close
BERJAYA
Danmarks Marineforenings Emblem.

Danmarks Marineforening er en organisation, der blev stiftet i 1913 med det formål at 'styrke nationens interesse for Søværn og Søfart, samt at vedligeholde forbindelsen mellem personer, der er eller har været tjenestegørende under Orlogsflaget, ansat til søs eller nærer særlig interesse for det maritime miljø', som det lyder i foreningens vedtægter.

Søværnet blev stiftet i 1510 og er Danmarks ældste værn. Danmarks Marineforening indskriver sig i Danmarks lange søfartstradition og arbejder for at styrke fortællingen om landet som en nation med en tæt forbindelse til havet.

Foreningen

Foreningen blev stiftet den 30. april 1913 og har per 1. januar, 2026 ca. 7.500 medlemmer, fordelt i 68 afdelinger i Danmark og en i Nuuk, Grønland.

Foreningen er traditionsbærende og arbejder landsdækkende for at fastholde og formidle Danmarks maritime kulturarv, og for at udbrede kendskabet til Søværnet og søfarten. Foreningen er demokratisk og beskriver sig selv som royalistisk og forsvarsvenlig.

Foreningens aktiviteter består af f.eks. udflugter, foredrag og sammenkomster i de mange marinestuer, som i sig selv er små maritime museer med genstande, doneret af foreningens medlemmer. Marineforeningens afdelinger er selvstyrende, og står selv for deres aktiviteter og økonomi. Flere afdelinger har også et skyttelav, som er organiseret under DGI.

Søværnets Jubilarstævne

Danmarks Marineforening arrangerer på vegne af Søværnet det såkaldte Søværnets Jubilarstævne, som altid finder sted sidste søndag i august. Traditionen går tilbage til 1914. Jubilarstævnet samler alle, som har gjort tjeneste i Søværnet, med henblik på at hylde alle jubilæumsårgange og minde deres indkaldelse for 25, 40 og for ganske få helt op til 80 år siden.

Medlemmer

I mange år var foreningen forbeholdt mænd, hvilket afspejlede, at kvinder kun i begrænset omfang var repræsenteret i Søværnet og handelsflåden. Dette har siden ændret sig noget, om end mænd fortsat udgør et klart flertal. Først i 1995 åbnede foreningen for en bredere tilgang af medlemmer, så man nu optager både mænd og kvinder, der har gjort tjeneste i Søværnet, Marinehjemmeværnet eller handelsflåden.

Foreningen er en del af samme tendens som så mange andre i foreningsdanmark med et faldende antal afdelinger, færre medlemmer og en høj gennemsnitsalder.

Foreningen udgiver medlemsbladet Under Dannebrog seks gange årligt i et oplag på cirka 8.200 pr. udgave. Bladet udgives også på foreningens hjemmeside, hvor yderligere cirka 30.000 læser hver udgave.

Læs mere i Lex

Eksternt link

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig