Sylfiden

Kritikeren André Levinson (1887-1933) mente, at ballet som kunstart opnåede et epokegørende gennembrud med La Sylphide : ”Ballet var et divertissement. Det blev et mysterium”, skrev han.

Premieren på Pariseroperaen i 1832 sammenlignes ofte med Victor Hugos skelsættende skuespil Hernani (1830), men modsat Hernani havde La Sylphide ikke politiske undertoner. La Sylphides skelsættende betydning som hovedværk i ballettens verden og fransk romantik svarer til Théodore Géricaults monumentalværk Scene fra et skibsforlis (1818-1819) i malerkunsten. Karakteristisk for perioden beskriver begge kunstværker mennesker i naturens og skæbnens vold.

Balletten om den skotske bonde James, der fatalt følger et drømmesyn ud i højlandet, rummede derimod en beskrivelse af en frihedstrang, der modsvarede den malaise i samfundet, der prægede de unge mænd, der rejste på tværs af Europa i en søgen mod det fjerne og ukendte, også i en åndelig forstand.

La Sylphide indfangede og kanaliserede denne eskapistiske drift i en fortælling sat i det vilde, bjergrige Skotland, der favnede både længsel, idealer og begær. Først og fremmest svarer La Sylphides James til forestillingen om kunstneren som seer og som symbolbærer af periodens længsel mod idealet: det sublime og uendeligheden.

Librettoen var skrevet af tenoren Adolphe Nourrit, der havde sunget titelpartiet i Giacomo Meyerbeers opera Robert le Diable, og hovedpersonen i balletten, James, var hverken prins eller mytologisk figur, men en helt almindelig mand.

På den skotske bondes bryllupsdag viser en dragende og smuk sylfide sig stærkere og stærkere for hans indre blik og materialiserer sig til slut i den varme stue i hans hjem. For James’ familie og venner forbliver sylfiden dog usynlig, kun hans rival, Gurn, sanser hendes tilstedeværelse og advarer om, at der er noget overnaturligt på færde på gården. Da James vil vise en gammel kone, Madge, porten, håndspår spåkvinden efter et par stærke bitterdrikke hans forlovede, Effy, og påstår at se, at hun aldrig vil blive hans brud.

Mens bryllupsforberedelserne er i gang inden døre, følger James impulsivt Sylfiden ud i frihedens rige, hvor skovånden peger på fuglenes, planternes og bækkens rislende liv i den besjælede natur, men hvor hun igen forsvinder for øjnene af ham, hvis han kommer hende for nær.

Spåkvinden er en heks, der for at få hævn nu brygger en gift og imprægnerer et slør, som hun giver James. Da han indfanger Sylfiden med klædet og favner den æteriske figur i sine arme, bliver ånden legeme. Væsnet antager en fysisk form. Hendes insektvinger falder af ryggen og hun selv til jorden, hvor hun dør.

Lamslået ser James Sylfidens søstre flyve bort med det afsjælede væsen, mens rivalen Gurn i baggrunden stolt vandrer gennem bakkerne med sin brud, James’ Effy, og deres slægtninge. Hvorfor? spørger James Madge, inden han synker sammen.

Rollen som James blev danset af Joseph Mazilier (1797-1868), men det var Marie Taglioni, der stjal billedet med et revolutionerende æstetisk gennembrud i titelpartiet i La Sylphide.

Taglioni var allerede inden La Sylphide anerkendt som en sjælfuld og lyrisk danserinde, men som Sylfiden skabte hun sensation og blev forbilledet for le style romantique, en syntese af hendes fars, Filippo Taglionis, fordringer og hendes egen personlighed og fysik. En bevægelsesverden, der krævede, at hans datter yderligere måtte blødgøre sin teknik.

Marie Taglionis port de bras, brugen af overkrop og arme, blev indstuderet i lange, sammenhængende fraser, der kunne forlænge og fordybe oplevelsen af en landing efter et vægtløst spring og usynliggøre overgangen mellem luft og materialitet. En mindre deformitet i den øverste del af ryggen, som Taglioni rettede op på ved at skyde brystet længere frem, gav hendes udtryk en form, vinkel og kvalitet som et nærmest flydende væsen.

Théophile Gautier beskrev indtrykket som ”mere talende end lange digte”: ”Bemærk, at her ikke er pirouetter, entrechats og andre tekniske udfordringer! … Hun har fuldstændig reformeret sin tids ballet”.

Efter den tragiske ilddød i 1861 for Taglionis arvtager, Emma Livry (1842-1863), hvis kjole blev antændt af en gaslampe, forsvandt værket fra repertoiret, men Taglionis teknik, æstetiske kvaliteter og personlighed lever videre som den romantiske idealtype: fra hendes frisure og Eugène Lamis (1800-1890) klokkeformede tylskjole.

Sylfiden, August Bournonvilles version af La Sylphide, er en lidenskabelig, tragisk kærlighedshistorie båret af den oprindelige poetiske og eksistentielle idé, men fortolket i et personligt perspektiv og i en dansk dramatisk tradition. Et teaterstykke, der pulserer i et spændingsfelt mellem James’ valg mellem et liv med sin forlovede eller hans drømme og mellem de to verdener, Sylfidens kald og den jordiske virkelighed, der mødes i hans sind.

Bournonville anerkendte den franske ballet som forbillede, men insisterede på, at hans værk var originalt, ikke hverken en kopi eller en pastiche: "Dansen, mimen, grupperingerne og en højst forskellig opfattelse af karaktererne er mine."

I sin læsning nedtonede Bournonville La Sylphides fokus på titelrollen, flirt, koketteri og underholdende divertissementer. I stedet skabte han et seriøst balletdrama i en nordisk teatertradition med en styrket og overbevisende realisme i Sylfidens 1. akt og et bredt psykologisk spænd for især karakteren James, et parti, Bournonville som danser selv fejrede store triumfer i.

Sylfiden havde ny koreografi til ny musik af en ung komponist, Hermann Severin Løvenskiold, og iscenesættelsen er et stykke detaljeret og koreograferet teater, hvor slående scenebilleder, præcise mimiske dialoger og klassisk dans samles i et gribende, højspændt drama.

I Bournonvilles koreografi er tvetydigheden både konkret og åben på samme tid. I hans geniale scenegang bæres handlingen i 1. akt frem af dramatiske dialoger, kun Sylfiden danser på tå, mens 2. akt er komponeret i en form, hvor mimisk samtale og følelsesuniverset udvikles og beskrives i dans og bevægelse: Luftånden skøjter som en guldsmed på et vandspejl virtuost over scenen i hurtigt skiftende, vægtløse trinkombinationer og lange, sejlende springserier.

Også James danser. Hans koreografi udvikler sig fra vertikal mod horisontal tegning, fra tours en l’air og tunge, saksende spring i vejret med landing på samme sted til flyvende, ekspansive mønstre, der, som Sylfidens, vokser og kommer til at krydse hele scenerummet og bliver udtryk for en voksende følelsesintensitet, en frisættelse, en bevidsthedsudvidelse: Det hallucinerende billede mangedobles med et ensemble af sylfider.

Alt er i bevægelse.

James’ dans bliver med Bournonvilles ord mere og mere luftig, men selv mens James og Sylfiden spejler hinandens bevægelser, bølger en afgrænsning mellem dem som et fint transparent slør: Tragedien rammer i øjeblikket, hvor James slipper sit tag i virkeligheden og fatalt krydser den usynlige barriere og rækker ind i en anden dimension.

Sylfiden var også i Bournonvilles egen levetid en af hans største succeser, men han nævner sjældent værket i sine efterladte skrifter. Når han gør, er det bemærkelsesværdigt, ja, mistænkeligt afvisende for et menneske, der forstod poesiens dobbelttydige logik og netop selv var kendetegnet ved et lidenskabeligt temperament og en rig kunstnerisk forestillingsevne.

Som 57-årig stod svaret på James’ spørgsmål klart for Bournonville: Skotten pådrog sig sin skæbne, da han forlod hjemmet i en stræben efter en ”indbildt lykke” i stedet for ”virkelig, jordisk lykke”, mente Bournonville, der som ung mand måske selv havde fået stækket sine vinger.

Værkets forførende sandhed er netop en anden: Sylfidens hemmelighed er den franske romantiks idealiserede eskapisme, der ligger som et usynligt billede bag billedet. Sylfidens iboende splittelse som både fransk og dansk, Filippo Taglionis og Bournonvilles, er dens styrke og giver ikke kun plads til en bred vifte af fortolkninger og spørgsmål om livsvalg mellem realitet og utopi, umiddelbarhed og snusfornuft.

Den løftes af de franske romantikeres idé, fordi deres aspiration forstærkes af modstanden i Bournonvilles egen, alt for menneskelige erfaring, fristelse og tvivl.

Hermann Severin Løvenskiold varsler tragedien allerede i ouverturen. Som mørket fra orkestergraven sorgfuldt gentages i forestillingens sidste minutter, og James ligger livløs på jorden, opleves efterbillederne af Sylfiden med Bournonvilles intention ikke kun som én mands skæbne, men som en universel klagesang om et øjeblik, der var. En eksistentiel, sjælelig erfaring af livsvalg, kærlighed og fortabelse.

Den franske koreograf Pierre Lacottes (1932-2023) fascination af Marie Taglioni førte i 1971 til en tv-version af La Sylphide, skabt til hans hustru, ballerinaen Ghislaine Thesmar (f. 1943), og solodanser ved Pariseroperaen Michel Denard (1944-2023). Denne opsætning, som senere blev en fast del af Pariseroperaens repertoire, følger komponisten Jean-Madeleine Marie Schneitzhöeffers oprindelige partitur, men er en pastiche inspireret af samtidige beskrivelser af Marie Taglioni og ikke nogen rekonstruktion.

I 2001 skabte Alexander Kølpin i Østre Gasværk en version af balletten med ny musik af Thomas Blachman og Kasper Winding; Kølpin stod selv for den helt moderne koreografi. Ulrik Wivel (f. 1967) skabte i 2005 kortfilmen Jeg Dig Elsker om Nikolaj Hübbes instruktion af Sylfiden. I 2006 spiller Aveny-T en ny fortolkning af hiphopkoreografen Steen Koerner. Balletten er optaget i Kulturkanon.

• ballet
• romantik – dans
• August Bournonville