Den 1. maj 2025 var der 6.001.008 indbyggere i Danmark. I 1973 rundede det danske befolkningstal fem millioner. Dermed har det taget den danske befolkning 52 år at vokse fra fem til seks millioner indbyggere.
Udviklingen i befolkningstallet er et resultat af, hvor mange der fødes, hvor mange der dør, hvor mange der indvandrer, og hvor mange der udvandrer – det, man kalder befolkningens bevægelser (se figur).
Der fødes ikke så mange børn i Danmark som før 1975, samtidig lever de ældre længere, og det påvirker antallet af dødsfald. Det kan ses af udviklingen i middellevetiden for 0-årige – der fortæller, hvor gammel en 0-årig født i et givet år kan forvente at blive (se figur).
I 1980'erne var der flere dødsfald end fødsler, men fra 1990 til 2020 er der et lille fødselsoverskud (flere fødte end døde), og i begyndelsen af 2020-erne var der igen færre fødte end døde (se figur).
Middellevetiden er højere for kvinder end for mænd, men i de seneste 40 år er forskellen blevet indsnævret.
Siden 1980 er middellevetiden for mænd steget med ni år, fra 71 år i 1980 til 80 år i 2025.
For kvinder er middellevetiden steget med syv år fra 77 år i 1980 til 84 år i 2025.
Middellevetiden er et konkret udtryk for udviklingen i befolkningens sundhedstilstand og for adgangen til lægehjælp. Jo sundere en befolkning er, jo længere lever de i gennemsnit, og – udtrykt på den måde – er de danske mænd blevet ni år sundere i de sidste 45 år, mens det tilsvarende tal for kvinderne er syv år.
Stigningen i befolkningstallet i Danmark siden 1980 skyldes først og fremmest et betydeligt årligt indvandringsoverskud (flere indvandrede end udvandrede).
I 1973 indførtes et indvandrerstop pga. den stigende arbejdsløshed efter oliekrisen. Ti år senere, i 1983, vedtog Folketinget en ny udlændingelov, der af nogle er blevet betegnet som en af de mest liberale i Europa. Fra midten af 1980’erne og frem var der en betydelig indvandring til Danmark fra ikke-vestlige lande. Det skyldtes dels mulighederne for at få familiesammenføring for personer, der var kommet til Danmark som arbejdskraft i slutningen af 1960’erne, og dels muligheden for at komme til Danmark som flygtning.
Denne stigning i antallet af indvandrere blev helt centralt i dansk politik fra midten af 1980’erne og frem. Især blev stigningen i antallet af indvandrere og efterkommere fra ikke-vestlige lande fremhævet som en udfordring både for det danske velfærdssamfund og for dansk kultur. For velfærdsstaten bestod og består udfordringen især i, at ikke-vestlige indvandrere har en lavere beskæftigelsesgrad end personer af dansk oprindelse og derfor et større behov for og adgang til forsørgelse via velfærdsstatens forskellige ydelser. En af årsagerne til dette er en lavere arbejdsmarkedsdeltagelse for kvinder fra ikke-vestlige lande sammenlignet med danske kvinders arbejdsmarkedsdeltagelse, der er meget tæt på niveauet for danske mænds.
Op gennem 1980’erne blev indvandrerspørgsmålet stadig mere synligt i dansk politik, og med etableringen af Dansk Folkeparti i 1995 blev det et af de mest centrale emner.
En stor del af indvandringen fra vestlige lande er indvandring af arbejdskraft. EU-medlemskab giver adgang for landets borgere til at arbejde i andre EU-lande. Efter den såkaldte østudvidelse af EU med ti østeuropæiske lande i 2004 har indvandrersammensætningen ændret sig, således at der i dag kommer relativt flere fra vestlige lande for at arbejde eller studere, mens der kommer relativt færre fra ikke-vestlige lande i forbindelse med familiesammenføring eller asyl.
Indvandrerspørgsmålet hænger også sammen med velfærdsstaten på mindst to måder. På den ene side kan indvandring af arbejdsduelige borgere være en fordel, fordi det alt andet lige gør det nemmere at skaffe arbejdskraft. På den anden side viste det sig, at der relativt set var flere indvandrere end danske, der havde problemer med at få stabil beskæftigelse og forsørge sig selv. En del af forklaringen er, at mange af de indvandrere, der kom som flygtninge, havde oplevet traumatiserende forhold, inden de kom til Damnmark, hvilket påvirkede deres mulighed for at klare sig som selvforsørgende i det danske samfund. Det førte op gennem det første tiår af 2000-tallet til en opstramning på området, der dels gjorde det vanskeligere at få ret til permanent ophold i Danmark, dels gjorde det lettere at udvise personer, der havde brudt loven.
