Don Giovanni er en opera buffa i to akter med musik af Wolfgang Amadeus Mozart og libretto af Lorenzo Da Ponte. Don Giovanni, som bygger på kappe- og kårdekomedierne om kvindeforføreren Don Juan og stengæsten, blev uropført i Prag i 1787 og er stadig en af de mest opførte og omdiskuterede operaer.
Operaens fulde titel er Il dissoluto punito o sia Il Don Giovanni, dvs. 'Den straffede vellystning eller Don Juan'. Katalogbetegnelsen er K527
Operaen foregår i en unavngiven by i det gamle Spanien.
Den unge og ekstremt promiskuøse adelsmand Don Giovanni har om aftenen opsøgt adelsfrøkenen Donna Anna i hendes fars palæ med henblik på at forføre hende, mens hans tjener Leporello holder vagt udenfor. Don Giovanni holder sit ansigt skjult, og Donna Anna forfølger ham ud i haven i et forgæves forsøg på at afsløre hans identitet. Hendes far, Komturen, tiltrækkes af hendes råb og udfordrer på stedet Don Giovanni til duel. Don Giovanni, som kun kæmper modvilligt, ender med at slå den gamle mand ihjel, hvorpå han flygter med Leporello. Samme aften befaler Donna Anna sin forlovede Don Ottavio at finde og dræbe manden, der antastede hendes ære og dræbte hendes far.
Næste morgen møder Don Giovanni bondepigen Zerlina, som skal giftes med bonden Masetto. I sin bestræbelse på at forføre hende inviterer han hele bryllupsselskabet til bal i sit palæ. Zerlina er som udgangspunkt åben for hans forslag, men deres elskovsmøde forhindres af den skinsyge Donna Elvira, en ung adelsfrøken fra Burgos, som Don Giovanni har forført og derefter forladt. Hun er kommet til byen for at tvinge ham til ægteskab, men da han nægter at gifte sig, ønsker hun ham død.
Ved et tilfældigt møde på gaden genkender Donna Anna Don Giovanni som manden, der forsøgte at forføre eller voldtage hende aftenen før. Den forsmåede Donna Elvira slutter sig til hende og Don Ottavio, og sammen møder de forklædte op til ballet i Don Giovannis palæ for at dræbe ham. Forargede bevidner de hans sidste forsøg på at forføre Zerlina, som på nuværende tidspunkt undviger ham af frygt for Masettos skinsyge. De tre maskerede aristokrater giver sig til kende, men det lykkes Don Giovanni at flygte sammen med Leporello, før Don Ottavio kan skyde ham.
Samme aften beslutter Don Giovanni at forføre Donna Elviras kammerpige forklædt som en mand af folket. Han bytter klæder med Leporello, og sammen lokker de Donna Elvira ud af huset, hvor hun har taget ophold. Donna Elvira glemmer alt om sine mordplaner, da de bilder hende ind, at "Don Giovanni" (den forklædte Leporello) alligevel har tænkt sig at vende tilbage til hende. Inden Don Giovanni når ind til kammerpigen, bliver han imidlertid overrasket af Masetto og en gruppe bevæbnede bønderkarle, der leder efter ham for at slå ham ihjel som hævn for den forsøgte forførelse af Zerlina, som Masetto oplever som en krænkelse af sin ære. Under foregivelse af at være Leporello lykkes det imidlertid Don Giovanni at få Masetto på tomandshånd, hvorefter han slår ham med den flade side af sit sværd som straf for mordforsøget.
Efter at have bevæget sig rundt sammen i de mørke gader har Donna Elvira og den forklædte Leporello forvildet sig ind på Donna Annas ejendom. Her overraskes de af Don Ottavio, Donna Anna, Masetto og Zerlina. Netop som Don Ottavio skal til at slå ”Don Giovanni” ihjel, giver Leporello sig til kende og flygter. Derefter beslutter Don Ottavio sig for at gå lovens vej og kontakte myndighederne for at få dem til at pågribe, dømme og henrette Don Giovanni.
Don Giovanni og Leporello, som begge er på flugt fra Masetto, møder hinanden på kirkegården, hvor de får øje på Komturens rytterstatue. Leporello bliver rædselsslagen, da en stemme, der lyder, som om den kommer fra statuen, truer Don Giovanni med at hævne sig på ham. For at drille sin overtroiske tjener inviterer Don Giovanni statuen til aftensmad.
Til Don Giovannis overraskelse dukker statuen virkelig op i hans hjem senere samme aften. Den bekendtgør, at hans sidste time er kommet, hvorpå han opsluges af helvedes flammer, mens Leporello ser til i rædsel. De øvrige personer træder ind sammen med lovens håndhævere. Da de forstår, at ”stengæsten” er kommet dem i forkøbet, priser de Don Giovannis helvedesfart som et udtryk for himlens retfærdighed.
Historien om Don Juan og stengæsten var blevet dramatiseret talrige gange i løbet af 1600- og 1700-tallet af bl.a. Tirso de Molina, Molière og Carlo Goldoni. På Mozarts tid blev den især forbundet med folkelige underholdningsformer som komisk opera og halvreligiøse farcer. I Wien blev Karl von Marinellis (1745-1803) komedie Dom Juan oder Der steinerne Gast således opført hvert år i forbindelse med allesjælesdag. I disse versioner af historien blev Don Juan skildret som en morder, voldtægtsforbryder og gudsbespotter, som fortjener sin overnaturlige straf.
Mozart fik i sommeren 1787 bestilling på en opera til Nationalteatret i Prag. Det var hensigten, at den skulle opføres i forbindelse med brylluppet mellem kejser Josef 2.s niece og den sachsiske tronarving. Impresarioen Domenico Guardasoni (ca. 1731-1806) foreslog Mozart at skrive ny musik til en libretto af Giovanni Bertati (1735-1815), Don Giovanni o sia Il convitato di pietra (Don Juan eller Stengæsten), som allerede var blevet sat til musik af Giuseppe Gazzaniga i Venedig i februar samme år. På komponistens foranledning skrev Da Ponte dog i stedet en ny libretto, idet han anvendte Bertatis libretto som skabelon for handlingen. Don Giovanni blev uropført den 29. oktober 1787 med stor succes, men ikke i forbindelse med fyrstebrylluppet. I stedet dirigerede Mozart Figaros bryllup i anledning af prinsessens besøg i Prag.
Mozarts og Da Pontes fremstilling af Don Giovanni var givetvis inspireret af eventyreren Giacomo Casanova, Da Pontes ven, som var i Prag i oktober 1787 og med stor sandsynlighed deltog aktivt i operaens tilblivelse. Operaen afviger fra tidligere behandlinger af historien ved at skildre forføreren som charmerende og relativt sympatisk og ikkevoldelig, hvorved hans skyld nedtones. Don Giovannis overnaturlige straf fremstår således uforholdsmæssigt streng set i forhold til hans forseelser, hvorved publikum indbydes til at sætte spørgsmålstegn ved de stive kønsroller og det moraliserende blik på erotisk forførelse, som var indbygget i historiens traditionelle sceneversioner. Med sin kritiske holdning til adelens forældede æreskodeks og katolsk bigotteri, som navnlig forbindes med Donna Anna og statuen, er Don Giovanni et udtryk for josefinismen.
Skønt Don Giovanni formelt set er en opera buffa, sprænger den genrens konventioner, idet både Kommandantens og Don Giovannis dødsscener er malet i tragiske farver, mens den uhyggevækkende scene med stengæsten peger frem mod 1800-tallets gotiske skrækromantik. Mozart anvender gennem hele operaen skarpe kontraster mellem lys og mørke, glæde og sorg, løssluppenhed og rædsel, erotik og had, medfølelse og hævntørst, komik og tragik, som knytter sig til Don Giovannis, Leporellos og Zerlinas sfære på den ene side og Donna Annas, Komturens og Don Ottavios sfære på den anden.
