Tysklands arkitektur efter 1850

Den betydeligste og mest indflydelsesrige arkitekt i Tyskland i sidste halvdel af 1800-tallet var Gottfried Semper, der arbejdede med flere historiske stilarter, fx i Hoftheater (Staatsoper) i Dresden opført fra 1838 til 1841. Bygningen brændte i 1869 og erstattedes af den langt større Semperoper (i dag Staatsoper), ligeledes bygget af Semper i årene fra 1871 til 1878 i veneziansk renæssancestil i samarbejde med sønnen Manfred Semper (1838-1913).

Jugendstilen, der opstod i 1890'erne, havde vigtige centre i München, Darmstadt, Dresden og Berlin. Dens vigtigste arkitekter var August Endell, der bl.a. skabte fotoatelier "Elvira" i München fra 1897 til 1898, Alfred Messel (1853-1909) med Warenhaus Wertheim i Berlin (1896) og Peter Behrens, der opførte den epokegørende AEG-turbinehal i Berlin fra 1908 til 1909.

Deutscher Werkbund opstod som reaktion på den stivnede historiserende formalisme og blev grundlagt i 1907 i München som en sammenslutning af arkitekter, kunstnere og teoretikere, bl.a. Hermann Muthesius, Richard Riemerschmid, Peter Behrens og Henry van der Velde.

Den første tyske havebybebyggelse blev opført af Heinrich Tessenow, Riemerschmid og Muthesius i 1909 i Hellerau nord for Dresden. I 1920'erne blev Tyskland foregangsland på dette felt med blandt andet boligbebyggelsen Weissenhofsiedlung i Stuttgart, der blev opført i 1927 under ledelse af Mies van der Rohe.

Et mellemspil blev ekspressionistisk arkitektur, der kom til udtryk i Erich Mendelsohns Einsteinturm i Potsdam, der blev opført i årene fra 1917 til 1921.

Bauhaus-skolen, der blev grundlagt i Weimar i 1919 af Walter Gropius, fik gennemgribende indflydelse på arkitektur og design og spillede en stor rolle for gennembruddet af funktionalismen; Gropius tegnede i 1926 skolens nye bygninger i Dessau.

Med nazisternes magtovertagelse i 1933 stoppede denne udvikling, Bauhaus blev lukket, og en stab af unge arkitekter udnævntes til at iværksætte nazismens program. Hitler var selv stærkt optaget af arkitektur, den ledende arkitekt blev Albert Speer, og Det Tredje Riges arkitektur fik karakter af en manieret klassicisme i eksorbitant målestok, således Reichsparteigelände (1934) i Nürnberg og Reichskanzlei (1938) i Berlin.

Efter 2. Verdenskrig stod Tyskland med byer i ruiner og sønderbombede monumenter. Mange af dem er siden genopført.

I Østtyskland planlagdes en arkitektur, skabt for den ideale socialistiske stat, importeret fra Moskva. På trods af statsideologiernes forskelligheder var der dog mange lighedspunkter.

I DDR-tiden opførtes i Berlin den 1,7 km lange Stalinallee (1951-1960; fra 1961 Karl-Marx-Allee) tegnet af bl.a. Hermann Henselmann (1905-1995), sarkastisk kaldt "Nati-Tradi-Stil".

I Vesttyskland valgte man at bygge i en international stil, importeret fra USA og senere fra Skandinavien. Som et vestligt modstykke opførtes Hansaviertel i 1957 som et internationalt samarbejde (se Interbau 1957), en politisk demonstration af Vestens fremskridt. I modsætning hertil står Hans Scharouns individualistiske Philharmonie opført fra 1956 til 1963 som et arkitektonisk højdepunkt. 1960'ernes "nybrutalisme" resulterede blandt andet i Gottfried Böhms rådhus, der blev opført fra 1920 til 1921 i Bensberg nær Köln (1964).

Et fremtrædende eksempel på teknisk og videnskabeligt samarbejde er teltarkitekturen i Olympiagelände i München opført fra 1967 til 1972 efter planer af Günter Behnisch og Frei Otto.

1980'ernes postmodernisme havde ligheder med det foregående århundredes historicisme. Et fremragende eksempel herpå er James Stirlings udvidelsesbygning til Staatsgalerie Stuttgart, der blev indviet i 1984.

Fra 1970'erne satte Oswald Mathias Ungers klassicistisk inspirerede kvadratiske arkitektur sit præg på bybilledet i en række tyske byer, fx er hans museumsbygninger til Kunsthalle Hamburger fra 1997 i Hamburg og Wallraf-Richatz-Museum fra 2001 i Köln bemærkelsesværdige.