karolingisk kunst

Den karolingiske renæssance viser tilbage til senantikkens forbilleder, der for kejsermagten var identisk med monumenter, som tidsmæssigt kunne knyttes til de ideale forbilleder, navnlig Konstantin den Store.

Inden for kirkebyggeriet viser dette sig især i genoplivelsen af den basilikale grundplan med bl.a. indføjet tværskib, hvis forbillede var den gamle Peterskirke i Rom. Blandt de få markante centralkirker er hofkapellet i Aachen (indviet år 800), der har forbillede i kejser Justinians kirke San Vitale i Ravenna med den ottekantede grundplan, og Theodulfs oratorium ved Germigny-des-Prés nær Orléans (806).

I portbygningen til klostret i Lorsch fra ca. år 800 er det nedre stokværk udformet som en romersk triumfbue. Ofte er de karolingiske kirker forsynet med en særlig udbygning mod vest, det såkaldte vestværk, og mange tårne; disse træk, som præger klosterkirken i Centula (Saint-Riquier, opført i 790'erne, senere nedrevet), Sankt Bonifacius i Fulda (802-819) og Sankt Vitus i Corvey/Corbie (873-885), videreførtes i den romanske periode.

Det karolingiske maleri kendes fra freskoudsmykninger i bl.a. Sankt Johann-kirken i Müstair i Schweiz og Sankt Maximin i Trier, men er bedst bevaret i form af bogmalerier og elfenbensrelieffer til liturgisk brug.

Generelt er stilen monumental og langt mere naturalistisk end i de tidligere merovingiske arbejder, således det tidlige Godescalc-evangeliarium (781-783, Bibliothèque nationale, Paris), hvis tronende Kristus viser byzantinsk inspiration, udført i hofskolen som en model for bogmaleriet i rigsklostrene.

Antik inspiration kendetegner ligeledes de impressionistiske pennetegninger i Utrecht-psalteret (ca. 820, Universitetsbiblioteket, Utrecht) med klassiske personifikationer og stilistiske mindelser om freskokunsten i antikke romerske villaer.

Monumental antikinspireret arkitektur ses endvidere i flere af Karl 2. den Skaldedes liturgiske bøger, fx Codex Aureus fra Sankt Emmeram i Regensburg (ca. 870, Staatsbibliothek, München) med den tronende hersker i en rammearkitektur med udpræget rumillusion.

En særlig gruppe udgør den såkaldte paladsskoles pragtevangeliarer, sandsynligvis udført af indvandrede byzantinske eller italienske kunstnere med kendskab til senantikkens illusionistiske maleri.

Det prægtige Krönungsevangeliar (ca. 800, Hofburg, Weltliche Schatzkammer, Wien), der ifølge traditionen skal være fundet ved åbningen i år 1000 af Karl den Stores grav, anvendtes helt frem til Den Franske Revolution som rigsklenodie, hvorpå kroningseden blev aflagt.

• tysk billedkunst
• tysk arkitektur
• ottonsk kunst
• Karl den Store
• Aachen
• bogmaleri