. Borgen gled i 1400-tallet ud af brug som kongelig residens, og i 1536 blev den i forbindelse med borgerkrigen Grevens Fejde beskudt og erobret af Christian 3.s hærfører Johan Rantzau.

I årene 1558-1559 blev Krogen udstyret med fire lavtsiddende kanonskydeskår i østmuren, og formentlig i 1560'erne i forbindelse med Den nordiske Syvårskrig blev der i borgens sydvesthjørne tilbygget det massive, endnu bevarede kanontårn, der måler 15,8 meter i kvadrat. Trods disse tilføjelser var Krogen dog i 1570 meget langt fra at være en moderne fæstning, og borgen var heller ikke egnet som repræsentativ kongebolig.

Fra 1574 tog Frederik 2. fat på en total ombygning ved den nederlandske arkitekt Hans van Paeschen. Der blev bygget et helt nyt voldanlæg uden om alle fire sider af den gamle borg. Anlægget bestod af jordvolde med murede fronter, der kunne forsvares med kanonild fra fire hjørnebastioner. Bastionerne husede underjordiske rum, de såkaldte kasematter, som tjente til skudsikre opholdsrum og pladser til beskyttede kanonstillinger.

Selve den gamle borg blev totalt ombygget til et moderne renæssanceslot. Middelalderborgens porttårn lå i vejen for de nye bastioner og måtte derfor nedrives. Men i øvrigt genbrugte bygmesteren såvel ringmurene som murene af de tre store stenhuse, der lå på ringmurens inderside og som nu blev sammenbyggede ved hjælp af forbindende fløje. Det hele fik en ensartet renæssancedragt, og i 1577 fremstod slottet som et trefløjet anlæg i to etager i røde tegl med detaljer i sandsten, som det er velkendt fra tidens nederlandsk inspirerede arkitektur. På den fjerde side mod øst stod stadig den gamle ringmur.

Frederik 2. havde tænkt sig at kalde slottet Sophienborg efter sin unge dronning Sophie. Men i begyndelsen af året 1577 ombestemte han sig og gav slottet navnet Kroneborg. Et kongebrev fra 24. januar dette år påbød, at alle herefter skulle bruge slottets nye navn og at det ville indebære en stor bøde at kalde slottet Krogen. Navnet Kroneborg med et indskudt e hentydede til, at slottet skulle stå som et symbol på den danske kongemagt, "kronen". I 1700-tallet indførtes den kortere staveform Kronborg. I Frederik 2.s navngivning spillede det nok også ind, at spiret på slottets højeste tårn at dømme efter samtidige billeder bar tre gyldne kroner. Det ville i så fald være kongens provokation mod den svenske konge, som hævdede, at kun Sverige havde ret til at bruge tre kroner-symbolet. Striden om retten til våbenskjoldet med tre kroner havde været en vigtig årsag til Den nordiske Syvårskrig.

I juli 1577 blev nederlænderen Anthonis van Obbergen udnævnt til ny arkitekt for slottet. Det var et udtryk for, at kongens ambitioner med Kroneborg var blevet større. Slottet skulle være både større og mere pragtfuldt end nogen adelsbolig. Første skridt blev at forhøje østfløjen, som fik en ekstra etage af sandsten med en gigantisk, 62 meter lang dansesal. Den forhøjede fløj fik i 1577-1578 en pragtfuld sandstensgavl, den såkaldte kirkegavl, i rendyrket renæssancestil. Gavlen, der vendte ud imod det tæt trafikerede Øresund, skulle vise alle, at den danske konge kunne præstere byggerier på internationalt niveau.

Frederik 2. fandt, at de tidligere fuldførte fløje i røde mursten med sandstensstriber lidt for meget lignede de herregårde, som magtfulde danske herremænd opførte rundt om på deres godser. I januar 1580 bestemte han, at de allerede opførte dele af slottet skulle beklædes med sandsten. Samtidig blev det afgjort, at der skulle ske en forhøjelse af de toetagers fløje mod vest og nord, hvortil kom byggeriet af en østfløj i samme højde, så slottet fik fire jævnhøje fløje. Da slottet stod fuldført i 1585, var alle mure beklædt med skånsk sandsten og taget var af kobber.

1583-1585 stod Obbergen også for en ombygning og udvidelse af bastionerne omkring slottet efter de nyeste befæstningsprincipper. Den kraftigt udvidede bastion mod nordvest, den såkaldte Ridderpostej, kom til at rumme kasematter i to etager. I bastionens ene flanke var også fæstningens hovedport, hvorfra en S-formet, hvælvet gang førte gennem bastionens øverste kasemat frem til Mørkeport og selve slottet.

