Luftmeldekorpset

Foreningen bestod af frivillige mænd og kvinder, som skulle varsle om fly via et netværk af luftmeldeposter og centraler for at give forsvaret og civilsamfundet de bedst mulige forudsætninger for at forberede sig på et angreb. Luftmeldekorpset startede som Den frivillige Luftmeldetjeneste i 1934 inden den blev omorganiseret i 1952-1953 efter oprettelsen af det statslige hjemmeværn, herunder Flyverhjemmeværnet.

Flyverhjemmeværnet sporer derfor sin historie tilbage til Luftmeldekorpset, og før det Luftmeldetjenesten, og anser sig derfor som ældre end Flyvevåbnet, som først blev grundlagt i 1950.

Korpset havde ved 2. Verdenskrigs udbrud omtrent 6.700 medlemmer, cirka 8.000 medlemmer i 1959 og cirka 9.000 medlemmer opgjort i februar 1999.

Som en del af afviklingen af det danske territorialforsvar blev Luftmeldekorpset nedlagt i 2004.

Luftmeldekorpset var ansvarligt for at observere og varsle forsvaret, luftværnsartilleriet og civilbefolkning om fly og luftlandsætninger i det lave luftrum op til cirka 200 meter over jorden.

Ved at bemande tårne og andre høje punkter i hele landet, såsom møller og kirketårne, kunne lokale frivillige i luftmeldetjenesten observere fly og melde dette ind til en luftmeldecentral i den nærmeste by, hvor de samlede overblikket over flyobservationer i deres ansvarsområde. I den første periode via en telefonist, og sidenhen via en direkte radio på luftmeldeposten. Centralen arbejdede tæt sammen med forsvar, politi og redningstjenester for ved hjælp af luftalarmer at give især byerne, som er de mest udsatte i et bombetogt, de bedst mulige forudsætninger for at modstå et angreb. Fra centralerne blev alt meldt ind til København, hvor man samlede et overblik for hele landet.

I kølvandet på luftkrigens gennembrud i 1. Verdenskrig steg offentlighedens frygt for, at man stod forsvarsløse over for angreb fra luften. Flyteknologien blev bedre dag for dag, og i 1919 formåede John Alcock at krydse Atlanten i et fly. Dermed forstod de fleste også, at flyene snart kunne anvendes til bombetogter over lang afstand. De nye fly, og anvendelsen af giftgas under 1. Verdenskrig, var en medvirkende faktor til oprettelsen af foreningen.

Foreningen Den Frivillige Luftmeldetjeneste regnes som stiftet den 30. november 1934, idet statsminister Thorvald Stauning på denne dag godkendte vedtægterne til foreningen. Formålsparagraffen gjorde foreningens formål klart for enhver:

"Den frivillige Luftmeldetjenestes's opgave er at bidrage til at beskytte civilbefolkningen mod angreb fra luften under krigsforhold ved at besætte og betjene de luftmeldeposter og luftmeldecentraler, som de militære myndigheder måtte bestemme."

Også Dansk Luftværnsforening – i dag Beredskabsforbundet – blev stiftet i 1934, ligesom staten også tog initiativ og grundlagde Statens Civile Luftværn i 1939.

Københavns befolkningsantal og -tæthed var steget eksplosivt de foregående årtier, og derfor blev der særlig i hovedstaden – Danmarks økonomiske, kulturelle og politiske centrum – gjort store bestræbelser for at etablere et mere nutidigt luftforsvar. Den ansvarlige for Københavns forsvar var Kommandanten i København, generalmajor E. Leschly, som også viste særlig interessere i dette arbejde. Kommandanten blev ansvarlig for at opbygge luftmeldetjenesten i hovedstaden, på Sjælland og øerne.

Det forblev en uadresseret svaghed for Københavns forsvar, at der af naturlige årsager var ringe mulighed for varsel fra vandsiden i østlig og sydøstlig retning.

Den helt store prøve for Luftmeldetjenesten kom seks år efter foreningens grundlæggelse i forbindelse med den tyske invasion af Danmark den 9. april, 1940. På dette tidspunkt var tjenesten landsdækkende. Til stor frustration for medlemmerne af foreningen blev den dog aldrig aktiveret under invasionen. Årsagen til den manglende aktivering er aldrig kortlagt. Den statslige funktion som luftmeldetjeneste blev deaktiveret under krigen, mens den frivillige forening fik lov at bestå. Det er nærliggende at tro, at dette var et udtryk for den hårfine balancegang under samarbejdspolitikken.

Efter krigen opstod der et stærkt politisk ønske om at samle de frivillige hjemmeværnsforeninger i et statsligt hjemmeværn. Foreningerne var opstået under besættelsen og værnede om deres selvstændighed, idet de jo netop var opstået i en periode, hvor regeringen og staten samarbejdede med besættelsesmagten, Tyskland.

Ovenpå spændinger mellem øst og vest i foråret 1948 tog man i juli 1948 første skridt til oprettelsen af et statsligt hjemmeværn, og året efter trådte loven i kraft den 1. april 1949, der regnes som Hjemmeværnets fødselsdag.

Året efter, den 1. oktober 1950, blev Flyvevåbnet et selvstændigt værn. Før da var de få fly, som Danmark besad, organiseret i hæren som Hærens Flyvetropper. Kort efter Flyvevåbnets oprettelse blev den frivillige luftmeldetjeneste meddelt, at alt vedrørende luftmeldetjenesten ville overgå til Flyverkommandoen. Luftmeldetjenesten fik sværere og sværere ved at holde på dets medlemmer i den skarpe konkurrence med hjemmeværnsforeningerne, ligesom også udviklingen og forbedringen af radaren gjorde medlemmer af foreningen i tvivl om, om der egentlig var behov for dem. Perioden var præget af usikkerhed, indtil Luftmeldekorpset blev oprettet.

Luftmeldekorpset blev oprettet den 1. april 1953 som et korps i Flyverhjemmeværnet.

Efter den kolde krigs afslutning blev det besluttet at nedlægge totalforsvaret. Som en del af afviklingen af det danske territorialforsvar blev Luftmeldekorpset endeligt nedlagt den 3. april 2004, og personel og opgaver blev overført til Flyverhjemmeværnets to nye distrikter: Vest og Øst. Herfra blev personel overført til andre opgaver, ligesom mange i den periode helt ophørte med at gøre frivillig tjeneste.

Luftovervågningen i Danmark varetages herefter af Flyvevåbnets såkaldte Air Control Wing (ACW), og Naviair, som står for den civile lufttrafiktjeneste i Danmark.

• Hjemmeværnet
• Flyverhjemmeværnet
• Air Control Wing