Minestroner er betegnelsen for karakteristiske italienske supper, der har en tyk og mættende konsistens tilfælles, og hvori der indgår en masse friske grøntsager og urter fra køkkenhaven eller køleskabet, sammen med pasta, ris, kartofler og/eller bælgfrugter. I nogle minestroner indgår lidt animalsk protein og fedt, eksempelvis fra lufttørret skinke, bacon, eller flæsk; andre minestroner er rene vegetariske supper, hvor fedtstoffet kommer fra smør eller (oliven)olie, der så tilsættes til sidst i tilberedningen. Parmesan drysses ofte over supperne ved servering.
Faktaboks
- Etymologi
- Ordet minestrone er italiensk, hvor det egentlig betyder 'stor suppe' og er dannet af minestra 'suppe' med den augmentative endelse -one. Grundordet hænger sammen med verbet minestrare 'servere; tilberede', der er udviklet af latin ministrare 'betjene, varte op', en afledning af minister 'tjener'.
Der er mange forskellige opskrifter på minestroner, men som type adskiller de sig fra andre italienske supper ved deres robuste grøntsags-konsistens. Andre italienske supper kan være cremede, purerede eller kan bygge på én enkelt hovedingrediens.

Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.