italiensk

Moderne italiensk er ikke meget forskelligt fra ældre italiensk, hvilket især skyldes den italienske stats sene samling, landets dialektale opsplitning og latins dominerende status som skriftsprog indtil ca. 1700-tallet.

Selvom de første skriftlige vidnesbyrd om italiensk går helt tilbage til 900-tallet, blev grunden til en egentlig italiensk skriftsprogstradition lagt i Toscana i 1200-tallet og 1300-tallet. Bl.a. Dante, Petrarca og Boccaccio, der alle normalt benyttede latin, lagde grunden til den toscanske skriftsprogsvariants prestige og senere normstatus ved at skrive deres berømte hovedværker på toscansk. I 1200-tallet opstod tillige sporadisk en folkesproget litteratur, der vidner om et bevidst fravalg af det sædvanlige latinske skriftsprog. Det er først og fremmest digtning, fx siciliansk poesi ved Frederik 2.s hof på Sicilien, religiøs poesi i Umbrien, fx Frans af Assisis Solsang, dernæst toscansk digtning samt krøniker og fortællinger som Il Novellino (De hundrede gamle historier, 1969). I 1300-tallet fremstod Firenze som et pulserende centrum for international handel med den nye velhavende borgerstand som et oplagt publikum for en folkesproget litteratur.

Mens humanisterne i 1400-tallet stadig foretrak at skrive på latin, viste der sig i 1500-tallet på grund af bogtrykkerkunsten en stigende interesse for fastlæggelsen af en italiensk skriftsprogsnorm, ikke mindst gennem den voldsomme debat la questione della lingua, hvori nogle argumenterede for moderne toscansk, andre for et fællesitaliensk, som det blev talt ved de toneangivende fyrstehoffer. Størst gennemslagskraft fik den venetianske humanist Pietro Bembo med Prose della volgar lingua (1525, Prosastykker om det italienske folkesprog), der med forbillede i de store 1300-tals-forfattere gik ind for ældre litterært toscansk som grundlag for italiensk. I 1582 oprettedes Accademia della Crusca, et sprogakademi i Firenze, som i 1612 udgav den første ordbog, der blev normgivende for italiensk skriftsprog. I 1589 blev den første lærestol i italiensk sprog oprettet i Siena.

I 1800-tallet bidrog Alessandro Manzoni gennem den sproglige udformning af sidste udgave af I Promessi Sposi (1840-1842, på dansk De trolovede, seneste oversættelse med ny titel Renzo og Lucia, 1966) til at skabe basis for et moderne skriftsprog, der havde moderne florentinsk som model. Efter 1860'erne, da sprogsituationen i landet var kaotisk, fik Manzoni mfl. til opgave at fastsætte retningslinjer for et standarditaliensk svarende til florentinsk. Til trods for advarsler fra bl.a. Graziadio Isaia Ascoli om, at denne sproglige ensretning kunne føre til konflikter med skolens rigssprogsundervisning, dominerede den stærkt normative sprogholdning helt op til 1970'erne. Men den florentinske model stod reelt svagt, fordi Firenze kun i en ganske kort periode, 1865-1870, havde været hovedstad i Italien. Under fascismen blev der gjort et fremstød for romersk som norm.

I tiden efter 2. Verdenskrig har ændringer i det moderne samfund, fx øget kommunikation mellem landets forskellige egne og massemediernes stærke indflydelse, dæmpet geografisk betingede dialektforskelle, og den ensidige normative holdning er gradvis afløst af et mere heterogent sprogsyn, der går ind for et nuanceret standarditaliensk, således at fx velplejet sprog i Milano anses for ligeværdigt med velplejet sprog i Rom eller Firenze.

Kun få italienske sprogbrugere har i dag en dialekt som deres eneste sprog. De fleste behersker foruden en regional variant et standarditaliensk. Dialekterne har forskellig prestige; fx anses venetiansk for fint, mens romersk ofte anvendes i film som et udtryk for social realisme. Registerspændet i italiensk fra dialekt til regional variant og til talt skriftsprog giver sproget nuancerede ekspressive muligheder, der i talesproget forstærkes af et rigt og varieret gestiksprog.

