close

Faktaboks

Michael den Tapre

Mihai Viteazul; Mihai Bravu; født Mihai Pătrașcu; som fyrste af Valakiet Michael 2.

Født
15. januar 1558, Târgul de Floci ved Giurgeni i Valakiet, nu en del af Rumænien
Død
9. august 1601, Torda i Transsylvanien (nu Turda og en del af Rumænien)
Levetid - kommentar
Târgul de Floci eksisterer ikke længere

Michael den Tapre var en af de berømteste rumænske fyrster. Fra 1593 til sin død i 1601 var han fyrste i Valakiet under navnet Michael 2., fra 1599 til 1600 fyrste i Transsylvanien og i nogle måneder i år 1600 var han også fyrste i Moldavien. I nogle måneder regerede han som den eneste fyrste over alle tre rumænske fyrstendømmer. Der skulle gå 320 år, før det efter Versaillesfreden i 1920 lykkedes at samle Moldavien, Transsylvanien og Valakiet til et Storrumænien. Denne gang varede den nationale samling 20 år. Men Michael den Tapre er forblevet Rumæniens nationalhelt.

Krigen mod tyrkerne 1594-1595

Michael fik efternavnet den tapre for sin rolle i krigen mod tyrkerne i årene 1594-1595, hvor det lykkedes ham at drive tyrkerne og tatarerne syd for Donau. Det skete med støtte fra en hellig alliance bestående af habsburgerne, pavedømmet, Ungarn og Moldavien. Michael den Tapre blev kristenhedens forsvarer, og tyrkernes fremgang i Europa blev bremset i nogle år.

I nogle få år styrede Michael Valakiet suverænt. Han indgik en fredsaftale med tyrkerne i 1598 og samme år også en aftale med habsburgerne, der opnåede at få delvis suverænitet over Wallakiet.

Tre fyrstendømmer forenes

Efter fredsslutningen med tyrkerne vendte Michael sig mod Moldavien og Transsylvanien. Fyrsterne Bàthory i Transsylvanien og Movila i Moldavien konspirerede med fjenden. Michael invaderede begge fyrstendømmer, og i 1599 erobrede han efter aftale med habsburgerne Transsylvanien og i foråret 1600 Moldavien. Herefter kaldte Michael sig fyrste af Valakiet, Transsylvanien og Moldavien.

Michaels endeligt

Michaels sejre skabte ham fjender. Habsburgerne modsatte sig, at Transsylvanien nu var en suveræn stat og Polen støttede fyrsteslægten Movila i Moldvavien i dennes krav på fyrstesædet i Moldavien. I efteråret 1600 blev de forenede fyrstendømmer angrebet fra alle sider. Habsburgerne erobrede Transsylvanien, Polen genindsatte fyrsteslægten Movila på tornen i Moldavien, og tyrkerne angreb Valakiet. Michael flygtede til Prag, hvor han søgte hjælp hos Rudolf 2. I sommeren 1601 vendte han tilbage for at generobre Transssylvanien, men han blev myrdet af habsburgernes general Basta.

Læs mere i Lex

Videre læsning

  • Vlad Georgescu, The Romanians. A History (1991)
  • Nicolae Iorga, A History of Romania (2018)

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig