Rumæniens forfatning

Parlamentet, der er statens øverste repræsentative organ, består af to kamre: deputeretkammeret med 330 medlemmer og senatet med 136 medlemmer. Parlamentet er landets eneste lovgivende myndighed, hvis medlemmer vælges hvert fjerde år ved frie og hemmelige valg.

De to kamre mødes hver for sig, men i nogle sager er der fælles sessioner. Hvert kammer vælger en formand, som er en indflydelsesrig post.

Parlamentet kan i en fælles session suspendere præsidenten med simpelt flertal efter først at have konsulteret forfatningsdomstolen. For at suspendere præsidenten skal der inden 30 dage afholdes en folkeafstemning om spørgsmålet. Parlamentets magt over præsidenten er med andre ord begrænset.

Præsidenten vælges hvert femte år. Hvis ingen kandidat opnår over halvdelen af stemmerne i første omgang, vælges den kandidat med flest stemmer i anden runde. En præsident kan kun sidde i to perioder. Præsidenten skal underskrive vedtagne love, men kan returnere en vedtaget lov til fornyet behandling i parlamentet, men kun en enkelt gang.

Præsidentembedet er relativt magtfuldt, da præsidenten udnævner regeringen og kan deltage i et regeringsmøde. Hvis det sker, leder præsidenten mødet. Præsidenten kan under visse omstændigheder opløse parlamentet og desuden udskrive en folkeafstemning efter konsultation med parlamentet. Med til præsidentens kompetence hører at indgå internationale aftaler, når disse er vedtaget i parlamentet.

Præsidenten er øverstbefalende for de væbnede styrker og kan udstede mobiliseringsordre.

Præsidenten udpeger en kandidat til premierministerposten fra det parti, der har flertallet i parlamentet eller en koalition med et flertal bag sig. Kandidaten skal inden 10 dage udarbejde et regeringsprogram og stille med en ministerliste. Først når programmet og ministerlisten ved en tillidsafstemning i en fællessession af de to kamre er godkendt, er regeringen dannet.

Regeringen træffer beslutninger og udsteder forordninger i henhold til regeringsprogrammet. Beslutninger og forordninger er først gyldige efter offentliggørelse i statstidende (Monitorul Oficial). Premierministeren orienterer parlamentet om regeringsbeslutningerne. Ministre kan blive kaldt i samråd for at svare på spørgsmål i parlamentet. Regeringen kan i visse situationer udstede dekreter.

Regeringen er ansvarlig over for parlamentet, som kan stille regeringen et mistillidsvotum. Præsidenten kan ikke afskedige premierministeren.

I hvert amt udpeger regeringen en statslig embedsmand. Præfekten, der fungerer som statens regionale repræsentant, koordinerer ministeriernes opgaver i de enkelte amter.

De to fyrstendømmer Moldavien og Valakiet fik deres første grundlove i 1831/1832. De kendes under navnet Det Organiske Reglement, der indeholder flere hundrede paragraffer, som foreskriver magtadskillelse og etablerer en repræsentativ forsamling bestående af 35 og 42 medlemmer i henholdsvis Valakiet og Moldavien. Regler for regeringsdannelse og administration blev lagt i faste rammer.

En ny forfatning var nødvendig efter foreningen af fyrstendømmerne Moldavien og Valakiet i 1859. Denne første rumænske grundlov vedtaget i 1866 holdt helt til 1923, hvor 1. Verdenskrigs omvæltninger og skabelsen af Storrumænien krævede en ny grundlov.

Grundloven af 1923 knyttede de nyvundne provinser Bessarabien, Transsylvanien og Cadrilater (Syddrobrudja) til det gamle kongerige (Regat) i en centraliseret national enhedsstat.

1923-grundloven ophævedes under det kongelige diktatur fra 1938 til 1940, og i praksis varede denne ophævelse frem til krigens slutning i 1944. På papiret genindførte man i 1944 1923-forfatningen frem til 1948.

Efter den sovjetiske overtagelse af landet efter 2. verdenskrig fik landet i 1948 en ny grundlov. Den definerede landet som en folkerepublik og som en suveræn nationalstat. Grundloven rummede flere af de højtidelige bestemmelser fra de tidligere grundlove om privat ejendomsret og frihedsrettigheder. Der var imidlertid tale om vinduespynt, som skjulte de reelle magtforhold; de nye magthavere havde ikke brug for rivaliserende politiske partier, for magtdeling eller for en fri presse.

På trods af grundlovens paragraffer nationaliserede regimet i løbet af få år næsten alle private virksomheder ved hjælp af dekreter og ophævede politiske partier og civile organisationer.

Grundloven af 1952, officielt kaldet ”Vi bygger socialismen”, var delvis en kopi af Stalins 1936-grundlov, som Stalin selv havde beskrevet som verdens hidtil mest demokratiske forfatning. 1952-forfatningen fastslog, at magten ligger hos folket og udøves gennem den store nationale forsamling (Marea Adunare Naţională) og folkerådene (sovjetterne). Straks herefter begrænsedes denne bestemmelse, når det hed, at arbejderklassen inkarneret i kommunistpartiet (Partidul Muncitoresc Român) spillede den ledende rolle. Magtdelingsprincippet var helt fraværende.

Som noget nyt skrev man i § 2, at det var USSR, der befriede Rumænien fra fascisterne, kapitalisterne og de store jordejere. På den måde var det angiveligt USSR, der havde skabt folkerepublikken Rumænien. Grundloven udtrykker taknemmelighed for befrielsen fra Ion Antonescus fascistiske regime og tilsiger Sovjetunionen evigt venskab. Der var reelt tale om begrænset national suverænitet. Efter bruddet med Jugoslaviens leder Tito i 1948 definerede man en folkerepublik gennem dens faste underordning af USSR. Ikke desto mindre hedder det i artikel 17, at Rumænien er en "suveræn, uafhængig enhedsstat".

I artikel 15 skærpes princippet om at yde efter evne og nyde efter indsats til: Den, der ikke arbejder, skal ikke spise. Således fremstilles arbejde som en ærefuld pligt for alle, der kan arbejde.

I den reviderede grundlov af 1965 blev republikken ikke længere defineret som en folkerepublik, men som en socialistisk republik. Staten hed nu Rumæniens Socialistiske Republik (Republica Socialistă România).

Denne nye grundlov, som man officielt kaldte ”Socialismen har sejret”, afspejlede Rumæniens gradvise frigørelse fra Moskva, der var blevet indledt under Gheorghe Gheorghiu-Dej, og som fortsatte under Nicolae Ceauşescu. Respekt for den nationale suverænitet og uafhængighed samt princippet om ikke-indblanding erstattede de tidligere formuleringer om afhængighed af USSR.

Et helt kapitel omhandlede borgernes rettigheder og pligter, men disse var uden reelt indhold. Senere beskrev grundloven statens centrale og lokale organer, opbygningen af administrative organer og retsvæsenet. Landets egentlige magthaver – kommunistpartiet – omtaltes ikke i grundloven.

Efter omvæltningen i december 1989 gik der næsten to år, før en ny grundlov trådte i kraft. En grundlovgivende forsamling godkendte i november 1991 den første postkommunistiske grundlov, men den trådte først i kraft efter godkendelse ved en folkeafstemning den 8. december 1991.