Lev Tolstoj

Faktaboks

Lev Tolstoj

Lev Nikolajevitj Tolstoj

Født: 9. september 1828
Død: 20. november 1910

BERJAYA — Lev Tolstoj. Portræt fra 1800-tallets slutning.

Af Gyldendal.

Licens: Begrænset anvendelse

Lev Tolstoj var en russisk forfatter og politisk og religiøs tænker. Som menneske, kunstner og tænker var Lev Tolstoj monumental og modsigelsesfyldt. Sammen med Ivan Turgenev og Fjodor Dostojevskij regnes han blandt de fremmeste repræsentanter for den særlige russiske realisme fra sidste halvdel af det nittende århundrede. Hans kompromisløse stræben efter at skildre mennesker og begivenheder så virkelighedstro og udtømmende som muligt har haft gennemgribende indflydelse på den realistiske litteraturs udvikling, i Rusland såvel som internationalt.

Tolstojs opvækst og ungdom

Tolstoj blev født som nummer fire i en søskendeflok på fem på familiegodset Jasnaja Poljana ved byen Tula omtrent 200 kilometer syd for Moskva. Tolstoj overtog senere godset, og hovedværkerne Krig og fred og Anna Karenina samt størstedelen af det øvrige forfatterskab er skrevet her. Sine højadelige privilegier til trods fik han en tumultarisk opvækst. Moderen døde, da han var to år, faderen, da han var ni, og resten af barndommen tilbragte han hos skiftende værger. I perioden 1844-1847 studerede han jura og orientalske sprog, men færdiggjorde aldrig nogen uddannelse.

I 1851 valgte han at underkaste sig militærlivets disciplin og gjorde tjeneste i Kaukasus. Året efter debuterede han og fik sit russiske gennembrud med det åbenhjertige erindringsværk Barndom, som er blandt de første værker i den russiske litteratur med et barn som hovedperson. Derpå fulgte Opvækst (1854) og Ungdom (1857). De tre værker kaldes samlet erindringstrilogien.

Som officer deltog Tolstoj i Krim-krigen, og det kontroversielle værk Sevastopol-fortællingerne (1855-1856), som byggede på hans egne oplevelser under krigen, befæstede yderligere hans litterære position.

Inspirationen fra Jean-Jacques Rousseau

Tolstoj var fra en tidlig alder optaget af den schweiziske oplysningsfilosof Jean-Jacques Russeaus forestillinger om det naturnære, uspolerede menneske. Det kommer til udtryk i fortællinger som Kosakkerne (1863), Fangen i Kaukasus (1872) og Khadzji-Murat (1896-1904, udgivet i 1912), som alle er kendetegnet ved et grundlæggende positivt syn på Kaukasus' oprindelige befolkninger samt et kritisk blik på de russiske kolonisatorer.

På samme måde satte han den russiske bondes sunde fornuft og spontane medmenneskelighed i effektfuld kontrast til sin egen stands hykleri og dekadence i fortællingerne Ivan Illitj's Død (1886), Herre og tjener (1895) m.fl.

De store værker: Krig og fred og Anna Karenina

I 1862 giftede Tolstoj sig med den 16 år yngre Sofija Andrejevna Bers (1844-1919). I det følgende tiår skrev han sine to hovedværker Krig og Fred og Anna Karenina, som for alvor gjorde ham verdensberømt.

I begge værker udfolder Tolstoj sine karakteristiske totalbeskrivelser af virkeligheden og fremstiller med pertentlig præcision tilværelsen så nøjagtigt som muligt. Alt lige fra karakterernes inderste tanker og følelser til handlingens fysiske rammer og endda stemninger og strømninger i hele byer og lande udfoldes og udforskes ligeligt.

De eksistentielle temaer

I løbet af sit liv blev Tolstoj tiltagende optaget af eksistentielle temaer. Spørgsmål om livets mening, dødens problem såvel som andre åndelige overvejelser fandt i stigende grad vej ind i forfatterskabet.

Den russiske litteraturteoretiker Viktor Sjklovskij har udviklet en teori om Tolstojs "mærkværdiggørelsesteknik" (ostranenie), som i praksis forener hans realisme med hans eksistentialisme. De dybdegående beskrivelser har nemlig som effekt, at situationer, der burde være velkendte, opleves som var det første gang. Resultatet er en følelse af fremmedgørelse. Tolstojs eksistentielle udforskning kan altså ses som en naturlig konsekvens af hans ekstreme realisme. I 1900-tallet har forfattere som Jean-Paul Sartre og Albert Camus kopieret Tolstojs teknik med samme fremmedgørende effekt.

Det "absolutte sprog"

Et andet karakteristisk træk ved Tolstojs stil er, hvad den amerikanske litteraturforsker Gary Saul Morson har kaldt "absolut sprog". Det er sætninger, som står tilsyneladende frit i teksten uden nogen direkte relation til sætningerne omkring dem. I stedet for at være en del af handlingen kommenterer disse sætninger den udefra.

Andre eksempler på absolut sprog findes i form af ordsprog og religiøse læresætninger, hvilket kan give Tolstojs værker et "prædikende" præg. Det mest berømte eksempel er åbningssætningen fra Anna Karenina: "Alle lykkelige familier ligner hinanden, enhver ulykkelig familie er ulykkelig på sin egen måde." Men de absolutte sætninger optræder overalt i forfatterskabet.