Slottet er fortsat præget af sine mange tårne med himmelstræbende, kobberklædte spir. Det højeste af tårnene var kanontårnet i vest, der var kronet af et nu forsvundet, kuppelagtigt spir. Slottets øvrige ydre hjørner bærer karnaptårne, der oprindeligt alle hang på bygningen uden at gå helt ned til jorden. Kongens karnaptårn mod nordvest og dronningens mod nordøst indeholdt smukke, lysfyldte smårum til de kongeliges private brug. Karnaptårnet ”Kakkelborg” mod sydøst indgår i et samspil med kirkegavlen. Inde i gården knejser Trompetertårnet, som hæver sig højt over tagryggen med sit slanke spir, hvortil kommer en række trappetårne til vindeltrapperne, der giver adgang til slottets etager.

Rundt om hele slottet løber en oprindeligt åben, nu overdækket, vægtergang oven på murene. Den er udsmykket med relieffer, og på dens underside var der afløbsrender for regnvand, som blev ført ud gennem mundene på en fantasifuld samling gabende, monsteragtige masker. Slottets rige sandstensskulptur omfatter pragtstykker som hovedportalen i nordfløjen, der i 1573 var bestilt hos billedhuggeren Gert van Groningen til Skanderborg Slot, men i 1576 blev opsat på Kronborg, den fæstningsagtige ”Mørkeport” fra 1577 og den skulpturprydede kirkeportal fra 1585. I gården stod et højt, figurprydet bronzespringvand støbt af Georg Labenwolff i Nürnberg. Det blev fjernet af svenskerne i 1658, og i dag er kun enkelte figurer bevaret. I slottets store sal hang ved festlige lejligheder maleren Hans Kniepers 43 vævede tæpper fra 1581-1585 med samtlige danske konger fra Kong Dan til Frederik selv, de såkaldte Kronborgtapeter. Heraf er 15 bevaret til vore dage. Hertil hørte en pragtfuld bordhimmel, som nu er i Stockholm. I Dansesalen stod også to bronzebuster af Frederik 2. og dronning Sophie udført af billedhuggeren Johan Gregor van der Schardt. Originalerne er ødelagt, men et identisk sæt buster findes i dag på Rosenborg. Mens megen udsmykning er tabt, står slotskirken med sit rige inventar stort set intakt og vidner om den farverigdom og detaljeglæde, som har præget hele Frederik 2.s slot.

Frederik 2. yndede at indrette sine slotte med private rum, hvor han kunne være uden for offentlighedens søgelys. På Kronborg blev der bygget to ottekantede lysthuse med fladt udsigtstag for enden af henholdsvis den store bastion Ridderpostejen mod nordvest og Strandpostejen mod nordøst. Hertil kom de lysthusagtige rum i karnaptårnene. Nær kongens karnaptårn førte en privat vindeltrappe inde i slottets metertykke mur ned til en underjordisk tunnel, der ledte til stalden i kasematterne. Lysthaven til Kronborg blev anlagt knap en kilometer vest for slottet, og her lod kongen i 1587 opføre lystslottet Lundehave, der havde form som en villa i en blanding af italiensk og nederlandsk stil med søjlearkader og med søjlebalustrade omkring et fladt tag. Lundehave indgår i ombygget form som midtparti i det nuværende Marienlyst Slot.

I 1629 udbrændte slottet, bortset fra slotskirken og kældrene. Christian 4. iværksatte af veneration over for faderens værk en tro genskabelse af slottets ydre ved arkitekt Hans van Steenwinckel den yngre, finansieret gennem en midlertidig fordobling af Sundtolden. Mens Christian 4. ellers altid satte sit navnetræk C4 på sine byggerier, ses her over alt faderens logo, et sammenflettet F og S. I det indre tog Christian 4. fat på en nyindretning. Kongens kammer fik loftsmalerier af nederlænderen Gerrit van Honthorst, mens loftet i dronningens kammer blev udsmykket af Morten van Steenwinckel. Christian 4. bestilte også en hel serie store, fædrelandshistoriske malerier, som skulle leveres af førende nederlandske kunstnere. Planen var, at de skulle anbringes i loftet i Dansesalen, og en del af dem nåede at blive leveret, men blev ikke opsat, inden krige og ulykker satte indretningen i stå.

Under krigen mellem Danmark og Sverige 1658-1660 blev Kronborg angrebet af svenske styrker. Efter en tre uger lang belejring og et heftigt bombardement måtte den danske besætning 6. september 1658 overgive sig. Det beskadigede, men stadig brugbare slot blev i den følgende tid lejlighedsvis residens for den svenske konge Karl 10. Gustav og hans dronning Hedevig Eleonora. Både dronningen, feltherren Carl Gustav Wrangel og kongens svoger, Magnus de la Gardie, plyndrede slottet for kunst. Wrangel og de la Gardie delte stort set de nederlandske historiemalerier mellem sig, mens dronningen udvalgte sig de største og mest symbolladede ting, nemlig springvandet fra slotsgården og Frederik 2.s vævede bordhimmel. Under den svenske besættelse af slottet blev et dansk generobringsforsøg røbet i sidste øjeblik, og kupmagerne blev idømt hårde straffe. Ved fredsslutningen 1660 blev det hærgede og udplyndrede slot leveret tilbage til Danmark.