Den såkaldte flygtningekrise i 2015, med et meget stort antal flygtninge fra borgerkrigen i Syrien, som vandrede op gennem Europa, blev et meget synligt forhold, der forstærkede debatten om, hvilke muligheder der skulle være for indvandring i EU-landene, herunder Danmark. Krigen i Ukraine har ligeledes betydet en betydelig indvandring; i 2026 var der i alt 54.000 ukrainere i Danmark.
Ét er befolkningens størrelse, noget andet dens aldersmæssige sammensætning. Denne er helt afgørende for en velfærdsstat som den danske, der bygger på en implicit generationskontrakt mellem børn, unge, erhvervsaktive og ældre.
I den ideelle alderssammensætning er der flere børn og unge end erhvervsaktive og flere erhvervsaktive end ældre. På den måde er der flere på vej ind på arbejdsmarkedet (børnene og de unge), end der er på vej fra arbejdsmarkedet (de erhvervsaktive) og ind i alderdommen.
Befolkningspyramiden er et billede af befolkningen med børn og unge i bunden, de erhvervsaktive i midten og de ældre i toppen. I den ideelle demografiske balance skal den ligne et juletræ – bredt for neden, pænt tykt på midten og tyndt i toppen.
Den danske befolkningspyramide var rimelig tæt på dette billede for 45 år siden i 1980, selv om man også dengang kunne se, at antallet af børn og unge under 20 år ikke var helt stort nok til at udgøre det solide fundament for den fremtidige befolkningsudvikling, som er idealet.
Det bliver tydeligt 46 år senere, når man ser på den danske befolkningspyramide for 2026 (se figur). Her er midten af pyramiden – med den del af befolkningen der er i den erhvervsaktive alder – større end de dele, der viser børnene og de unge under 20 år. Det betyder alt andet lige, fx uændret pensionsalder, at i en ikke alt for fjern fremtid vil der være relativt færre erhvervsaktive til at bidrage til forsørgelsen af relativt flere ældre.
Ser man på befolkningspyramiden for 2045, der bygger på Danmarks Statistiks befolkningsfremskrivning, kan man se, at det forhold kun bliver endnu tydeligere i de kommende år.
Befolkningsudviklingen og befolkningens aldersmæssige sammensætning er en udfordring for den danske velfærdsstat de kommende mange år. Det er en af årsagerne til, at man fra politisk hold i flere omgange i de første årtier af 2000-tallet var meget optaget af at indføre reformer, der dels tilskyndede de ældre til at blive i længere tid på arbejdsmarkedet, dels tilskyndede de unge og især de unge på de lange videregående uddannelser til at blive hurtigere færdige med deres uddannelse. Begge dele kan bidrage til at øge arbejdsstyrken og derved imødegå den udfordring, som befolkningsudviklingen er for velfærdsstaten.
Hvis flere af de ældre, som der bliver relativt flere af, bliver længere tid på arbejdsmarkedet, bidrager de i længere tid til fællesskabet som erhvervsaktive og udsætter samtidig det tidspunkt, hvor de helt eller delvist skal forsørges af velfærdsstaten. Og hvis flere unge bliver hurtigere færdige med deres lange videregående uddannelse, kommer de hurtigere ud på arbejdsmarkedet som fuldtidsarbejdende erhvervsaktive.
De fleste unge bliver færdige med deres ungdomsuddannelse (ofte en studentereksamen) som 19-årige. Studietiden på en lang videregående uddannelse er fem år, så hvis man går den lige vej igennem, vil man afslutte sit studium som 24‑25-årig. Men i mange år har gennemsnitsalderen for kandidater fra de videregående uddannelser været 29 år. Et eller flere sabbatår, erhvervsarbejde og længere reelle studietider er forklaringen på dette.
Der er store forskelle på befolkningstilvæksten fordelt på kommuner. I alt 31 af landets 98 kommuner havde en negativ befolkningstilvækst 2011-2026. Der er et relativt tydeligt mønster med hensyn til, hvor man finder positiv hhv. negativ befolkningstilvækst. De fleste kommuner øst for Storebælt havde en positiv befolkningstilvækst i perioden 2011-2026, hvilket også gjorde sig gældende for en gruppe østjyske kommuner. Derimod havde flere kommuner i Syd-, Vest- og Nordjylland negativ befolkningstilvækst, det samme gjaldt de mindre økommuner, samt de to kommuner på Lolland og Falster.
Der er mange faktorer bag befolkningsudviklingen, men det er oplagt, at forskelle i den økonomiske udvikling med deraf følgende udvikling eller afvikling af arbejdspladser spiller en rolle, som forklarer befolkningstilvæksten omkring økonomiske kraftcentre som København og Aarhus.
På den måde bliver den demografiske udfordring for velfærdsstaten også til en regional- og kommunalpolitisk udfordring, hvis man vil forsøge at sikre en rimelig balance i befolkningens geografiske placering i fremtidens Danmark.
Det er muligt at følge den danske befolknings demografiske udvikling tilbage til 1735 på grundlag af folketællinger og statistik over fødsler og dødsfald. Befolkningen omfattede i 1735 ca. 718.000 personer. Den første folketælling fandt sted i 1769, hvor der blev talt 797.584 personer. Der er afholdt folketællinger i Danmark hvert 5. eller 10. år siden 1840, sidste gang i 1970. Siden da har man anvendt administrative registre ved opgørelse af befolkningens størrelse. Andet kvartal 2025 var folketallet i Danmark steget til over 6.000.000 personer.
Det geografiske område, som er basis for folketællingerne, har ændret størrelse to gange: i 1864, da hertugdømmerne blev afstået til Preussen, og i 1920, da Sønderjylland blev genforenet med Danmark. I år 1900 var befolkningstallet i Sønderjylland på ca. 148.000 personer.
Danmark. Antal fødte og døde pr. 10.000 indbyggere samt den naturlige befolkningstilvækst 1735-1993.
Folketallets størrelse og vækst er et resultat af samspillet mellem dødelighed, fertilitet (fødsler) og vandringer. Den danske demografiske statistik giver en enestående mulighed for at følge udviklingen fra 1700-tallet og frem, hvor fire perioder afspejler de forskellige befolkningsmæssige udviklingstendenser.
Såvel døds- som fertilitetskvotienten (antal døde henholdsvis fødte pr. 1000 personer) var høj i denne periode; middellevetiden for en nyfødt person har formentlig været 35-40 år, og spædbørnsdødeligheden ca. 20 %. Dødeligheden og fertiliteten var på omtrent samme høje niveau, således at den naturlige befolkningstilvækst var lav og i visse år ligefrem negativ. Dette er typisk for et førindustrielt samfund, hvor de mere moderne sociale og medicinske fremskridt endnu ikke er begyndt. Den høje dødelighed, der visse år steg voldsomt, var knyttet til epidemier og krige. I tidligere perioder har epidemierne været endnu voldsommere ligesom antallet af døde i forbindelse med krige (pga. drab og sult). Man regner fx med, at der i 1650'erne var en befolkningstilbagegang i Danmark på 25-30 % som en konsekvens af Trediveårskrigen og Karl Gustav-krigene.
Perioden 1780-1890 var karakteriseret ved et markant fald i dødeligheden, mens fertiliteten var på samme niveau som i den tidligere periode. Dødelighedsfaldet er bemærkelsesværdigt, idet der endnu ikke var opfundet andre banebrydende medicinske præparater end koppevaccinen, der blev indført i Danmark allerede i begyndelsen af 1800-tallet; til gængs medicinsk teknik hørte åreladning, ligesom hospitalsindlæggelse var forbundet med stor risiko for infektioner. Det må formodes, at dødelighedsfaldet hang sammen med bedre kost, større forståelse for hygiejne samt bedre boligforhold. Jordemodervæsenet forbedredes også i perioden.
Fra omkring midten af 1850'erne indledtes en forbedring af kloaksystemerne, da man på baggrund af engelske erfaringer fik klarhed over koleraens årsager. Faldet i dødeligheden blev midlertidigt afbrudt omkring 1830 af en voldsom "koldfeber"-epidemi (malaria) på Sjælland og Lolland. Malaria var epidemisk i Danmark op til begyndelsen af 1900-tallet.
Den konstante og høje fertilitet samtidig med en faldende dødelighed betød stigende befolkningstilvækst. I 1860'erne var befolkningstilvæksten 1,37 % om året, det højeste, der nogensinde er registreret i Danmark. I denne periode tog udvandringen fra Danmark fart, først og fremmest til USA, hvilket kan tolkes som reaktion på et befolkningspres. 1869-1914 udvandrede i alt 285.000 personer fra Danmark, heraf 255.000 til USA.
