basun

Basunen fremkom i slutningen af 1500-tallet som en forbedring af træktrompeten.

I renæssancetiden fandtes basunen både i en alt-, tenor, bas- og en kontrabasudgave. Tenorbasunen var stemt i A, altbasunen en kvart højere i D eller en kvint højere i E. Tenorbasunen blev udgangspunkt for de andre basuner. Michael Prætorus kalder den for "Rechte gemein posaun".Basbasunen fik navn efter stemningsafstanden fra tenoren. Således kaldes basbasunen i E for Quartposaune og basbasunen i D for Quintposaune.

De gamle basuner havde en lille boring (rørdiameter) og et fladt mundstykke, der gav en lys og næsten diskret klang. Basunen blev med det samme populær. Den spillede fuldt kromatisk, og den kunne fungere både sammen med svagt klingende instrumenter som blokfløjter og kraftigt klingende instrumenter som trompeter og pauker.

Bortset fra lokale opblomstringer i Wien og i Norditalien blev baroktiden en nedgangstid for basunen, men den blev reddet af sin bibelske betydning. Biblens dommedagsvisioner fortæller om syv engle, der blæser på et instrument, der hersker over liv og død. I den latinske bibel var det den romerske "tuba", men da biblen i begyndelsen af 1500-tallet blev oversat til de forskellige europæiske sprog, faldt valget af dommedagsinstrument lidt forskelligt ud. På tysk til Posaune (basun) (på engelsk til Trumpet), og det er derfor, vi hører Mozart bruge basunen som obligat solo-instrument i den dommedags-beskrivende bas-arie Tuba Mirum i hans Requiem.

I Mozarts operaer Idomeneo, Don Juan og Tryllefløjten bruges basunen som en beskrivelse af noget sakralt, en røst fra det hinsides, og den bruges første gang i symfoniorkestret i Beethovens 5. symfoni i 1808. Standard-basungruppen består nu af en altbasun i Eb, en tenorbasun i Bb og en basbasun i F.

Basunen kom også med i alle de mange blæseorkestre, der opstod i 1800-tallet.

Efterhånden blev altbasunen erstattet af endnu en tenorbasun. Boring og klangstykke var blevet større, og klangen kunne derfor være meget kraftigere, men ellers var basunen "det gamle instrument" og det messingblæserinstrument, der havde ændret sig mindst ved ventilens opfindelse.

Basunen havde dog været så længe væk fra rampelyset, at man nu opfattede det som et helt nyt instrument. Så mærkeligt nok var det de to basunister Friederich August Belcke (1795-1874) og Carl Traugott Quesser (1800-1846), der blev tidens førende blæser-solister, og som de eneste blæsere overhovedet optrådte med den tids stjerne-solister som fx Clara Schumann, Franz Liszt og Nicolò Paganini.

Basbasunen i F blev også erstattet af en tenorbasun med stor boring og forsynet med en ventil (kvartventil), der gjorde instrumentet (næsten) kromatisk. I Nibelungens ring fra 1848 indførte Richard Wagner en kontrabasbasun i CC.

Basunen fik også ventiler på, og ventilbasunen blev meget populær, især i Sydeuropa. Verdis operaer er således tænkt for ventilbasun. På hans foranledning blev ventil-kontrabasbasunen indført stedet for ophicleidentil at spille cimbasso-stemmen.

Basunen indgik i de tidligste jazzorkestre fra ca. 1900, og har været med i jazzen lige siden. I jazzens store orkester, bigbandet, er der normalt fire basunstemmer.