close

Artiklen

Alle ændringer

Mihai Viteazul

Vers. 3
Denne version blev publiceret af Kjeld Erbs 12. marts 2026. Artiklen blev ændret 147 tegn fra forrige version.

Michael er en af de berømteste Rumænske fyrster. Han levede fra 1558 til 1601. Fra 1593 til 1601 var han fyrste i Wallakiet, fra 1599 til 1600 fyrste i Transsylvanien og i nogle måneder i år 1600 var han også fyrste i Moldavien. I nogle måneder regerede han som den eneste fyrste over alle tre rumænske fyrstedømmer. Der skulle gå 320 år før det efter Versailles freden i 1920 lykkedes at samle Moldavien, Transsylvanien og Wallakiet til Storrumænien. Denne gang varede den nationale samling 20 år. Men Michael den Tapre er forblevet Rumæniens nationalhelt.

Michael fik efternavnet den tapre for sin rolle i krigen mod tyrkerne 1594-95, hvor det lykkedes ham at drive tyrkerne og tatarerne syd for Donau. Det skete med støtte fra en hellig alliance bestående af Habsburgerne, Pavedømmet, Ungarn og Moldavien. Michael den Tapre blev kristenhedens forsvarer og tyrkernes fremgang i Europa blev bremset i nogle år.

I nogle få år styrede Michael Wallakiet suverænt. Han indgik en fredsaftale med tyrkerne i 1598 og samme år også en aftale med Habsburgerne, der opnåede at få delvis suverænitet over Wallakiet.

Efter fredsslutningen med tyrkerne vendte Michael sig mod Moldavien og Transsylvanien. Fyrsterne Bathory i Transsylvanien og Movila i Moldavien konspirerede med fjenden. Michael invaderede begge fyrstedømmer og i 1599 erobrede han (efter aftale med Habsburgerne) Transsylvanien og i foråret 1600 Moldavien. Herefter kaldte Michael sig fyrste af Wallakiet, Transsylvanien og Moldavien.

Michaels sejre skabte ham fjender. Habsburgerne modsatte sig, at Transsylvanien nu var en suveræn stat og Polen støttede fyrsteslægten Movila i Moldvavien i dennes krav på fyrstesædet i Moldavien. I efteråret 1600 blev de forenede fyrstedømmer angrebet fra alle sider. Habsburgerne erobrede Transsylvanien, Polen genindsatte fyrsteslægten Movila på tornen i Moldavien og tyrkerne angreb Wallakiet. Michael flygtede til Prag, hvor han søgte hjælp hos Rudolf den Anden. I sommeren 1601 vendte han tilbage for at generobre Transssylvanien, men han blev myrdet af Habsburgernes general Basta.

Forslag til videre læsning:

Vlad Georgescu, "The Romanians. A History" (1991)

Nicolae Iorga, "A History of Romania" (2018)