Samarbejdspolitikken

Samarbejdspolitikken

Erik Scavenius (1877–1962), forhandlingspolitikkens store fortaler og strateg.
Dato	9. april 1940 – 29. august 1943
Sted	Danmark
Også kendt som	Forhandlingspolitikken
Type	Politisk linje og forvaltningspraksis
Årsag	Den tyske besættelse af Danmark
Deltagere	Danske samlingsregeringer og besættelsesmagten
Resultat	Regeringens afgang; overgang til departementschefstyret
Centrale partier	Socialdemokratiet, Venstre, Det Konservative Folkeparti, Radikale Venstre
Nøglepersoner	Erik Scavenius, Thorvald Stauning, P. Munch, Vilhelm Buhl
Linjen blev uofficielt videreført af departementscheferne efter 1943.

Samarbejdspolitikken, også kaldet forhandlingspolitikken, betegner den danske regerings og det brede politiske flertals linje over for den tyske besættelsesmagt under 2. verdenskrig fra besættelsen den 9. april 1940 til regeringens sammenbrud den 29. august 1943. Politikken blev båret af de ledende partier, navnlig Socialdemokratiet, Det Radikale Venstre, Venstre og Det Konservative Folkeparti, som indgik i besættelsestidens samlingsregeringer, mens også Retsforbundet hørte til det bredere politiske flertal bag linjen. Oprindelig blev betegnelsen forhandlingspolitikken anvendt om samarbejdet mellem de fem demokratiske partier på Rigsdagen efter besættelsen, men allerede i samtiden blev den brugt om hele det politiske systems forhold til besættelsesmagten. I denne betydning blev begrebet især knæsat af Erik Scavenius i skriftet Forhandlingspolitikken under Besættelsen (1948), der var et forsvar for den førte politik.

Politikkens formål var så vidt muligt at holde Danmark uden for krigen, sikre at demokratiet overlevede og efterkomme tyske krav og ønsker i det omfang, de ikke stred mod Grundloven. Den byggede på den opfattelse, at det dansk-tyske forhold måtte håndteres som en løbende forhandling, hvor begge parter stillede krav og gav indrømmelser, og førte derfor til en lang række forhandlinger mellem den danske administration og besættelsesmagten om landets forvaltning og stilling under besættelsen. Set fra Scavenius’ og andre tilhængeres realpolitiske synspunkt var politikken særdeles vellykket, fordi den bidrog til at skåne Danmark for krigens værste følger.

Politikken har imidlertid fra 1940 og frem været genstand for skarp kritik. Mange modstandere har opfattet den som udtryk for svaghed eller manglende moralsk fasthed, fordi man valgte at samarbejde med fjenden i stedet for at bekæmpe ham, og i denne kritiske tradition er betegnelsen samarbejdspolitikken blevet den almindelige. Som et mindre værdiladet udtryk er også betegnelsen påtvunget kollaboration blevet anvendt, fordi den søger at indfange både samarbejds- og tvangsaspektet i den danske linje over for besættelsesmagten.

Politikkens indhold og historie

Politikken byggede på to grundlæggende fiktioner om besættelsens karakter, formuleret af udenrigsminister Erik Scavenius og respekteret af den tyske besættelsesmagt. Den første var, at Danmark fortsat var suverænt og dermed herre over egne indre anliggender, idet Tyskland formelt anerkendte Danmarks territoriale integritet og politiske uafhængighed og ikke indlemmede landet i Det Tyske Rige. Den anden var forestillingen om, at Danmark fortsat var neutralt i krigen, hvilket blandt andet indebar, at danskere ikke skulle udskrives til tysk krigstjeneste.

Forhandlingspolitikkens vigtigste fortaler og strateg var Erik Scavenius, som i denne periode først var udenrigsminister og senere statsminister. Han forbindes i høj grad med politikken, ikke mindst fordi han overtog regeringsledelsen efter pres fra kong Christian 10., der havde nægtet at godtage et ministerium ledet af den radikale leder P. Munch. Allerede fra det øjeblik, hvor besættelsen var en realitet, blev linjen imidlertid lagt af statsminister Thorvald Stauning og P. Munch i det opråb, som Christian 10. udsendte 9. april 1940. Heri hed det, at regeringen under protest havde besluttet at ordne landets forhold under hensyn til den besættelse, der havde fundet sted, og befolkningen blev opfordret til en rolig og behersket holdning samt til loyal optræden over for alle, som havde myndighed at udøve.

Det har siden været stærkt omstridt, hvor fornuftig, realistisk og værdig denne politik var, og selve betegnelsen har været genstand for debat. Betegnelsen forhandlingspolitik er typisk blevet anvendt af politikkens deltagere og af dem, der har betragtet linjen som Danmarks realistiske handlemulighed, fordi den understreger den løbende forhandling om besættelsens betydning for det danske samfund snarere end et egentligt samvirke. Betegnelsen samarbejdspolitik blev derimod især anvendt af modstanderne, først formuleret af modstandsbevægelsen i den illegale presse, mens de mest kritiske talte om kollaboration; dette udtryk blev især brugt af kommunisterne. Også selve termen "samarbejdspolitik" er blevet problematiseret, fordi et samarbejde normalt forudsætter frivillighed, mens de danske politikere i praksis blev presset til indrømmelser og tilpasning, hvorfor politikken også kan beskrives som en indrømmelses-, tilpasnings- eller forhandlingspolitik over for besættelsesmagten. Samtidig slog både det britiske og det amerikanske udenrigsministerium i interne notater fast, at der netop ikke var tale om kollaboration, men snarere om en form for passiv modstand, som især fra britisk side blev anset for nyttig.