I den første halvdel af 1900-tallet faldt såvel fertilitet som dødelighed, hvilket formindskede befolkningstilvæksten. Faldet i fertiliteten fra omkring 1890 skyldtes ændrede forhold for familier, specielt kvinder, i forbindelse med industrisamfundets udvikling. I landbrugssamfundet var der tradition for at få mange børn; de var bl.a. en værdifuld arbejdskraft, der indgik i familiens arbejde med gårdens drift. Industrisamfundets og lønarbejdets udvikling medførte en adskillelse af hjem og arbejdsplads, og børn kunne ikke længere på samme måde indgå naturligt i et familiearbejdsfællesskab. Det gjorde det vanskeligere at have mange børn, både økonomisk og praktisk. Den gennemsnitlige familiestørrelse blev som resultat heraf reduceret væsentligt over en årrække, bemærkelsesværdigt nok uden adgang til moderne præventionsmetoder.
Omkring år 1900 fik hver kvinde i gennemsnit ca. 4 børn (samlet fertilitet), mens tallet var ca. 1,7 i midten af 1960'erne. Store fødselsårgange prægede 1940'erne og begyndelsen af 1960'erne, mens fødselstallet var ret lavt i 1930'erne. En omfattende forbedring af befolkningens sundhedstilstand øgede middellevetiden for en nyfødt fra 52,9 år for mænd og 56,2 år for kvinder i perioden 1901-1905 til 70,3 henholdsvis 74,5 i 1961-1965.
Efter midten af 1900-tallet er den danske befolknings demografiske kendetegn ændret meget væsentligt. Det skyldes først og fremmest fertilitetsudviklingen. Fra 1966 og frem til 1984 faldt den samlede fertilitet fra 2,6 til 1,4 barn pr. kvinde, og antallet af levendefødte, der i 1966 var på ca. 88.000, faldt til ca. 52.000 i 1984. Efter 1984 er den samlede fertilitet igen steget frem til 2016, hvor fertiliteten er på 1,7 barn pr. kvinde, og antal levendefødte er på ca. 58.000. Stigning er sket fortrinsvis blandt de i fertilitetsmæssig henseende lidt ældre kvinder. Siden 2017 er fertiliteten igen faldet og er i 2025 1,5 barn pr. kvinde.
Hvis en befolkning på længere sigt skal opretholde befolkningstallet, skal den samlede fertilitet i befolkningen være på ca. 2,1 barn pr. kvinde, forudsat at nettoindvandringen er nul. Siden 1969 har fertilitetsniveauet i Danmark således ikke været tilstrækkeligt til på længere sigt at sikre et fødselsoverskud, og midt i 1980-erne samt i begyndelsen af 2020-erne var der flere døde end fødte i Danmark.
Årsagerne til fertilitetsnedgangen skønnes at være flere, men har som tidligere rod i ændrede sociale og økonomiske samfundsforhold. Kvinderne har gennem perioden øget deres erhvervs- og uddannelsesfrekvens markant, hvilket har gjort det nødvendigt med overvejende betalt børnepasning, typisk i småbørnsinstitutioner. Det er blevet vanskeligere såvel praktisk som økonomisk at have mange børn, og nutidens kvinder er generelt ældre, når de får børn, end 1960'ernes kvinder var.
Medvirkende til at gøre familieplanlægningen nemmere har været, at der i 1973 blev indført fri abort inden 12. uge af svangerskabet, og at der i 1960'erne blev udviklet og frigivet svangerskabsforebyggende midler såsom p-pillen og spiralen. Antallet af legale aborter i forhold til fødselstallet er en del højere i Danmark end i det øvrige Vesteuropa; tallet faldt i 1990'erne fra ca. 20.500 legale aborter i 1990 til ca. 15.000 i 2002; det har siden ligget nogenlunde stabilt på dette niveau. Fra 1973 blev der endvidere givet mulighed for sterilisation for alle over 25 år.
De omfattende demografiske ændringer, der er sket i Danmark gennem de sidste par hundrede år, har ændret befolkningens aldersstruktur. Således var befolkningen væsentligt yngre tidligere.
I 1901 var 34,3 % under 15 år, mens kun 6,6 % var 65 år og derover. I 2026 var tallene 15.5 % og 21,5 %. Der er betydelig flere meget gamle personer i Danmark i 2025 end for hundrede år siden: I 1901 var 0,2 % af befolkningen 85 år og derover; i 2026 er det 2,6 %. Der er 60 % flere kvinder end mænd over 80 år.
Mandag den 10. august vender folkeskolens elever tilbage fra sommerferie. Det er samtidig første skoledag for flere end 60.000 nye elever i børneklassen.
En sibirisk tiger, også kendt som amurtiger, er blevet udsat i Kasakhstan. Tigeren har hidtil været uddød i landet i 70 år, men Kasakhstan ønsker at genetablere arten.
Folketinget er den 12. august hasteindkaldt til debat om migrationsbølgen, der ramte den spanske enklave Ceuta i Marokko den 30. juli.
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.