Nikolaj Gogol

Det på en gang sociale, eksistentielle og groteske i Gogols Petersborgfortællinger bliver sammen med det romantisk oprørske og overnaturlige i Pusjkins digt "Bronzerytteren" (1837) anset som definerende for den litterære tradition omkring hovedstaden, som forskningen samlet har døbt "petersborgteksten".

Det er en tradition med en høj grad af selvbevidsthed og selvreferentialitet. Det er særligt i gæld til Gogol, når byen i denne tradition fremstår som et eksistentielt prekært og metafysisk uhåndgribeligt sted.

Fortællingerne har også sat spor i musikken med den sovjetiske komponist Dmitrij Sjostakovitjs fortolkning af novellen "Næsen" som opera i 1930.

Også Revisoren tager udgangspunkt i en kendt og konkret, russisk erfaringsverden. Handlingen er en litterær fortolkning af en udbredt anekdote fra provinsen. Her fremstiller Gogol et lokalsamfund med korrupte, magtfuldkomne spidser, der uden hæmninger fører privilegerede liv og plager befolkningen – indtil der går rygter om en hemmelig udsending fra tsaren, en revisor, der skal rapportere om de lokale forhold. Anekdotestoffet består i, at tilfældige tilrejsende ofte blev modtaget som inkognito-udsendinge fra tsaren i Nikolaj 1.’s bureaukratiske samfund.

I Gogols stykke når den tilrejsende at udnytte misforståelsen, før han forsvinder med tilsvindlede penge og borgmesterens datter.

Revisoren blev en stor succes. Den vakte indignation som kritik af tsarstyrets bureaukrati og korruption. Men Gogol insisterede på, at intentionen havde været det stik modsatte, idet stykket ender med, at en ægte revisor viser sig for at rette op på sagerne. Alternativt foreslog han en symbolsk læsning, hvor den falske revisor står som Satan og den ægte som Gud.

Gogols forklaringer om sine idealistiske intentioner var forgæves, og han forlod Rusland i skuffelse. Indtil 1848 levede han i Vesten, fortrinsvis i Rom.

Handlingen i Døde sjæle hænger sammen med livegenskabet i 1800-tallets Rusland. Her skulle godsejere med jævne mellemrum oplyse overfor skattemyndighederne, hvor mange bønder – såkaldte sjæle– de var i besiddelse af. Beskatningen tog udgangspunkt i disse øjebliksrapporter, og mellemliggende dødsfald blandt bønderne resulterede i, at godsejere også beskattedes af disse døde sjæle.

Gogols roman følger den omrejsende svindler Tjitjikov, der indynder sig hos lokale godsejere med den hensigt at opkøbe de på papiret levende, men i virkeligheden døde sjæle, for så på baggrund af sine fiktive besiddelser at tage et stort lån hos statsbankerne og forsvinde.

Blandt litteraturkritikere blev Døde sjæle mødt som et satirisk-realistisk mesterstykke, der udstillede en latterlig virkelighed i et tilsyneladende hverdagspræget sprog. Ligesom det var tilfældet med Revisoren, blev værket til en succes på præmisser og ud fra fortolkninger, der var helt forskellige fra Gogols egne.

Romanen Døde sjæle var tænkt som første del af en trilogi i stil med Dante Alighieris Guddommelige komedie. Mens romanen blev læst som satire, havde Gogol givet værket undertitlen et poem og havde en anden opbyggelig, idealistisk hensigt. Romanens gudsforladte miljø med de sjæledøde godsejerskikkelser skulle udgøre første del, der modsvarede Helvedet.

Gogol kæmpede med at forfatte anden del svarende til Skærsilden og endte med at brænde manuskriptet i frustration over, at det kun var vellykket i de dele, der fortsatte den grotesk-komiske stil. Den tredje del, som skulle repræsentere Paradiset, nåede han aldrig at skrive.