brassband

Et brassband består af en blødt klingende messingblæse-instrumentfamilie (bortset fra basunerne og slagtøj), som nærmest er identisk med instrumentbyggeren Adolph Sax' saxhorn. Den største forskel er, at sopraninstrumentet, kornetten, ikke er i tuba-facon med opadgående klangstykke, men har et fremadrettet klangstykke. Et brassband har ikke harmoniorkestrets kontraster, men det kan til gengæld klinge meget homogent, lidt ligesom et strygeorkester eller et blandet kor. Brassbands spiller ofte med et tydeligt og heftigt vibrato.

Besætningen er: en Eb-kornet, otte Bb-kornetter, fordelt på fire solokornetter, en repiano-kornet, to 2.-kornetter og to 3.-kornetter), et flygelhorn, tre Eb-horn (på dansk althorn, på engelsk tenor horn) fordelt på solo horn, 1.-horn og 2.-horn, to baritoner (på dansk tenorhorn), to tenorbasuner og en basbasun, to eufonier, to Eb-basser (på dansk Eb-tubaer) og to BB-basser (på dansk BB-tubaer), og dertil slagtøj.

Besætningen ligger ret fast og udvides kun i særlige tilfælde.

Adolph Sax forventede sig meget af sine saxhorn, men via de engelske brassbands fik de et måske endnu større gennembrud og udbredelse end forventet. Her optrådte saxhornene i renkultur (sammen med trækbasuner og slagtøj) og fik dedikerede tilhængere blandt både udøvende og tilhørere.

Brassband-bevægelsen begyndte i midten af 1800-tallet. Allerede i slutningen af 1800-tallet var der i Storbritannien ikke mindre end ca. 20.000 brassbands, dvs. ca. 750.000 amatørmusikere. Ved en enkelt brassband-konkurrence skulle der ifølge en pressemeddelelse have været et publikum på over 16.000 til stede.

En vigtig del af brassbandbevægelsens aktiviteter er afholdelse af konkurrencer, ikke ulig dem, man kender fra sportens verden. Konkurrencernes betydning viser sig bl.a. i præsentationen af det enkelte band som altid med stolthed informerer om deres placeringen i diverse konkurrencer. Selvom om en del brassband-musikere vel nærmest er professionelle, optræder de altid som amatørmusikere, hvilket er en betingelse for at deltage i konkurrencerne. Selv om brassbands ikke er militærorkestre, har de tradition for at optræde i farverige uniformer.

Brassband-bevægelsen fortsatte sin fremmarch gennem 1900-tallet, og fra at være en britisk foreteelse spredte brassband-bevægelsen og konkurrence-ideen sig til andre lande med nationale mesterskaber, til europamesterskaber og endda til verdensmesterskaber.

Fra at have spillet overvejende arrangementer fik man allerede tidligt i 1900-tallet skabt et lødigt originalt repertoire. Til at begynde med var det de "store" engelske komponister som Edward Elgar, Gustav Holst og Ralph Vaughan Williams, der bidrog med originale stykker, som nu for længst er blevet klassikere. Siden er der skrevet utallige stykker i forbindelse med de mange konkurrencer; musik, der er teknisk krævende og svær at spille.

Den gamle danske tradition for sammenspil i orkestre bestående af messingblæseinstrumenter og slagtøj kunne ses i alle de gamle militærorkestre, kaldet hornorkestre. Her var besætningen Eb-kornet, Bb-kornetter, Bb-trompet, althorn, ventilbasuner, tuba og slagtøj. Størrelsen kunne variere fra ni til 16 mand.

I 1960'erne kom brassband-ideen til Danmark gennem ildsjæle, der brændte for ideen. En central person var Herbert Møller (1932–2004) der fik etableret et FDF-seniororkester, Concord, der lige siden har været et af de førende danske brassbands. Han fik skrevet flere originale brassband-stykker af danske komponister, bl.a. Per Nørgård. Efter at Herbert Møller i 1974 blev ansat som musikskoleleder i Hjørring, afholdt han internationale kurser for både brassband-instrumentalister og dirigenter, ofte med gæstelærere fra England som fx Geoffry Brandt (1926–2023).

• John Philip Sousa
• saxofon
• slagtøj
• sousafon
• trompet
• tuba
• Adolph Sax