Politisk satire er en svær genre

Politisk tv-satire er både krævende, dyrt og utaknemmelig. Komikerne bliver tit mødt med kritik, både fra dem, som føler sig fornærmede, og dem, som ikke er imponerede. Der er mange grunde til at undgå genren, siger både komikere og programchefer. Og det gør de
18. april 2009

Et jagtgevær lander i et bagagerum, og ham, der skal forestille Bendt Bendtsen, forsøger at forklare sin skeptiske søn, at det er helt i orden at køre med den slags i bilen.

"Det skal du ikke bekymre dig om. Der er lidt andre regler, når man så'n er minister. Så kigger de ikke efter en skid," erklærer han djærvt.

Sådan lød det i en sketch fra DR2's Tjenesten den 27. marts. Deres sketch om Bendt Bendtsens uheldige omgang med skydevåben er et eksempel på klassisk politisk satire. Her omhandler vitserne ugens aktuelle nyheder og udstiller typisk de seneste ministerielle udtalelser og politikernes private dumheder.

I Danmark står Tjenesten temmelig alene med den type satire, og det er der flere grunde til, vurderer flere.

For det første er vitser om aktuelle politiske begivenheder i sagens natur ikke særlig langtidsholdbare. Bendt Bendtsens jagtgeværfadæse husker kun få om et halvt år. Det betyder, at en sketch om den tidligere minister ikke så godt kan genudsendes, lægges på nettet eller sælges på dvd. Og det er tv-kanalerne meget opmærksomme på.

Maiken Wexø, programchef for bl.a. TV2 Zulu, som står for en stor del af TV 2's egne komedieprogrammer, har ingen planer om at vise aktuel politisk satire på kanalen. "Vi har ikke været interesseret i det, fordi vi lever af de programmer, som har lang holdbarhed," forklarer Maiken Wexø, der ikke mener, at manglen på vitser om dagens nyhedshistorier skyldes uvilje fra de danske komikere.

"Mange komikere vil gerne lave noget, der er mere aktuelt, men der er ikke penge til det," påpeger hun.

Grin med en grim hue

Blandt komikerne selv er der en opfattelse af, at god politisk satire simpelthen er svær at producere. Sebastian Dorset, som har medvirket i DR2's Tjenesten de seneste to sæsoner, nævner aktualiteten som et af problemerne.

"Når du først har sendt en mand ud med et kamera, og han så kommer tilbage og siger 'Arh, jeg synes ikke lige, det fungerede', så er det bare synd, for det var det skud, vi havde. Vi har ikke to timer mere med den kameramand, og hvis vi har, kan vi ikke nå at klippe det," siger han.

Når man hænger nogen ud for politiske fadæser, vil man uundgåeligt komme til at træde nogen over tæerne. F.eks. vil sketchen om Bendtsens gevær ikke være lige så sjov for hans tilhængere som for hans modstandere.

Det er Sebastian Dorset opmærksom på. Han har en baggrund inden for stand-up comedy, hvor det er vigtigt at have hele publikum med:

"Inden for stand-up har vi en tommelfingerregel, der siger, at 80 procent skal kunne forstå det, før det er godt. Det er smertegrænsen. Der er heller ikke meget ved at lave den smarteste satire i landet, hvis den er henvendt til en brøkdel af befolkningen," siger Sebastian Dorset.

Ifølge Dorset er kravene til aktuel politisk satire også temmelig høje fra publikums side.

"Det er ikke, fordi jeg vil klynke, men det er enormt svært at lave politisk satire. Der vil altid sidde nogle seere og tænke, 'Nå, det var da ikke specielt avanceret'. Men der er jo heller ingen, der ringer ind med tre bedre forslag," siger han.

Som stand-up'er ved Sebastian Dorset, at det er svært at få alle med på en joke, hvis den er politisk. Han kalder derfor den slags satire for "forpligtende grin". Social satire, som gør grin med fjogede karakterer, er derimod nemmere at skabe konsensus om.

"Der er ingen, der synes, det er særlig fedt, at man gør grin med det, de mener eller tror. Så er det nemmere at gøre grin med en fyr fra Hirtshals, der taler mærkeligt og går med en grim hue," erklærer han.

Ikke kun ministerrokade

Måske er det også forældet at mene, at politisk satire partout skal handle om ministerrokader og de seneste nyheder. Maiken Wexø mener i hvert fald, at politik og humor godt kan gå i andre retninger, også på TV2 Zulu.

Hun kan f.eks. godt finde komikere herhjemme, der gerne vil lave satire i stil med The Daily Show.

"Rigtig mange komikere vil gerne lave politisk satire, f.eks. Mørk og Jul, som spoofede nyhedsgenren," siger hun.

Mørk og Jul gik i luften i januar og er en parodi på programmer som Basta og Operation X. Værterne Brian Mørk og Simon Jul optager bl.a. lyssky gadehandlere med skjult kamera og følger to tumpede betjente på patrulje.

"Vi har fået tilbudt et par ting, som er samfundssatiriske. Men når jeg taler om samfundspolitik, taler jeg ikke om satire over politikerne, men over det samfund, vi lever i," siger Maiken Wexø fra TV 2 Zulu.

i dag@inforamtion.dk

Dagbladet Informations forside

Vil du bidrage til debatten i Information?

Se hvordan
Redaktionens udvalgte

Arrangementer og kurser Se alle

Rabatter til abonnenter

Underholdning

Vil du bidrage til debatten i Information?

Se hvordan
Redaktionens udvalgte

Arrangementer og kurser Se alle

Rabatter til abonnenter

Underholdning