Sylfiden, August Bournonvilles version af La Sylphide, er en lidenskabelig, tragisk kærlighedshistorie båret af den oprindelige poetiske og eksistentielle idé, men fortolket i et personligt perspektiv og i en dansk dramatisk tradition. Et teaterstykke, der pulserer i et spændingsfelt mellem James’ valg mellem et liv med sin forlovede eller hans drømme og mellem de to verdener, Sylfidens kald og den jordiske virkelighed, der mødes i hans sind.
Bournonville anerkendte den franske ballet som forbillede, men insisterede på, at hans værk var originalt, ikke hverken en kopi eller en pastiche: "Dansen, mimen, grupperingerne og en højst forskellig opfattelse af karaktererne er mine."
I sin læsning nedtonede Bournonville La Sylphides fokus på titelrollen, flirt, koketteri og underholdende divertissementer. I stedet skabte han et seriøst balletdrama i en nordisk teatertradition med en styrket og overbevisende realisme i Sylfidens 1. akt og et bredt psykologisk spænd for især karakteren James, et parti, Bournonville som danser selv fejrede store triumfer i.
Sylfiden havde ny koreografi til ny musik af en ung komponist, Hermann Severin Løvenskiold, og iscenesættelsen er et stykke detaljeret og koreograferet teater, hvor slående scenebilleder, præcise mimiske dialoger og klassisk dans samles i et gribende, højspændt drama.
I Bournonvilles koreografi er tvetydigheden både konkret og åben på samme tid. I hans geniale scenegang bæres handlingen i 1. akt frem af dramatiske dialoger, kun Sylfiden danser på tå, mens 2. akt er komponeret i en form, hvor mimisk samtale og følelsesuniverset udvikles og beskrives i dans og bevægelse: Luftånden skøjter som en guldsmed på et vandspejl virtuost over scenen i hurtigt skiftende, vægtløse trinkombinationer og lange, sejlende springserier.
Også James danser. Hans koreografi udvikler sig fra vertikal mod horisontal tegning, fra tours en l’air og tunge, saksende spring i vejret med landing på samme sted til flyvende, ekspansive mønstre, der, som Sylfidens, vokser og kommer til at krydse hele scenerummet og bliver udtryk for en voksende følelsesintensitet, en frisættelse, en bevidsthedsudvidelse: Det hallucinerende billede mangedobles med et ensemble af sylfider.
Alt er i bevægelse.
James’ dans bliver med Bournonvilles ord mere og mere luftig, men selv mens James og Sylfiden spejler hinandens bevægelser, bølger en afgrænsning mellem dem som et fint transparent slør: Tragedien rammer i øjeblikket, hvor James slipper sit tag i virkeligheden og fatalt krydser den usynlige barriere og rækker ind i en anden dimension.
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.