Tolstojs religiøse krise og de sene værker

Sideløbende med færdiggørelsen af Anna Karenina blev Tolstoj ramt af en alvorlig åndelig krise, der i perioder bragte ham på selvmordets rand. Han kæmpede med spørgsmålet om livets mening, men fandt til sidst ro i sin egen filosofi: en rationalistisk kristen anarkisme, der idealiserede den russiske bondebefolknings livsførelse, religiøsitet og fællesskab, og dertil fordømte statsmagten, den borgerlige seksualmoral, vold i alle former samt materiel ødselhed.

Han udviklede desuden i Hvad er kunst (1897-1898) sin egen teori om kunstens væsen og formål. Her afviser han æstetikken som kunstens målestok og definerer kunsten som kommunikation af følelser: den ypperste kunst er den, der kommunikerer sande kristne følelser. Derpå tilegnede han resten af sin forfattervirksomhed til denne nye kristne kunst og skærpede samtidig sine udfald mod hele det etablerede samfund.

De censurerede værker

I 1882 nedlagde censuren forbud mod hans passionerede selvbiografiske værk Bekendelser (udgivet i 1884 i Genève), der omhandler netop hans eksistentielle krise. Hans kritik af den russisk-ortodokse kirke i særligt forfatterskabets sidste roman, Opstandelse (1899), førte i 1901 til, at han helt ekstraordinært blev ekskommunikeret.

Kreutzersonaten (1891) udkom først i Rusland efter flere års kamp med censuren. Romanens radikale påbud om kønslig afholdenhed — også i ægteskabet — rejste en ny storm af debatter. Den danske slavist Peter Ulf Møllers doktorafhandling Efterspil til Kreutzersonaten (1984) er et hovedværk om romanen og disse debatter.

Modtagelsen af det sene forfatterskab

Tolstojs sene forfatterskab blev i samtiden mødt med en udpræget ambivalens. De mange moraliserende værker og den kompromisløse filosofi skuffede mange, man gav ham tusinder af nye tilhængere. Fra hele verden valfartede proselytterne til Jasnaja Poljana med håb og krav til forfatteren om at omsætte sin teori i praksis, hvilket gav betydelige spændinger i hjemmet.

Ægteparret Tolstojs konflikter

Ægteparret Tolstojs konflikter er legendariske. Det var forfatterens ambition at omdanne sit gods til et mønstersamfund, herunder at realisere sine pædagogiske idéer i en skole for de livegne bønders børn, og dertil forære alt, hvad han ejede, væk. Det kolliderede med hans heftige temperament og ikke mindst med hustruens økonomiske ansvar som hans sekretær og mor til parrets 13 børn.

I 1910 kom det endelige brud. Tolstoj forlod hjemmet og døde på en lille jernbanestation, Astapovo.

Tolstojs eftermæle

Tolstojs russiske eftermæle er som mange af hans samtidige forfatterkollegers kontrastfyldt. I sovjettiden blev han hyldet for sine skildringer af bøndernes liv og ikke mindst for sin kritik af zaren og den russiske stat.

Ifølge Vladimir Lenin var Tolstoj intet mindre end "den russiske revolutions spejl". At hans politiske engagement udsprang af en kristen pacifistisk overbevisning, var et faktum, man i udstrakt grad nedtonede.

I det moderne Rusland hyldes Tolstoj i en anden selektiv udgave, på lige fod med Dostojevskij, Pusjkin m.fl., som en litterær og åndelig landsfaderfigur.

Uden for Rusland er Tolstoj et bestående forbillede for realistiske forfattere. Hans spirituelt motiverede pacifistiske anarkisme er regelmæssigt blevet taget op til revurdering af forfattere som Stefan Zweig og til tider endda omsat til reel politisk handling af for eksempel Mahatma Gandhi og Martin Luther King Jr.

Som kunstner og navnlig "profet" er Tolstoj fortsat udfordrende, og hans værker finder nye generationer af læsere, ligesom de har dannet forlæg for talrige skuespil, film, operaer m.m.

Udvalgte værker oversat til dansk

Barndom (1852, da. 1885, 1939)
Opvækst (1854, da. 1885, 1939)
Ungdom (1857, da. 1886, 1948; samlet da. udgave af trilogien 1963)
Sevastopol-fortællingerne (1855-1856, da. 1884, 1961, 2015)
En Fortælling om Døden (1858, da. 1888 i Udvalgte Fortællinger)
Kosakkerne (1863, da. 1885, 1968)
Krig og fred (1865-1869, da. 1885, 1956, 2004)
Fangen i Kaukasus (1872, da. 1889 i Fortællinger og Skitser, 1965)
Anna Karenina (1875-77, da. 1886-1887, 1956, 2018)
Evangeliet kort fortalt (1881-1906, da. 2016)
Bekendelser (1882, da. 2017)
Hvori bestaar min Tro (1884, da. 1889)
Mørkets magt (1886, da. 1888 i I Kamp for Lykken, 1957)
Ivan Iljitjs død (1886, da. 1945, 2015)
Om Livets Betydning (1887, da. 1889)
Kreutzersonaten (1891, da. 1890, 1963)
Arbejd, mens I har Lyset (1892, da. 1911)
Kristi Lære og Kirkens Lære (1893, da. 1894)
Herre og tjener (1895, da. s.å., 1944)
Opstandelse (1899, da. s.å., 1945, 2024)
Det levende Lig (posthumt 1911, da. s.å.)
Khadzji-Murat (posthumt 1912, da. s.å., 1952, 2017)

Danske antologier

Livsspørgsmaal, blandede Skrifter (1888)
Æventyr og Sagn for Børn (1889)
Det første Skridt (1893)

Læs mere i Lex

Ruslands litteratur

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

Fagansvarlig for 1800-tallets russiske realisme og idedebat

Tine Roesen

lektor, ph.d., Københavns Universitet