Gerhard Richter

I 1951 blev Richter optaget på Hochschule für Bildende Künste i Dresden. Efterfølgende specialiserede han sig i vægmaleri hos maleren og grafikeren Heinz Lohmar (1900-1976). I 1956 udførte han sit afgangsprojekt, vægmaleriet Lebensfreude ('Livsglæde'), der udsmykkede en trappehusfoyer i Deutsches Hygiene-Museum i Dresden. Projektets succes medførte et treårigt stipendium med atelier ved kunstakademiet i Dresden.

Gerhard Richters 60 m² store diplomarbejde Lebensfreude, der var udført i 1956 blev overmalet i 1979 i forbindelse med en restaurering af museet. Herefter blev værket stort set glemt. Dog opstod der i 1990'erne stor interesse omkring dette meget tidlige værk. Richter modsatte sig en blotlægning af værket indtil 2024, hvorefter et ca. 19 m² stort parti af vægmaleriet blev blotlagt gennem en kompleks restaureringsproces i 2025. Værket skildrer faser i et ungt pars liv indenfor rammerne af et socialistisk samfund. Richters kunsthistoriske referencer var kunstnere som Sandro Botticelli, Édouard Manet og Henri Matisse.

Før opførelsen af Berlinmuren den 13. august 1961, var der stadigvæk mulighed for rejser mellem Øst- og Vesttyskland. I 1959 besøgte Gerhard Richter den internationale kunstudstilling Documenta 2 i Kassel i Vesttyskland, hvor hans interesse kredsede om værker af Jackson Pollock, Lucio Fontana og Jean Fautrier.

I DDR-årene, før Richter rejste til Vesten, arbejdede han i to spor. På den ene side udførte han adskillige offentlige opgaver og vægmalerier i tidens socialistiske realisme. Her kan nævnes et værk til en børnehave baseret på motiver fra eventyrene om Tusind og én nat og i 1959 udførte han vægmaleriet Arbeiteraufstand ('Arbejderopstand') for distriktsledelsen i SED-Parteihaus i Dresden (vægmaleriets skæbne er uvis, men ifølge visse kilder er værket senere blevet overmalet).

På den anden side eksperimenterede han efter rejsen til Documenta i Kassel med det informelle maleri og malede blandt andet stilleben inspireret af Giorgio Morandi.

Særlig interessant er en serie på 31 monotypier fra 1957, der i dag er kendt under navnet Elbe (tysk for floden Elben). Richter overdrog monotypiserien til en ven i Dresden, før han flygtede i 1961. Elbe-monotypierne er resultatet af eksperimenter, Richter udførte med en blækvalse. Han farvede valsen bevidst ujævnt og påførte den derefter direkte på papiret. På denne måde skabte han brede sorte baner, der varierer betydeligt i udseende. Monotypierne varsler i høj grad Richters senere abstrakte værker og er fascinerende i deres subtile svingning mellem figuration, landskab og abstraktion. Monotypierne befinder sig siden 2014 i Lenbachhaus München.

I 1961 rejste han alene på en studierejse til Moskva og daværende Leningrad. Rejsen gik via Vestberlin, hvor han deponerede en del af sine ejendele.

I marts 1961 flygtede Gerhard Richter til Vestberlin og senere til Düsseldorf. Fra 1961 blev han optaget på Kunstakademie Düsseldorf, hvor han modtog undervisning først hos landskabsmaleren Ferdinand Macketanz (1902-1970). I 1962 fortsatte han studierne hos Karl Otto Götz, en af den informelle kunsts vigtigste fortalere i Tyskland. Påvirkningen fra Götz var af stor betydning for Richters senere udvikling, idet han gennem denne fik kendskab til Fluxus-netværket og den amerikanske kunstretning pop art.

Grundlaget for Gerhard Richters maleri er oftest andre billedmedier, fx avisbilleder og egne eller privatpersoners amatørfotografier. Han bearbejder fotos ved at afmale motiverne med en penselføring, der skaber en bevidst uskarphed, og herved sætter han spørgsmålstegn ved billedmediets autenticitet.

Malerierne er ofte udført som serier, fra luft- og landskabsstudier til serien 18. oktober 1977 (1988), der behandler det tyske traume, terroristgruppen RAF.

I Kölner Doms sydlige sideskib blev det såkaldte Richter-Fenster, udført efter udkast af Gerhard Richter indviet i 2007. Vinduesfladen er på 106 m² og udstyret med 11.263 farvede mundblæste glaskvadrater i 72 farver, anbragt efter tilfældighedsprincippet.

Gerhard Richter har markeret sig som én af samtidskunstens førende kritiske kunstnere.