Efter 1660 blev slottet kun sjældent benyttet som kongelig residens, men fæstningsanlæggene blev kraftigt udbygget. En ny voldlinje fra 1690 fik et grundrids som en tretakket krone og kaldes derfor Kronværket. Kronværksporten fra 1690 er tegnet af Lambert von Haven. I 1700-tallet blev forsvarsanlæggene mod land udbygget med flere fremskudte voldlinjer, adskilt af vandgrave. Vedligeholdelsen af fæstningens volde blev bl.a. udført af slavegjorte, det vil sige kriminelle danskere, som var blevet idømt tidsubestemt fæstningsarbejde under usle forhold.

Langs kysten blev der i årene fra 1777 opført fjorten søbatterier, hvorfra kanoner skulle kunne beskyde fjendtlige skibe i Øresund. I praksis viste det sig imidlertid i 1801, at kanonerne på Kronborg ikke havde tilstrækkelig rækkevidde til at forhindre en fjendtlig engelsk orlogsflåde i at passere. Fra 1785 blev slottet helt overladt til militæret, som bl.a. gjorde kirken til fægtesal. Dansesalen var en gang i 1700-tallet blev opdelt i to etager og benyttet som kornmagasin, og også andre rum i renæssanceslottet blev kraftigt omdannet. Kun i nordfløjen var nogle af de gamle kongelige beboelsesrum stadig til rådighed for de kongelige, hvis de en sjælden gang skulle komme forbi. Det var i nordfløjen, at dronning Caroline Mathilde i 1772 sad indespærret, efter at hendes elsker, kongens livlæge J.F. Struensee, var blevet fængslet.

Kirken blev genindrettet med sit originale inventar ved arkitekt Gottlieb Bindesbøll i 1838-1843, og i 1866-1897 blev slottets ydre restaureret af arkitekt Ferdinand Meldahl. Kronborg stod nemlig som et nationalt symbol, ikke mindst set fra de danske skibe, der sejlede på langfart og på hjemturen fik ”Kronborg om styrbord igen”. Kongebolig var det dog ikke mere, bortset fra nogle få år efter 1858, da Frederik 7. og hans hustru Louise Danner fik indrettet lejligheder på 1. sal i nord- og vestfløjen. I hele 1800-tallet var slottet først og fremmest kaserne, og det sled på slottet, at det skulle rumme lejligheder og sovesale for hen imod 600 soldater. I 1915 fik det nystiftede Handels- og Søfartsmuseet overladt en del af slottets rum, og museet havde til huse på Kronborg indtil 2013. Da militærets brug af hovedbygningen helt ophørte i 1924, ledede arkitekt Johannes Magdahl Nielsen en restaurering af slottet, som indebar genskabelsen af slottets renæssancerum. I den forbindelse opdagede arkitekten, at der var meget større dele bevaret af middelalderborgen Krogen, end man havde forventet, og en del af borgens mure og sale blev frilagt og til dels rekonstrueret. I 1938 åbnede de nyrestaurerede dele af slottet for publikum.

I 1800- og 1900-tallet var en del af slottets forterræn med volde og grave gradvis blevet sløjfet til fordel for udbygning af Helsingørs havn og skibsværft, som til sidst lå helt tæt op ad Kronværkets bastioner. Dele af Kronværket blev benyttet af militæret indtil 1991. Helsingør Skibsværfts lukning i 1983 gav fra i 2004 mulighed for en helhedsplan med delvis genskabelse af de ydre fæstningsværker, ligesom slottet selv og dets befæstning løbende er restaureret siden 1999. I 2000 kom Kronborg på UNESCOs verdensarvsliste, og slottets popularitet som turistmål er blevet yderligere styrket.

Den engelske forfatter William Shakespeare henlagde i 1601 sin nye tragedie om den danske prins Hamlet til Kronborg. Det var et oplagt valg af lokalitet til et stykke, som skulle foregå i Danmark, eftersom Helsingør og byens borg var kendt over hele Europa. Der er ikke belæg for, at Shakespeare selv havde besøgt Kronborg, men nogle af skuespillerne fra Shakespeares teatertrup vides at have optrådt for Frederik 2. på Kronborg og kunne derved fortælle om slottet. Tragedien har sikret slottet litterært verdensry og har siden 1937 inspireret til afholdelse af teaterforestillinger på slottet, siden 2008 afholdt af Hamletscenen, Danmarks Shakespeare Teater.

Allerede i midten af 1700-tallet gik der beretninger om, at sagnhelten Holger Danske slumrer et sted i kasematterne under Kronborg. Han vågner først til kamp, hvis Danmarks fremtid er truet. Siden 1907 har billedhuggeren H. P. Pedersen-Dans statue i kasematterne givet slottets gæster oplevelsen af den slumrende kæmpe. Statuen var oprindelig i gips, men i 1985 blev den afløst af en mere holdbar kopi i beton.

• Helsingør
• Holger Danske
• Sundtolden