rætoromansk

Dialektgruppen romansch blev i 1938 anerkendt som det fjerde nationalsprog i Schweiz og blev i 1996 også officielt sprog. Det er hovedsprog for ca. 40.000 schweizere (2019) og tales jævnligt af yderligere ca. 20.000; de fleste i kantonen Graubünden.

Romansch omfatter det egentlige romansch med underdialekterne sursilvansk, subsilvansk og surmiransk samt engadinsk med underdialekterne øvreengadinsk og nedreengadinsk. Sproget har haft litterær status siden Reformationen, jf. katekismen Christiauna Fuorma (1552). Et fælles skriftsprog, kaldet Rumantsch Grischun efter det rætoromanske navn på Graubünden, har været i brug siden 1982, hovedsagelig inden for administrationen.

I Norditalien øst for Bolzano tales ladin, også kaldet dolomitisk, af lidt over 40.000 mennesker (2011), hovedsagelig i Trentino-Alto Adige, der omfatter Sydtyrol, men også i Belluno i den nordlige del af Veneto.

I den italienske provins Friuli-Venezia Giulia er friulisk modersmål for ca. 420.000 (2015) og tales af yderligere ca. 180.000. Friulisk, der tidligere var hovedsprog i bl.a. Trieste, er efterhånden fortrængt af venetiansk og standarditaliensk. Sproget er attesteret fra 1200-tallet, men det er omstridt, om det tilhører rætoromansk eller udgør et selvstændigt romansk sprog inden for det tidligere alperomanske sprogområde