espressomaskine

Espressomaskiner fremstilles i flere modeller. I den rent manuelle espressomaskine må den, der betjener maskinen, trække i et håndtag, som er forbundet med et stempel. Derved opnås det tryk, der skal presse det varme vand gennem bønnerne. I den halvautomatiske maskine er det en elektrisk pumpe, der leverer trykket.

Uanset om maskinen er manuel eller halvautomatisk maler man først en passende portion hele kaffebønner i en kaffekværn. De malede bønner fyldes i et filter, kaldet portafilter, og stampes, dvs. trykkes fast sammen. Herefter anbringes portafilteret i maskinen, og kaffen kan brygges. Efter brygning tømmes portafilteret for grums.

Ved at ændre på finheden og ristningen af kaffen, hvor hårdt kaffen stampes, og tiden og trykket der brygges med, kan man ændre markant på smagen af espressoen. Halvautomatiske maskiner kan ofte forud indstilles til rette vandtryk og temperatur.

Ved en helautomatisk maskine er det også en pumpe, der leverer trykket. Men maskinen kan desuden kværne, dosere og stampe bønnerne, brygge kaffen og kassere det brugte kaffegrums, ved tryk på én knap. Den er derfor lettere at betjene, men giver samtidig mindre kontrol med processen.

Både halv- og helautomatiske maskiner kan som regel også producere varm mælk med skum, som bruges til fx cappuccino. Ved den halvautomatiske maskine produceres skummet ved at lede damp ned i en kande med mælk, som den, der betjener maskinen, holder i hånden. Nogle helautomatiske maskiner kan selv producere mælkeskum.

Ideen om at brygge kaffe ved at presse vand under tryk gennem de malede bønner, opstod tilsyneladende flere steder i løbet af 1800-tallet. Ofte var der tale om, at trykket blev opnået ved hjælp af damp. Det var dog ikke optimalt, fordi trykket ofte var for lavt og temperaturen for høj. Resultatet var en temmelig bitter kaffe.

I 1938 introducerede italieneren Achille Gaggia en maskine, som kunne producere espresso uden damp, men ved hjælp af et manuelt betjent stempel. Gaggias maskine var den første der producerede espresso med den karakteristiske crema, det brune skum på toppen som består af kaffens æteriske olier. Gaggia grundlagde et firma af samme navn, og efter 2. Verdenskrig fik hans princip stor udbredelse.

Det ligeledes italienske firma Faeme hævdes at være det første, der omkring 1960 introducerede en espressomaskine drevet af en elektrisk pumpe.

Den moderne standard for espressobrygning er et tryk på ca. 9 bar og en vandtemperatur på 90-96 grader celsius.

En person, der mestrer espressobrygningens kunst kaldes en barista, det italienske ord for bartender. Ordet har vundet indpas i ikke-italienske sprog fra 1990'erne og anvendes til at beskrive en professionel espresso-brygger.

Selvom Gaggia allerede fra starten af 1950’erne producerede en lille, hånddrevet espressomaskine til brug i hjemmet, så var de tidlige espressomaskiner næsten udelukkende til professionelt brug. Deres udvikling hang snævert sammen med den italienske café-kultur. Men fra 1970’erne begyndte producenterne i større omfang at introducere mindre maskiner, beregnet til privat brug.

Med den voksende interesse for espresso og espressobaserede varianter som cappucino, fik også producenter af andre typer af køkkenmaskiner interesse for dette marked. Disse producenter har især været drivende i introduktionen af de fuldautomatiske modeller.

Den stigende interesse for espresso-maskiner til hjemmebrug afspejler udbredelsen af den sydeuropæiske cafekultur til andre lande, herunder Danmark, som især tog fart fra 1980’erne.

• kaffe
• espresso
• barista
• Mokakande