Lausannebevægelsen

Baggrunden for Lausannebevægelsen og den første konference var tidsskriftet Christianity Today, som i 1966 inviterede Billy Graham til en kongres om evangelisering i Berlin. Konferencen var tænkt som et enkelstående arrangement, men efter diskussionerne op til og under Kirkernes Verdensråds generalforsamling i Uppsala i 1968 under temaet ’frelse i dag’ opstod ideen om en fortsættelseskonference. I Uppsala var hovedbudskabet, at målet for kirkens mission ikke er frelse i en bestemt kristen aftapning, men en menneskeliggørelse af den fælles verden. Billy Graham inviterede en gruppe til at genoverveje en anden verdenskongres i lyset af disse ideer, og det blev aftalt at planlægge en kongres til sommeren 1974 med det formål at "forene alle evangeliske i den fælles opgave med total evangelisering af verden".

Konferencen skulle fokusere på globaliseringen af evangelisk kristendom og visionen for verdensmission i perioden efter kolonitiden. I juli 1974 blev Den Første Internationale Kongres om Verdens Evangelisering (Lausanne I) afholdt i Lausanne, Schweiz. Den blev arrangeret af Billy Graham og John Stott og havde omkring 2.700 delegerede fra over 150 lande (heraf 100 kvinder). De vigtigste resultater var Lausanne-pagten, som blev udformet af John Stott og underskrevet af Billy Graham og andre ledere. I årene efter blev den en vejledende trosbekendelse for utallige kirker, bevægelser og missionsorganisationer globalt.

Hovedingredienserne i Lausannepagten er Kristi eksklusivitet (’exclusivism’), Bibelens ufejlbarlighed (’biblicism’), syndens realitet og nødvendigheden af omvendelse (’conversionism’) samt kirkens og den enkeltes kald til mission (’activism’). Sammen med vægtningen af Helligåndens ledelse og vigtigheden af kristent fællesskab for åndelig vækst og liv formående konferencen at fremme en ny bevidsthed om folkegrupper, der endnu ikke havde stiftet bekendtskab med kristendommen, især gennem indflydelse fra professor Ralph Winter (1924-2009) fra Fuller Seminary, Pasadena. En sydamerikansk impuls med en fornyet forståelse af det holistiske evangeliums natur og kristen mission, inspireret af det sydamerikanske perspektiv fra René Padilla (1932-2021) og Samuel Escobar (1934-2025), var også vigtig. Selve arbejdsformen på konferencen afspejlede "Lausanne-ånden", karakteriseret ved bøn, studium, partnerskab, håb og ydmyghed.

Som missiologisk dokument er det særlige ved Lausannepagten – og Lausannebevægelsen som helhed – at den er en bekendelse centreret om mission. Lausannepagten er et dokument og en bevægelse, som i bekræftelse og afvisning af teologiske spørgsmål viser hen til missionens centralitet og evangelisationens vigtighed. Teologi og mission hænger tæt sammen, og missionsteologer og missionspraktikere må derfor arbejde tæt sammen. Lausannepagten har også en funktion som en invitation til personlig accept, tilslutning og bekræftelse. Som sådan har pagten også en åndelig dimension. Lausannepagten har på disse måder en vigtig funktion som et konsensusdokument om mission, som åndelig kraft og som et alternativ og korrektiv til Kirkernes Verdensråd og den økumeniske bevægelses missionssyn.

I løbet af få år blev Lausannepagten et grunddokument for talrige kirker, organisationer, seminarer og missionsorganisationer og et fællesskabsdannende dokument for den store gruppe af protestantiske og karismatiske kristne, der så sig som noget andet end den økumeniske bevægelse.

• kristen mission

• Lausannebevægelsens hjemmeside