indvandring til Danmark 1500-1950

Nederlænderne var blevet inviteret til Danmark af den danske konge Christian 2., nok både fordi de var dygtige landmænd, og fordi kongen ville sikre sig gode grøntsager til sit hof. Nederlænderne fik særlige privilegier, og de fik bl.a. lov til at opretholde deres eget retssystem og bystyre. Nederlænderne satte både deres præg på Amager, men også på Helsingør. I 1651 etablerede de en ny by, Ny Hollænderby. Bebyggelsen dannede grundlag for den kommune midt i København, som vi i dag kender som Frederiksberg.

I 1505 sendte den skotske konge James 4. en trup med romaer til sin morbror, Kong Hans, i Danmark. Romaer blev snart kendt under flere forskellige betegnelser som fx sigøjnere, tatere, rakkere og kæltringe. Disse betegnelser dækkede også over andre vandrende folk. Igennem historien er disse grupper blevet set på med skepsis og fjendtlighed.

I Danmarks første udlændingelov, Fremmedloven fra 1875, står der således at: ”Udenlandske Tatere, Musikanter, Forevisere af Dyr og Andet, Udøvere af Kraft- og Behændighedskunster og lignende Personer er det, forsaavidt de ville søge Erhverv ved Omvandring, ikke tilladt at tage Ophold her i Landet.”

Den første gruppe, det er værd at lægge mærke til, er huguenotterne. Huguenotter var navnet på de franske protestanter, som både i 1500-tallet og 1600-tallet blev forfulgte i deres hjemland. I 1681 gav Christian 5. huguenotter lov til at rejse ind i Danmark, i hvert fald midlertidigt. Få år efter, i 1685, gav kongen huguenotter og reformerte (fra både Frankrig og Tyskland) en række privilegier.

I lighed med tidligere tiders behandling af nederlænderne så kongen i disse indvandringsgrupper dygtige handelsfolk og håndværkere. Et vigtigt privilegie, som de nyankomne fik, var retten til at udøve deres religion og bygge deres egen kirke. Den reformerte kirke i Københavns centrum stod således færdig i 1685.

En anden indvandrergruppe, det er værd at nævne, er jøderne. De første jøder fik lov til at bosætte sig i byen Glückstadt, som dengang var en del af det danske rige, i 1634. Danmarks økonomi var på daværende tidspunkt under pres efter lidt for mange krige, og kongen havde derfor blandt andet lånt penge af en sefardisk jøde (også kendt som portugiserjøde).

I 1674 blev der givet mulighed for, at jøder kunne bosætte sig, drive handel i og praktisere deres religion i en lang række havnebyer, herunder Fredericia.

1600-tallets indvandring til Danmark var altså på den ene side tydelig påvirket af samtidens fokus på religion, og på den anden side de behov, som ikke mindst kongen og rigets sikkerhed skabte. Størstedelen af den danske hær bestod af hvervede, professionelle soldater, og frem til 1773 var befalingssproget tysk. Dette havde naturlig betydning for, hvem der kom til at arbejde i hæren.

I netop 1773 var ikke færre end ca. 84 % af infanteriet udlændinge (eksklusive soldater fra Slesvig og Holsten). Blandt disse var der mange tyskere, men også mænd fra andre dele af Europa. Det vigtigste var, at man kunne tale og forstå tysk.

Et nyt indvandret trossamfund, som havde udgangspunkt i udlandet, var Brødremenigheden, som i 1771 fik lov til at etablere deres egen by i Sønderjylland: Christiansfeld. Også disse indvandrere, som var dygtige håndværkere, var blevet inviteret af Christian 7., tilskyndet af J.F. Struensee.

En anden gruppe af tyske indvandrere, der blev inviteret af kongen på dette tidspunkt, var de tyskere, som i folkemunde gik som kartoffeltyskere. Det gjorde de efter, at landøkonomen Johan Heinrich Gottlob von Justi i 1758 havde anbefalet, at man begyndte at opdyrke den jyske hede. Det var hårdt arbejde, og mange valgte at rejse igen. Livet på heden var ubarmhjertigt.

Danmark havde engageret sig i trekantshandlen med slaver siden 1673. Imellem 1672-1733 havde man taget øerne Sankt Thomas (nu Saint Thomas), Sankt Jan (nu Saint John) og Sankt Croix (nu Saint Croix) i besiddelse. Øerne blev kendt som Dansk Vestindien (nu U.S. Virgin Islands), og de blev især brugt til produktion af sukker. Til denne produktion blev der hentet titusindvis af slaver. Der var altså tale om ufrivillig migration.

Selvom det officielt blev forbudt at handle med slaver fra Afrika i 1792, udgjorde slaver fortsat over halvdelen af befolkningen på øerne 40 år senere. I 1835 var der hele 27.100 slaver på øerne – ud af befolkningen på 43.100.

Indvandrere fra særligt Tyskland, Preussen og andre dele af Skandinavien blev ved med at være fremtrædende, men nye grupper kom til. Fra 1890'erne og frem til 1929 blev det almindeligt at se polske landarbejdere i de danske marker og på danske teglbrænderier. Disse sæsonarbejdere var en del af en større vandring, som hvert forår forlod områder i det nuværende Polen for at arbejde i både Tyskland, Schweiz og Skandinavien.

I Danmark blev de kendt som enten polske vandrearbejdere eller roepolakker. I 1907 blev deres antal opgjort til 6.700. I 1914 var deres antal oppe på 14.000. Behandlingen af de polske sæsonarbejdere blev ofte kritiseret, ikke mindst i den socialistiske presse. I 1908 blev der derfor indført en ny lov, der skulle sikre en bedre regulering af disse arbejderes forhold, herunder ret til kontrakt og lægehjælp. Denne lov, ”Lov vedrørende Anvendelse af udenlandske Arbejdere til Arbejde i visse Virksomheder samt det offentliges Tilsyn dermed” blev ikke overraskende kendt under navnet Polakloven.

En anden gruppe, som gjorde sig gældende ikke mindst i København i begyndelsen af 1900-tallet, var russiske og polske flygtninge og indvandrere. I denne gruppe havde nogle søgt væk som resultat af jødeforfølgelser, og forfølgelser af politiske modstandere af zarregimet (socialister og anarkister).

Endelig valgte nogle af de polske sæsonarbejdere at blive i Danmark, i stedet for at vende hjem til Polen. Også disse indvandrere blev en del af ”den russiske og polske koloni” i det indre Københavns slumområde omkring Pilestræde, Borgergade og Nansensgade. Dette område blev i aviserne også omtalt som Københavns ghetto.

En tredje gruppe, som satte sit præg på Danmark i 1900-tallets første halvdel, var de krigsflygtninge fra særligt Østpreussen, Danzig, Pommern og Baltikum, som ankom til landet ved slutningen af 2. Verdenskrig. Denne flygtningestrøm er den største, Danmark nogensinde har oplevet, nemlig omkring 250.000 mennesker.

Flygtningene blev indkvarteret i lejre, skoler, kirker og forsamlingshuse. Den største lejr, som husede disse flygtninge, var Oksbøllejren nær Varde i Jylland. Da den var størst, boede der ca. 35.000 flygtninge. Også København havde en stor flygtningelejr på Kløvermarken på Amager. Her boede ca. 18.000 flygtninge.

Flygtningene ankom i foråret 1945 under den Røde Hærs fremrykning. Langt de fleste flygtninge havde forladt Danmark i 1949.