Leporellos Listearie, Don Giovannis og Zerlinas Forførelsesduet, Don Giovannis Champagnearie og Serenade samt Zerlinas to arier, der alle tilhører operaens mest populære numre, er kendetegnet ved deres brug af lette danseformer og charmerende, sensuelle melodier. Scenerne med Komturen samt Donna Annas Hævnarie og Brevarie trækker til gengæld på den tragiske stil fra opera seria og låner fra såvel kirkemusik som militærmusik. Tonearten d-mol knytter sig til Komturens og Donna Annas hævntørst, mens den talende statue konsekvent ledsages af basunerne. Musikken, som Mozart skrev til den romantisk anlagte, men omskiftelige Donna Elvira, er overvejende parodisk, hvilket også gælder hans musik til den moraliserende slutscene.
Til førsteopførelsen i Wien, som fandt sted på Burgtheater den 7. maj 1788, skrev Mozart nye og mere virtuose arier til Don Ottavio og Donna Elvira samt en duet for Leporello og Zerlina. De fleste opførelser af operaen bygger på en kombination af Pragversionen og Wienerversionen af partituret.
De sangoversættelser, hvori Don Giovanni blev fremført i det tysksprogede område fra slutningen af 1700-tallet og frem til omkring 1900, ændrede radikalt på operaens karaktertegning og moralske perspektiv. Det gælder fremfor alt den oversættelse, som musikkritikeren Friedrich Rochlitz (1769-1842) udgav i 1801, og som også fik afgørende indflydelse på operaens opførelses- og receptionshistorie uden for Tyskland. Her blev Don Giovanni fremstillet som en morder, voldtægtsforbryder og gudsbespotter, ligesom i de ældre versioner af historien om Don Juan, som Da Pontes libretto egentlig parodierede. Kvinderne blev nu oftest fremstillet som passive ofre, mens statuen blev skildret som et sendebud fra det hinsidige. Dette blev gjort for i højere grad at få Don Giovannis forseelser til at svare til hans strenge straf, der nu betragtedes som guddommelig.
I Danmark blev uddrag af Don Giovanni fremført i Det Kongelige Musikalske Akademi allerede i 1791. Operaen spilledes første gang i sin helhed på Det Kongelige Teater den 5. maj 1807 under titlen Don Juan. Lauritz Kruses oversættelse var stærkt påvirket af Rochlitz’ oversættelse. Don Giovanni blev spillet med talt dialog i stedet for recitativer frem til 1845.
Ingen anden opera har formentlig haft så stor indflydelse på litteraturhistorien som Don Giovanni. Blandt de forfattere, som har ladet sig inspirere af Mozarts version af historien om Don Juan, kan nævnes E.T.A. Hoffmann, Christian Dietrich Grabbe, Aleksandr Pusjkin, Frederik Paludan-Müller, Søren Kierkegaard, Eduard Mörike, Carsten Hauch, George Bernard Shaw, Pierre Jean Jouve, Karen Blixen, José Saramago og Haruki Murakami.
Mozarts musik har også inspireret mange andre musikværker, og operaen figurerer i adskillige film, herunder i Suzanne Ostens Brødrene Mozart fra 1986. Don Giovanni er blevet filmatiseret af Joseph Losey i 1979 og af Kasper Holten i 2011.
Overlevende og pårørende til ofre for branden på Scandinavian Star har sagsøgt Søfartsstyrelsen for ikke at have ført tilstrækkeligt tilsyn, inden branden brød ud på færgen i 1990. 159 mennesker omkom. Søfartsstyrelsen er netop blevet frikendt i sagen.
Ebolavirus er en virus, der typisk forekommer i Afrika omkring ækvator. Den findes hos flagermus, som kan sprede smitte blandt mennesker, der ikke er immune.
I dag lukker Energistyrelsen for bud på de to havvindmølleparker Nordsøen Midt og Hesselø. De to parker forventes færdigopført ved udgangen af 2032.
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.