De vestromanske dialekter i Piemonte, Lombardiet, Emilia-Romagna og Veneto har en del træk tilfælles med fransk, fx stemte klusiler i intervokalisk stilling, enkeltkonsonanter, hvor toscansk har dobbeltkonsonanter, samt mulighed for konsonant i udlyd. I de vestlige dialekter findes rundede fortungevokaler som ö og ü. Toscansk er bl.a. karakteriseret ved aspireret udtale af intervokalisk -k-, fx la hasa over for standarditaliensk la casa 'huset'. I umbrisk og romersk bemærkes den dobbelte udtale af -b-, fx i robba over for standarditaliensk roba 'ting, stof'. Syditaliensk er karakteriseret ved assimilation af -mb- til -mm-, fx gamma over for gamba 'ben' og siciliansk ved i og u, hvor standarditaliensk har e og o, fx pilu over for pelo 'hår' og cruci over for croce 'kors'. Der er tillige markante intonationsforskelle mellem de italienske dialekter.

Sardisk, der tales på Sardinien, ladinsk, som tales i Trentino, og friulisk, der tales i Friuli, anses for selvstændige sprog; de to sidste grupperes under rætoromansk.

På grund af standardsprogets stærke forankring i det litterære skriftsprog har moderne italiensk lånt adskillige gloser fra dialekterne til betegnelse af dagligdags genstande, fx gelosie 'persienner, skodder' fra lombardisk og pizza fra napolitansk.

Italiensk har syv vokaler i betonet stavelse, i, é, è, a, ó, ò og u. Vokalerne er karakteriseret ved en klar og distinkt udtale også i ubetonet stavelse. Modsætningen mellem lukket é, ó og åbent è, ò, der ikke angives i skriften, realiseres forskelligt i de regionale varianter.

Der er 21 konsonanter; fremmede for danskere er især affrikaterne z [ʦ], [ʣ], c(i) [ʧ] og g(i) [ʤ] som i zio 'onkel', mezzo 'halv', ciao 'hej' og giorno 'dag', sibilanten sc(i) [ʃ] som i scena 'scene' samt den palatale lateral gl(i) [ʎ] og den palatale nasal gn [ɲ] som i navnene Gigli og Bologna. For danskere kan især udtalen af de stemte klusiler b, d, g volde vanskeligheder, fx Bologna over for Polonia 'Polen' og basta over for pasta.

Italienske ord ender normalt på -a, -e, -i, -o bortset fra småord, der lægger sig til et efterfølgende ord, fx præpositionerne per 'for, gennem', in 'i' og den bestemte artikel i maskulinum il. Ellers findes konsonant i udlyd kun ved fremmedord som gas, cognac.

Italienske substantiver har to køn og to tal:

Ved nogle substantiver findes dog en særlig kollektivform, som er femininum:

Mere kompleks er verbalbøjningen, der omfatter person og tal, tempus, modus, finitte og infinitte former, således at et enkelt verbum kan have op til 48 forskellige former. Systemet kompliceres yderligere ved et stort antal uregelmæssige verber. Italiensk anvender således bøjningsformer, hvor dansk bruger omskrivninger. Det gælder bl.a. imperfektivt aspekt, fx cantava 'han stod og sang' over for perfektivt cantò 'han sang'. Modalitet udtrykkes gennem modi som konjunktiv eller konditionalis. På grund af kongruens og tydelige tal- og personendelser kan subjektet undværes, når det kan forstås ud fra sammenhængen, fx che fanno i bambini? 'hvad laver børnene?' — cantano 'de synger'.

Rækkefølgen af subjekt og verbum afhænger af, hvad der er vigtigt i informationen, fx i bambini cantano 'børnene synger' over for cantano i bambini 'det er børnene (og ikke andre), der synger'.

Det italienske ordforråd afspejler det tætte slægtskab med latin og de øvrige romanske sprog, der er udviklet af det.

Som kultursprog har italiensk været dyrket i Danmark siden 1500-tallet, betinget af skiftende tiders åndelige og kunstneriske strømninger, og der har siden midten af 1600-tallet med mellemrum været undervist i italiensk ved Københavns Universitet, senere ved universiteterne i Aarhus og Odense; i 1968 indførtes hovedfagseksamen i faget. Efter nogle år med italiensk på forsøgsbasis i gymnasiet blev sproget med gymnasiereformen i 1988 valgfag på linje med andre tredje fremmedsprog.

• romanske sprog
• sprog i Italien
• italiensk litteratur