close

Faktaboks

Astrid Elbo

Astrid Grarup Elbo

Født
15. februar 1994, Aalborg
BERJAYA
Astrid Elbo som Odette i Svanesøen, Den Kongelige Ballet, 2022.
Af /Det Kongelige Teaters mediearkiv (kglteater.dk).
BERJAYA

Astrid Elbo og Alexander Bozinoff som Hilda og Junker Ove i Et Folkesagn, Den Kongelige Ballet, 2021

Af /Det Kongelige Teaters mediearkiv (kglteater.dk).

Astrid Elbo er en dansk solodanser ved Den Kongelige Ballet og blandt sin generations mest markante kvindelige danske balletdansere.

Som scenekunstner har Astrid Elbo en stærk dramatisk tilstedeværelse og som danser en klar og udtryksfuld teknik, der har givet hende et repertoire af roller, der spænder fra bjergpigen Hilda i August Bournonvilles Et Folkesagn og svaneprinsessen Odette/Odile i Svanesøen til moderne værker af koreografer som Wayne McGregor (f. 1970), Jiří Kylián og Ohad Naharin (f. 1952).

Samtidig har hun skabt nye og personlige karakterer i samarbejde med blandt andre den amerikanske koreograf Bobbi Jene Smith (f. 1983), hvis værker ofte har kønspolitiske temaer. Som en markant stemme i samtalen om ligestilling og mangfoldighed i ballettens verden arbejder Astrid Elbo for en bredere repræsentation og mod stereotype kropsidealer, og det er måske denne type arbejde, hun identificerer sig stærkest med. Rollen som Moderen i Eukene Sagues’ (f. 1994) Blodbryllup falder med sin feministiske dimension også i denne kategori.

Elbo er blevet kaldt “en dansende skuespiller”. Hendes karismatiske indlevelse i alle Karen Blixens livsaldre bar Gregory Deans (f. 1984) helaftensballet om forfatterinden, ligesom hun i sin fortolkning af det ikoniske hovedparti i Svanesøen skabte et personligt og detaljeret narrativ for sin figur ved at bryde dansens fraser op med intelligent gennemarbejdet teknisk logik.

”Det handler for mig om ægthed – at give publikum noget, de kan tage med sig hjem,” har Astrid Elbo udtalt i et interview fra 2021. ”Det er i mødet mellem sårbarhed og kraft, jeg føler mig allermest levende som danser.”

Uddannelse og ansættelse ved Den Kongelige Ballet

Astrid Elbo er uddannet ved Det Kongelige Teaters Balletskole i perioden 2001–2010, hvor hun som barn medvirkede i en lang række børneroller, herunder Clara i Alexei Ratmanskys Nøddeknækkeren og førstesylfide i Thomas Lunds Kom Bamse – nu balletter vi!

Hun blev aspirant ved Den Kongelige Ballet i 2010, korpsdanser i 2012 og forfremmet til solist i 2018. Den 23. september 2023 udnævnte Nikolaj Hübbe Astrid Elbo til solodanser efter en opførelse af Svanesøen, hvor hun dansede dobbeltpartiet Odette/Odile, der regnes for en lakmustest for en ballerina.

Premierer ved Den Kongelige Ballet

BERJAYA
Astrid Elbo som Moderen i Eukene Sagues' Blodbryllup, Det Kongelige Teater, 2025.
Af /Det Kongelige Teaters mediearkiv (kglteater.dk).

En række koreografer har skabt koreografi direkte til Astrid Elbo. Hendes repertoire af originale roller omfatter:

  • Moderen i Blodbryllup af Eukene Sagues, 2025
  • Pierre af Bobbi Jene Smith, 2021
  • Madame de Tourvel i Farlige forbindelser af Cathy Marston, 2017
  • Rystet spejl af Kim Brandstrup, 2016
  • Know af Idan Sharabi, 2015
  • Strangers af Sebastian Kloborg, 2015
  • Olivia i Helligtrekongersaften af Nikolaj Hübbe, 2014
  • Rosa i Det forsømte forår af Esther Lee Wilkinson, 2011

Øvrigt repertoire ved Den Kongelige Ballet

  • Waltz Girl, Serenade af George Balanchine
  • 2. Sats, Symfoni i C af George Balanchine
  • Smaragder af George Balanchine
  • Beatrice, The Dante Project af Wayne McGregor
  • Karen Blixen i Blixen af Gregory Dean
  • Lady Capulet i Romeo og Julie af John Neumeier
  • Hjerter dame i Alice i eventyrland af Christopher Wheeldon
  • 1. sylfide i Sylfiden af Nikolaj Hübbe
  • Hilda og Pas de Sept i Et Folkesagn af Sorella Englund og Nikolaj Hübbe
  • Pas de Six i Napoli af Sorella Englund og Nikolaj Hübbe
  • Solist i Rubiner af George Balanchine
  • Sukkerfeen og Dugdråbe i Nøddeknækkeren af George Balanchine
  • Posthorn i Mahlers 3. symfoni af John Neumeier
  • Den gode fe og den onde stedsøster i Askepot af Gregory Dean
  • Dryadedronning i Don Quixote af Nikolaj Hübbe
  • Vertical Road af Akram Khan
  • Falling Angels af Jiří Kylián
  • Infra af Wayne McGregor
  • Minus 7 af Ohad Naharin
  • Salmesymfoni af Jiří Kylián

Andre kunstneriske projekter

Udenfor Det Kongelige Teater har Astrid Elbo optrådt i blandt andet:

  • Waiting Places af Bobbi Jene Smith og Or Schraiber, Betty Nansen Teatret, 2024
  • Le Jeune Homme et la mort af Roland Petit, Bellevue Teatret, 2024
  • Kammerballetten 2022, 2023
  • Pas de deux fra John Neumeiers Othello ved Nijinsky Gala i Hamburg, 2021
  • I am Gold, dansefortælling af Signe Fabricius og Elisa Kragerup, Betty Nansen Teatret, 2022
  • Bonnie og Clyde, dansefortælling af Signe Fabricius og Elisa Kragerup, Betty Nansen Teatret. 2020
  • Sylfidedanser i DR’s julekalender Julefeber, 2020
  • Verdensballetten, 2021-2025
  • Sommerballet på Bellevue Teatret, 2015
  • Pas de quatre ved Prix de Lausanne, 2012
  • The Bournonville Legacy, The Joyce Theater i New York, 2019

Elbo debuterede som skuespiller i rollen som Polly i Birgitte Stærmoses film Darling (2017) og medvirkede i DR’s julekalender Julefeber (2020).

Hun har opført egen koreografi til Igor Stravinskijs Historien om en soldat (2014) ved blandt andet Den Sorte Diamant og Christians Kirke. Som koreograf har hun skabt værkerne Døden og pigen, med premiere i københavnske baggårde i maj 2020, og Duet for cellist og ballerina, uropført på Baggaardskunst Festivalen i august samme år.

Hun har desuden sammen med sin søster, violinisten og komponisten Katrine Grarup Elbo (f. 1990), dannet duoen La Mia Bella Sorella.

Hædersbevisninger

Astrid Elbo har modtaget Wilhelm Hansen Fondens Hæderspris (2022), en Reumert-pris som Årets Danser (2020), Dronning Ingrids Hæderslegat (2018), Neel Resling Halpern Fondens Legat (2017), Balletmester Albert Gaubier og Poul Waldorffs Legat (2016), Balletmester Hans Bechs Mindelegat (2016), Talentpris fra Ballettens Venner (2014) samt Den Kongelige Ballets pris som "Årets kollega" (2015).

Læs mere i Lex

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig