close

Faktaboks

Bonifacius 8.

født Benedict Gaetani

Født
1235
Død
11. oktober 1303
Levetid - kommentar
Fødselsåret er omtrentligt

Bonifacius 8. var pave fra 1294 til 1303. Han blev den sidste af middelalderens paver, der forsøgte at hævde en pavelig overhøjhed over fyrstemagten, og hans nederlag til kong Filip 4. den Smukke af Frankrig blev begyndelsen til enden på pavestolens verdslige magt.

Det konkrete stridspunkt var overhøjheden over den franske gejstlighed, især retten til at opkræve skat af den. Fra fransk side blev striden gjort til en kamp for national uafhængighed, og begejstret sluttede stænderne op om kongen. I en veritabel propagandaoffensiv beskyldtes Bonifacius for kætteri og for alskens forbrydelser; han svarede igen med den berømte bulle Unam Sanctam (1302), hvormed det pavelige krav om magtfuldkommenhed fik en af sine stærkeste formuleringer.

Mens Bonifacius søgte forståelse med den tyske konge, gik Frankrig sammen med rebelske elementer inden for kirken selv, især af slægten Colonna, pavens dødsfjender. På et lyntogt i 1303 tog en fransk hær paven til fange i Anagni, hans egen fødeby i nærheden af Rom. Skønt han blev befriet efter to dage, døde han kort efter, nedbrudt af den behandling, han var blevet udsat for.

Bonifacius blev efterfulgt som pave af Benedikt 11. (Nicola Boccasini, 1240-1304).

Læs mere i Lex

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig