cellefraktionering

Processen begynder med, at cellerne opsplittes og homogeniseres på en skånsom måde, så de fleste organeller, såsom cellekerner og mitokondrier, bevares intakte. Homogeniseringen kan udføres ved metoder som osmotisk chok, mekanisk homogenisering eller ultralydsbehandling. Ved disse homogeniseringsmetoder, så ødelægges cellernes cellemembran, men organellerne bevares intakte, og det tilbageværende materiale kaldes cellehomogenat.

Cellehomogenatet centrifugeres herefter for at opdele organellerne efter størrelse, densistet eller masse. Der findes to hovedtyper af centrifugering ved cellefraktionering:

1) Ligevægtscentrifugering: Ved ligevægtscentrifugering adskilles cellebestanddele efter deres massefylde ved hjælp af en gradient, ofte lavet af sukkeropløsning, der varierer i koncentration fra toppen til bunden af centrifugeglasset. Cellehomogenatet placeres øverst, og ved langvarig centrifugering i en ultracentrifuge (med meget høj centrifugalkraft) bevæger bestanddelene sig til det punkt i gradienten, hvor deres egen massefylde matcher opløsningen, hvilket resulterer i adskillelse i lag.

2) Differentialcentrifugering adskiller bestanddele baseret på både massefylde og størrelse, hvilket påvirker deres sedimentationshastighed. Større partikler sedimenterer hurtigere end mindre, selv ved samme massefylde. Sedimentationshastigheden måles i Svedberg-enheder (S), opkaldt efter Theodor Svedberg, som udviklede ultracentrifugen til analyse af proteiners molekylvægt.

Cellefraktionering som molekylær biologisk teknik bruges bl.a. til at forstå hvor i hvilke organel et specifikt protein eller enzym befinder sig i. De resulterende cellefraktioneringer kunne f.eks. bruges til Western blotting, enzymatisk aktivitet eller proteomics, hvorved man vil kunne undersøge i hvilket organel det specifikke protein man undersøgte befandt sig.

• centrifuge
• Svedberg
• organel