Forhandlingspolitikken udtømte sine muligheder med det tyske ultimatum 29. august 1943. Herefter ophørte den formelle politiske opbakning, men linjen blev i praksis videreført af departementscheferne under det såkaldte departementschefstyre. Debatten om politikken ophørte ikke med krigen, men er fortsat ind i nyere tid. Ved 60-året for politikkens sammenbrud kritiserede statsminister Anders Fogh Rasmussen den for mangel på idealisme, men kritikken blev også mødt med indvendinger om historieløshed, fordi han fremstillede den som en særligt socialdemokratisk-radikal foreteelse uden at fremhæve Venstres egen indsats og partiets støtte til den størst mulige tilnærmelse til tyske interesser, som samtidig gav landbruget de bedste indtægtsmuligheder. Kritikken er derfor blevet tolket mindre som et kvalificeret historisk indlæg i debatten om Danmarks forhold under 2. verdenskrig end som et led i en samtidig politisk legitimering af Danmarks deltagelse i Irakkrigen; senere modererede Anders Fogh Rasmussen sin kritik, men fastholdt dens hovedindhold.

Fordele og ulemper ved samarbejdspolitikken

Fordele

Ulemper

- Samarbejdspolitikken skabte goodwill hos de tyske beslutningstagere og forsikrede Berlin om, at den danske regering var til at stole på og loyalt ville samarbejde under ”Tysklands førerskab”, som det hed i Scavenius’ berømte tiltrædelseserklæring - I modsætning til i andre besatte lande skete der ikke en nazificering af samfundslivet. Hær, flåde og politi var under dansk ledelse. Demokratiet fungerede videre på centralt og lokalt plan, og ingen blandede sig i undervisningssektoren. De faglige organisationer og alt øvrigt foreningsliv forblev uantastet - Det var enestående i det besatte Europa, at demokratiske politiske institutioner overlevede så længe: På landsplan indtil august 1943, på kommunalt og amtsligt niveau hele krigen igennem - Det var også enestående i de besatte lande, at nazismen som ideologi i den grad blev marginaliseret og holdt uden for samfundslivet - Udenrigshandelen blev fokuseret på Tyskland, der ville aftage landbrugseksporten til gode priser og til gengæld levere bl.a. kul - 100.000 danskere, der tog i tysk arbejdstjeneste afhjalp den danske arbejdsløshed og var med til at mindske regeringens udgifter til understøttelse - Redningen af de danske jøder tilskrives forhandlings- og samarbejdspolitikken. - Samarbejdspolitikken mødte opbakning i den danske befolkning i de første besættelsesår → Ved valgene satte danskerne i høj grad deres kryds ved de gamle partier, som stod for samarbejdspolitikken - Man undgik, at Danmark blev sønderbombet og civilbefolkningen blev i stort omfang skånet

- Afhængigheden af Tyskland. Begrænsninger i pressefriheden og andre krav måtte efterkommes. De danske nazisters aktioner måtte tåles - I forbindelse med Tysklands angreb på Sovjetunionen juni 1941 ophørte Den Tysk-sovjetiske Ikke-angrebspagt (1939-41), som hidtil havde beskyttet danske kommunister mod at blive forfulgt af den tyske besættelsesmagt; tyskerne krævede nu, at ledende danske kommunister blev interneret. Det blev efterkommet i langt større omfang end krævet, og i forlængelse af dette brud på Grundloven blev DKP forbudt, ligesom man forsøgte at rense fagbevægelsen for kommunister. Partiet gik under jorden og fortsatte sin virksomhed, hvilket blev begyndelsen til det organiserede illegale arbejde i Danmark. - På tyske krav accepterede regeringen oprettelsen af Frikorps Danmark til kamp på tysk side mod bolsjevismen (Sovjetunionen) samt dansk tilslutning til Antikominternpagten → Under retsopgøret lavede man en lov med tilbagevirkende kraft, som gjorde, at de østfrontsfrivillige kunne dømmes om end de havde haft regeringens godkendelse under besættelsen. - Samarbejdspolitikken kunne koste anseelse hos de allierede → Her var modstandsbevægelsen stærkt medvirkende til, at Danmark ”endte på den rigtige side”. - Generelt var samarbejdspolitikkerne mere eftergivende end krævet fra tysk hold. - Under Fogh Rasmussen tog en dansk statsminister for første gang afstand til samarbejdspolitikken →”I kampen mellem demokrati og diktatur kan man ikke stå neutralt” → Skal retfærdiggøre invasionen i Irak og generelt regeringens udenrigspolitik. Læresætningen fra 29/8 1943 er ifølge Fogh at man selv må yde et aktivt bidrag til at forsvare vores demokratiske værdier. Selv når der skal træffes farlige beslutninger…

Se også

• Vareforsyningsloven
• Kommunistloven

Litteratur

• Jespersen, Knud J.V. (2007). Rytterkongen - et portræt af Christian 10. København: Gyldendal. ISBN 978-87-02-04135-4.
• Barfoed, Niels (2006). Samarbejde/modstand - et stadigt dilemma. København: Gyldendal. ISBN 978-87-02-05152-0.
• Andersen, Steen (2003). Danmark i det tyske storrum: dansk økonomisk tilpasning til Tysklands nyordning af Europa 1940-41. København: Lindhardt og Ringhof. ISBN 87-595-2074-4.
• Kirchhoff, Hans (2001). Samarbejde og modstand under besættelsen: en politisk historie. Odense: Odense Universitetsforlag. ISBN 87-7838-457-5.

Eksterne henvisninger

• Besættelsessamlingen (webudstilling) om samarbejdspolitikken

Spire Denne artikel om 2. verdenskrig er en spire som bør udbygges. Du er velkommen til at hjælpe Wikipedia ved at udvide den.