horn (musikinstrument)

I snævrere betydning er horn et messingblæseinstrument. Det bruges i harmoniorkestre, symfoniorkestre og i kammermusik, f.eks. i blæserkvintetten (fløjte, obo, klarinet, horn og fagot) og blæseroktetten (2 oboer, 2 klarinetter, 2 horn og 2 fagotter). Der er skrevet koncerter for horn og orkester af f.eks. W.A. Mozart, C.M. von Weber og Richard Strauss, koncerter for 2 horn af f.eks. Fr. Kuhlau og en koncert for 4 horn og orkester af Robert Schumann.

Mindre horn blev fra 1600-tallet anvendt til signalgivning og jagt. For at instrumentet kunne betjenes til hest blev det bygget i en spiralformet facon (i vindinger).

De tidlige jagthorn havde en lys og næsten skinger klang. I 1700-tallet blev hornet længere, og det fik dermed en dybere stemning, en blødere klang og et større toneomfang, og det blev gradvis indført i kunstmusikken.

I midten af 1700-tallet opdagede den tjekkiske hornist Anton Joseph Hampel (ca. 1710-1771), at man ved at placere hånden forskellige steder i klangstykket kunne "bøje" naturtonerne og derved frembringe alle toner (dog med en ret uens karakter). Med hånden i klangstykket skiftede grundklangen fra lys til mørk, hvilket nærmest forstærkede opfattelsen af hornet som et naturbeskrivende instrument. Hornet blev forsynet med udskiftelige forlængerbøjler, det såkaldte inventionshorn der kunne stemmes om i alle stemninger, ligeledes opfundet af A.J. Hampel i 1750'erne.

I løbet af 1800-tallet blev instrumentet udstyret med ventiler, og efter en del modstand, bl.a. fra Johannes Brahms, blev ventilhornene indført. Da højre hånd er de fleste menneskers favorithånd, var det naturligt nok den, der blev brugt til at sætte i naturhornets klangstykke. Det er man blevet ved med, og det er derfor, hornister bruger venstre hånd til at betjene ventilerne, mens alle andre messinginstrumenters ventiler betjenes med højre hånd.

F-stemningen blev den mest almindelige; dog anvendte man også horn i Bb, der var mere sikre til de høje toner. Senere er man i vid udstrækning gået over til at anvende dobbelthorn, der med en ventil kan skifte mellem F- og Bb-stemning; der er også bygget tripelhorn, der kan veksle mellem F-, Bb – og høj F-stemning.

Hornets bløde klang gør det velegnet til spil med andre orkesterinstrumenter, både strygerne og træblæsere og messingblæsere. I 1717 fik hornet prominente roller i 2 kendte stykker: G.F. Händel bruger for første gang 2 horn i Watermusic og J.S. Bach bruger for første gang 2 horn i sin 1. Brandenburgerkoncert.

Siden blev hornet et mere fast medlem af symfoniorkestret, for det meste med 2 horn. Her var hornisterne specialiseret som enten højdehornist eller som dybdehornist. Siden anden halvdel af århundredet har hornet haft en fast plads i symfoniorkesteret, hvor antallet i begyndelsen af 1800-tallet blev udvidet fra to til fire. Horngruppen blev opdelt i to par med hver sin stemning, hvilket gav flere toner til rådighed. Således var 1. og 3. horn højdehorn og 2. og 4.horn dybdehorn.

Selv efter at hornet fik ventiler i 1800-tallet, blev man ved med denne opdeling. Den såkaldte wagnertuba er et mørktklingende horn i oval tubafacon med stor boring (rørdiameter) og opadvendt klangstykke; den blev indført af Richard Wagner til Nibelungens ring.

• wagnertuba
• blæseinstrumenter
• læbeblæseinstrumenter