Alessandro Manzoni

Manzonis hovedværk, den historiske roman I promessi sposi, har haft umådelig indflydelse på Italiens kultur og bevarer sin status som dén moderne klassiker. Den udkom i 1827 (dansk Bruud og Brudgom, 1828-1829) og 1840 (dansk De trolovede, 1874-1875 og Renzo og Lucia, 1966).

Romanen foregår i 1627-1630 i Lombardiet under det spanske styre, med klar reference til samtidens østrigske fremmedherredømme, og beskriver magtundertrykkelse, krig, hungersnød og den store pest i 1630 i storslåede, dystre scenarier.

Andre værker er Inni sacri (1815-1817, Religiøse hymner) samt de to historiske tragedier Il Conte di Carmagnola (1820), som foregår i 1400-tallet, og Adelchi (1822, korsangen er oversat til dansk af S. Schandorph) om det longobardiske riges fald i 774, begge ledsagede af genrediskussioner i forord og lange poetikbreve; det er lyriske tragedier om splittelsen mellem jordiske magtvilkår og religiøs stræben.

Efter romanen opgav Manzoni fiktionen og udgav sprogteoretiske skrifter og historiske studier, fx La colonna infame (1842, Skamstøtten) om pestsmørerprocessen, der nævnes i romanen. Vigtig i hans bagage er arven fra oplysningstiden, men især moralfilosofferne fra 1600-tallet og den jansenistisk farvede katolicisme, som han bekendte sig til efter en omvendelse i 1810.

Manzonis stræben efter at konfrontere religionens moralske og religiøse idealer med historiens og samfundets virkelighed finder sit det mest omfattende udtryk i romanen, der i en lang tradition er blevet læst som en forsoning mellem kontrasterne, mens nyere forskning har påpeget de grundlæggende konflikter og modstridende projekter, der trods formens stærke vilje til enhed står uløste tilbage.

Også sprogligt stræbte Manzoni mod enhed i sit valg af talt florentinsk som fælles norm.

På dansk findes endvidere den berømte ode Den femte Maj (oversat af J.V. Lind), skrevet i anledning af Napoleons død, samt påskehymnen Opstandelsen, oversat af Sophus Schandorph.

• Italiens litteratur