kildekritik

Den historiske kildekritik blev udviklet i begyndelsen af 1800-tallet, og de tyske historikere Barthold Georg Niebuhr og Leopold von Ranke anses for dens grundlæggerne. I Danmark introducerede Kristian Erslev kildekritiske øvelser for historiestuderende i 1880’erne, og hans lærebøger i kildekritik blev brugt på historiestudiet på Københavns Universitet i det meste af 1900-tallet.

Ophavsanalysen er det første og helt afgørende trin i den kildekritiske analyse. Her bestemmer man kildens oprindelse som udgangspunktet for at vurdere pålideligheden af de informationer, den rummer, og deres anvendelighed i forhold til det spørgsmål, man vil have svar på. Ophavsanalysens klassiske spørgsmål er: Hvad er kilden? Hvem har fremstillet den? Hvornår? Hvem har været målgruppen? Hvad har kildens formål været?

Det er først og fremmest denne del af kildekritikken, der har anvendelighed langt uden for historikerfaget.

At skelne mellem at udnytte kilder som levn og som beretning står helt centralt i kildekritikken.

I kildekritisk forstand er et levn noget, der selv er en del af det, som historikeren vil undersøge. Der er altså ingen mellem historikeren og fortiden; der er ingen, der fortæller hende eller ham om, hvad der var sket. Derfor lægger historikere særlig vægt på kilder, der kan udnyttes som levn, men også når man udnytter levn i sin analyse, har man brug for de indsigter, som ophavsanalysen giver.

I modsætning til et levn er en beretning en kilde, der i ord eller billedform fortæller om noget, der er sket. Her er kildekritikkens opgave at vurdere, hvor troværdig denne beretning er. Et vigtigt kriterium er her afstand i tid. Generelt vurderes det, at en beretning er mere troværdig, jo tættere i tid den er skabt i forhold til det, den beretter om. Historikere skelner derfor mellem samtidige og senere beretninger. Men samtidighed er naturligvis ikke ensbetydende med høj troværdighed; det afhænger af hvem, der beretter, til hvem og hvorfor. Derfor er ophavsanalysens spørgsmål afgørende vigtige, når man skal vurdere, hvordan man kan bruge beretninger.

Overvejelserne omkring samtidige og senere beretninger, er en del af beretningskritikken. Heri indgår en række grundprincipper, som historikere ofte lægger til grund for deres valg af kilder, men hvis vigtighed hele tiden vil afhænge af, hvad det er, som historikeren undersøger. For de fleste spørgsmål vil det gælde, at udsagn fra mennesker, der har deltaget i noget, kan tillægges større troværdighed, end andenhåndsvidner.

Til denne skelnen mellem første- og andenhåndskilder kommer skelnen mellem fortrolige (konfidentielle) og åbne (offentlige) kilder, hvor historikeren vægter informationer fra fortrolige kilder over dem, man finder i kilder, som offentligheden havde adgang til. Fx vil en historiker hellere bygge en analyse af, hvorfor en virksomhed lukkede en af sine afdelinger, på direktionens interne papirer end på den administrerende direktørs beretning på virksomhedens generalforsamling.

Som en del af det kildekritiske arbejde skal historikerne også undersøge, om de kilder, man kan hente viden i, er indbyrdes afhængige, altså om en kilde har sine oplysninger fra en anden kilde, som man også kender. Jo flere kilder, den historiske analyse bygger på, jo bedre bliver den. Men det kræver, at kilderne er uafhængige af hinanden: Noget bliver ikke mere troværdigt af, at vi kan læse det i ti kilder, hvis de ni alle har deres viden fra den tiende. Så er man nemlig endt i en situation, hvor det er tvivlsomt, om man kan sige noget som helst om den fortid, man undersøger. For som det hedder i kildekritikkens verden: Én beretning er ingen beretning.

• historie