holocaust i Rumænien

Rumænien tabte i sommeren 1940 halvdelen af sit territorium ved den sovjetiske udenrigsminister Vjatjeslav Molotovs ultimatum (Bessarabien og Bukovina) og ved Adolf Hitlers Wienerdiktat (Nordtranssylvanien). Kongen abdicerede i september 1940 og blev afløst af den 19-årige søn Michael. Den reelle leder blev General Ion Antonescu, der frem til januar 1941 styrede landet som militærdiktator sammen med Jerngarden i det, der benævnes den nationallegionære stat. Fra 1941 til august 1944 styrede Antonescu landet alene.

Jerngarden forsøgte i januar 1941 at tage magten fra Antonescu, men forsøget mislykkedes. I forbindelse med oprørsforsøget begik Jerngarden en massakre mod jøderne i Bukarest, hvor flere hundrede jøder blev myrdet.

Det var først, da den tysk-rumænske krig mod USSR begyndte den 1. juli 1941, at jøderne systematisk blev deporteret og udryddet. Holocaust i Rumænien foregik i de områder, hvor der blev ført krig mod USSR, dvs. først i Bukovina og Bessarabien og senere i Transnistrien – området mellem floderne Dnestr (på rumænsk Nistrul) og Bug.

Den rumænske hær følte sig ydmyget, da man trak sig ud af Bukovina og Bessarabien i slutningen af juni 1940. Man beskyldte både kommunister og jøder for at have chikaneret den rumænske hær under tilbagetrækningen. Den rumænske hær var opsat på hævn, da man fra Iaşi angreb Bukovina og Bessarabien sammen med tyskerne.

Under påskud af at der fra det jødiske kvarter var blevet skudt mod de rumænske soldater, samlede man byens jøder ved politistationen og ved banegården for at deportere dem. Det anslås, at mellem 8000 og 10.000 dræbtes i Iaşi i dagene fra den 29. juni til den 3. juli 1941. De overlevende blev i kreaturvogne sendt i lejre. Mange omkom under togrejsen på grund af mishandling, sult og tørst.

Den rumænske hær erobrede Odessa i oktober 1941. Sovjetiske partisaner gjorde modstand ved at sprænge det rumænske hovedkvarter i luften og dræbte mange rumænske officerer og soldater. Som hævn myrdede rumænske enheder flere tusinde ukrainere, hvoraf mange var jøder. Hvor mange der omkom, er ikke fuldt oplyst.

Efterhånden som fronten skred frem, indfangede dertil udrustede ”Einsatzkommandoen” de jøder, der ikke nåede at flygte østpå. Jøderne blev henrettet eller deporteret til lejre i Transnistrien, hvor de fristede en hård skæbne, indtil de overlevende i 1943 blev evakueret til Rumænien.

Det var både tyske og rumænske enheder, der systematisk udryddede jøder bag fronten. Det var tydeligt, at denne udryddelse var planlagt på forhånd. Det var ikke spontane overgreb, men planlagt folkemord. I løbet af krigens første 2 måneder udslettedes på denne måde ca. 150.000 jøder fra Bukovina og Bessarabien. Man ved ikke præcist, hvor mange jøder der nåede at trække sig tilbage sammen med Den Røde Hær, så der er lidt usikkerhed om tallene. Af de ca. 150.000 jøder, der var deporteret til Transnistrien, døde skønsmæssigt 90.000 af sult, kulde og mishandlinger. Holocaust i Rumænien havde i løbet af krigens første 3 måneder kostet over 200.000 jøder livet. Holocaust var begrænset til de områder, hvor der blev ført krig, altså i de tabte og nu genvundne provinser Bukovina og Bessarabien samt i USSR. Tidsmæssigt fandt holocaust især sted i krigens første fire måneder, men ca. halvdelen af de til Transnistrien deporterede omkom frem til midten af 1942.

Hitler havde ikke besat Rumænien, som tilfældet var med Danmark eller Norge. Rumænien var i alliance med Tyskland, og landet havde en selvstændig regering. Suveræniteten var reel, for så vidt angik de interne forhold i landet. Udenrigspolitisk var man allieret med Hitler og aktiv krigsdeltager. Forholdet mellem de to lande kom på en alvorlig prøve, da Hitlertyskland i sommeren 1942 bad om, at alle 300.000 jøder i Valakiet og Moldavien nu skulle deporteres til udryddelseslejre.

Tyskerne inviterede den rumænske minister for jødiske anliggender, Radu Lecca, til Berlin i august 1942 for at aftale, hvordan deportationerne skulle foregå. Forhandlingerne mislykkedes og Radu Lecca rejste tilbage til Bucharest, hvorefter der ikke skete mere i sagen. De rumænske jøder i Valakiet og Moldavien blev ikke deporteret. Tyskerne insisterede, ligesom Adolf Eichmann rejste til Rumænien for at rede trådene ud, men det hjalp ikke. Rumænerne satte i efteråret 1942 hælene i over for tyskerne og indstillede enhver forberedelse, der måtte være gjort for at indfange og deportere jøderne i Valakiet og Moldavien.

Man skal lægge mærke til tidspunktet oktober 1942, altså flere måneder før det tyske nederlag ved Stalingrad, hvor ingen med fuld sikkerhed kunne sige, hvem der ville vinde krigen.

I stedet for at sende jøderne til den visse død i Polen udarbejdede Antonescu i december 1942 en plan for at sende 80.000 jøder til Palæstina. At sende så mange jøder over Sortehavet under krigen var ikke muligt, og samtidig ønskede tyskerne af frygt for reaktionen i de arabiske lande ikke at realisere planen. Det lykkedes kun for nogle få tusinde jøder at komme til Palæstina via Sortehavet.

Antonescu tog Palæstinaplanen frem igen i sommeren 1944, men hans arrestation den 23. august 1944 betød, at planen blev skrinlagt.

Jødernes skæbne i Transsylvanien, som Rumænien blev tvunget til at afstå ved Wienerdiktatet i august 1940, blev langt værre end jødernes skæbne i det gamle Rumænien (Valakiet og Moldavien). Ungarn havde under Miklós Horthys regime ikke evnen eller viljen til at trodse tyskerne. Derfor deporteredes næsten alle ungarske jøder til koncentrations- og udryddelseslejren Auschwitz, hvor de omkom. Ud af 150.000 transsylvanske jøder overlevede kun ca 15.000. Tyskerne pralede af deres ”succes” med Endlösung i Ungarn. I løbet af få måneder i 1944 indfangede man næsten alle jøder i Ungarn, inklusiv i Transsylvanien. En af de overlevende transsylvanske jøder var den senere nobelprismodtager Elie Wiesel. Hans barndomshjem i Sighet er nu indrettet som et Holocaust-museum. Sighet rummer også museet for gulag i Rumænien.

Den rumænske regering bad i 2003 Elie Wiesel om at lede en kommission til undersøgelse af Holocaust i Rumænien. Rapporten Final Report of the International Commission on the Holocaust in Romania udkom i 2004 og beskriver detaljeret omfanget af holocaust i landet. Holocaust havde i hele efterkrigstiden været negligeret af de rumænske regeringer, men efter Wiesel-rapporten erkendte det officielle Rumænien landets medvirken til folkemord mod jøderne.

• Rumæniens historie 1859-1944
• Ion Antonescu
• Iaşi

• The Wiesel Commission: Final Report of the International Commission on the Holocaust in Romania (2004).
• I.C. Butnaru, The Silent Holocaust. Romania and its Jews (London 1992).