Vicente Aleixandre

Aleixandre blev født i Sevilla, men voksede op i Málaga og Madrid. Han blev uddannet som jurist og økonom og fik ansættelse ved jernbanerne i 1921. Efter få år forårsagede hans skrøbelige helbred imidlertid, at han måtte opgive at føre et normalt arbejdsliv. Afgørende for hans litterære karriere blev et møde i 1917 med digteren og kritikeren Dámaso Alonso, der vakte hans interesse for poesi. Hans forfatterskab kan inddeles i tre etaper.

I denne første periode er hans menneskesyn grundlæggende pessimistisk. Blandt hovedtemaerne er menneskets angst midt i livets kaos, de dybere bevidsthedslags forbindelse med jorden og den sidste fødsel, dvs. den endelige forening med altet i døden. Aleixandre synes at misunde planten eller stenen, og hans længsel er at vende tilbage til mulden for at blive forenet med naturen i dens ubevidste enhed.

Hans første digtsamling, Ámbito (1924, Felt), blev skrevet under påvirkning af de ældre symbolistiske mestre Juan Ramón Jiménez og Antonio Machado, men bærer også præg af surrealismen i udtryk og indhold. De næste værker er i højere grad inspireret af surrealismen og Sigmund Freud. Han bryder i formel, stilistisk og tematisk henseende med traditionen, og dyrker det irrationelle og visionære i samlinger som Espadas como labios (1932, Sværd som læber) og Pasión de la tierra (1935, Jordens lidenskab).

Et af hans hovedværker er La destrucción o el amor (1935, Destruktion eller kærlighed). Titlen beskriver hans identifikation af den erotiske lidenskab med begæret efter dødens frigørelse fra eksistensen. Denne samling indeholder nogle meget intense kærlighedsdigte, og hans billedskabende evne tåler sammenligning med Pablo Nerudas.

Mellem 1939 og 1943 udarbejdede Aleixandre Sombra del paraíso (1944, Paradisets skygge), der kan regnes som hans vigtigste værk. Titlen henviser til Miltons Paradise Lost, og i samlingen repræsenteres da også en paradisisk tilstand hvor hverken lidelse eller død findes. Der er tale om en beskrivelse af den kosmiske helhed og skønhed inden menneskets smerte og begrænsninger trådte ind i verden.

I tråd med den generelle tendens for poesien i Spanien efter borgerkrigen bliver hans produktion på dette tidspunkt orienteret mod en social og eksistentialistisk tematik. Et nøgleord i denne periode er solidaritet. Digteren træder ud af sine egne metafysiske og kosmiske spekulationer for i stedet at forenes med sine medmenneskers længsler. Menneskeheden træder nu i et mere positivt lys da det – til trods for dets hjælpeløshed – lever modigt og smerteligt. Udtrykket bliver da også mere tilgængeligt. Det hermetiske og surrealistiske træder i baggrunden for at give plads til en mere umiddelbart forståelig sprogbrug.

De vigtigste værker i denne periode af Aleixandres forfatterskab er: Historia del corazón (1954, Hjertets historie), En un vasto dominio (1962, I et vidtstrakt område) og Retratos con nombre (1965, Portrætter med navn).

Aleixandre var et af de få medlemmer af 27-generationen, der blev boende i Spanien efter borgerkrigen, og han formåede at blive et formidlende led mellem de digtere, der var draget i eksil, og de unge forfattere som trådte ind på den litterære scene i 1940’erne og 1950’erne.

I sine sidste bøger vender Aleixandre tilbage til et surrealistisk og ikke-rationelt udtryk, men hans stil blev nu mere nøgtern og fortættet. Den gamle digter besang sin alderdom i en både tragisk og afklaret tone.

De sidste store værker er: Poemas de la consumación (1968, Fuldbyrdelsens digte) og Diálogos del conocimiento (1974, Kundskabens dialoger). Sidstnævnte er en samling lange filosofiske digte, der ikke har nogen indlysende pendant i det foregående forfatterskab.

Tildelingen af Nobelprisen i 1977 kan, udover at tilskrives et enestående poetisk værk, ses som en anerkendelse af en stor digterisk generation, hvoraf Federico García Lorca og Vicente Aleixandre kun er to i en gruppe af store forfatterskaber.

På dansk foreligger digtudvalget Hjertets historie (1981).

• Spaniens litteratur
• 27-generationen
• modtagere af Nobelprisen i litteratur