close

Greifswald er en universitetsby og tidligere og hansestad i den tyske delstat Mecklenburg-Vorpommern 85 km øst for Rostock ved floden Rycks udmunding i Greifswalder Bodden. Byen har 56.100 indbyggere (2024).

I henhold til DDR's energiprogram opførtes i 1973 det nu afviklede kernekraftværk Kernkraftwerk Greifswald ved forstaden Lubmin.

Greifswald har universitet, Ernst-Moritz-Arndt-Universität Greifswald, som blev grundlagt i 1456; det har godt 12.000 studerende (2024).

Greifswalds historie

Greifswald voksede op omkring et saltværk, der kendes fra 1193, og saltproduktionen var indtil 1800-tallet et væsentligt grundlag for byens handelsliv.

Blandt de mange gamle bygninger er flere middelalderkirker, et oprindelig gotisk rådhus (1300-1700-tallet) og talrige borgerhuse, bl.a. en række fine gavlhuse.

Greifswald fik byret ca. 1250, og selvom byen i 1200-tallet kom under hertugerne af Pommern, nød den som hansestad fra 1281 godt af stor politisk selvstændighed. I 1456 grundlagdes universitetet, der blev det åndelige midtpunkt i Pommern.

Fjernhandel og handelsprivilegier gav Greifswald økonomisk fremgang, dog afløst af nedgang efter Trediveårskrigen, da byen i 1648 kom under svensk herredømme der varede til 1815; i 1815 blev byen preussisk.

Da Preussen blev opløst i 1947 blev Greifswald del af den nye delstat Mecklenburg-Vorpommern, som den sovjetiske besættelsesmagt oprettede i 1947. Delstaten blev opløst i 1952 og genoprettet i 1990.

Den tyske romantiske maler Caspar David Friedrich er født 1774 i Greifswald. Flere af hans motiver har rødder i byen og dens omgivelser. Fra 1798 bosatte han sig permanent i Dresden.

Læs mere i Lex

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig