Jesu lignelser

Som litterær genre kan lignelsen være vanskelig at afgrænse; dog drejer det sig grundlæggende om billedtale, der også kendes fra Det Gamle Testamente (fx 2 Samuelsbog 12,1-4; Esajas' Bog 5,1-7) og fra rabbinsk litteratur og har træk fælles med folkelig fortælling, fx Æsops fabler. Al billedtale fra gåder og ordsprog til detaljerede allegorier kan på hebraisk kaldes meshalim 'lignelser'.

Lignelsen udmærker sig ved at udgøre en lille fortælleenhed, der står i selvstændigt forhold til den tekst, hvori den er indfældet. Man skelner i Jesu lignelser mellem billedord eller sammenligninger (fx Lukasevangeliet 13,32), egentlige lignelser, hvor noget typisk skildres (fx Markusevangeliet 4,30-32), parabler, hvor noget usædvanligt fortælles (fx Lukasevangeliet 16,1-7), eksempelfortællinger (fx Lukasevangeliet 10,25-37) og allegorier (fx Markusevangeliet 4,3-9 i den efterfølgende tydning).

Principielt vil en lignelse udlægge sig selv ved at illustrere betydningen af det, som lignelsen gælder, i evangelierne ofte Guds rige eller Himmeriget: Med Guds rige er det som med en konge osv. Man taler her om et tredje sammenligningspunkt mellem lignelsens pointe og det, den vil illustrere. Det kan være den underfulde vækst eller det overrumplende.

Allerede i evangelierne kan vi dog iagttage, at lignelserne ofte er blevet til gådeord, der kræver en udlægning (se fx Markusevangeliet 4,10-12). Det fremgår af de tydninger, som enkelte lignelser er forsynet med (se Markusevangeliet 4,13-20; Matthæusevangeliet 13,18-23; 13,36-43; Lukasevangeliet 8,11-15). Især i Matthæusevangeliet synes lignelserne også udformet med henblik på den allegorisk forståelse.

Følgende liste omfatter, hvad der i almindelighed er blevet opfattet som lignelser i evangelierne:

• Arbejderne i vingården (Matthæusevangeliet 20,1-16)
• Den barmhjertige samaritaner (Lukasevangeliet 10,23-37)
• De betroede talenter/pund (Matthæusevangeliet 25,14-30; Lukasevangeliet 19,11-27)
• Børnene på torvet (Matthæusevangeliet 11,16-19)
• Farisæeren og tolderen (Lukasevangeliet 18,9-14)
• Figentræet (Markusevangeliet 13,28-29; Matthæusevangeliet 24,32-33; Lukasevangeliet 29-31)
• Den fortabte søn (Lukasevangeliet 15,11-32)
• Den gældbundne tjener (Matthæusevangeliet 18,23-35)
• Klinten i hveden, se Ukrudtet i hveden
• Kongen som krigsherre (Lukasevangeliet 14,31-32)
• Kongesønnens bryllup (Matthæusevangeliet 22,1-14; Lukasevangeliet 14,15-24)
• Den kostbare perle (Matthæusevangeliet 13,45-46)
• Det mistede får, se Det vildfarne får
• Rajgræsset i hveden, se Ukrudtet i hveden
• Den rige bonde (Lukasevangeliet 12,13-21)
• Den rige mand og Lazarus (Lukasevangeliet 16,19-31)
• Sennepsfrøet (Matthæusevangeliet 13,31-32)
• Skatten i marken (Matthæusevangeliet 13,44)
• Den store nadver (Lukasevangeliet 14,15-24)
• Surdejen (Matthæusevangeliet 13,33)
• Sædemanden (Markusevangeliet 4,3-9 og 13-20; Matthæusevangeliet 13,1-9 og 18-23; Lukasevangeliet 8,4-8 og 11-15)
• Sæden, der gror af sig selv (Markusevangeliet 4,26-29)
• Den tabte mønt (Lukasevangeliet 15,8-10)
• De ti brudejomfruer (Matthæusevangeliet 25,1-13)
• De to huse (Matthæusevangeliet 7, 24-27; Lukasevangeliet 6,46-49)
• De to sønner og vingården (Matthæusevangeliet 21,28-31)
• Den tro og kloge husholder (Lukasevangeliet 12,35-48)
• Tårnbyggeren (Lukasevangeliet 14,28-30)
• Det ufrugtbare figentræ (Lukasevangeliet 13,6-9)
• Ukrudtet i hveden (Matthæusevangeliet 13,24-30 og 36-43)
• Den uretfærdige dommer og enken (Lukasevangeliet 18,1-8)
• Den utro godsforvalter (Lukasevangeliet 16,1-9)
• De utro vingårdsmænd (Matthæusevangeliet 21,33-46)
• Verdensdommen (Matthæusevangeliet 25,31-46)
• Det vildfarne får (Matthæusevangeliet 18,12-14; Lukasevangeliet 15,1-7)
• Voddet (Matthæusevangeliet 13,47-49)

Tidligere mente man ofte i netop Jesu lignelser at stå over for autentisk Jesus-overlevering. I dag går forståelsen snarere i retning af at se lignelserne, i hvert fald som de nu optræder i evangelierne, mere eller mindre som præget, om ikke ligefrem skabt af den enkelte evangelieforfatter. Således udmærker lignelserne i Matthæusevangeliet sig ved gennemgående at skulle forstås allegorisk (se de to eksemplariske udlægninger i Matthæusevangeliet 13,18-23 og 36-43), mens lignelserne i Lukasevangeliet, der undertiden kan forstås som genskrivninger Matthæusevangeliets lignelser (jf. fx Lukasevangeliet 14,15-24 med Matthæusevangeliet 22,1-13), er præget af større fortælleglæde og ofte udlægger sig selv. Det gælder således de to vel bedst kendte af Jesu lignelser, lignelsen om den barmhjertige samaritaner (Lukasevangeliet 10,23-37) og den længste af evangeliernes lignelser, lignelsen om den fortabte søn (Lukasevangeliet 15,11-32).

• Jesus Kristus
• allegori