close

Faktaboks

Ghislaine Maxwell

Ghislaine Noelle Marion Maxwell

Født
25. december 1961, Maisons-Laffitte, Frankrig
BERJAYA
Af /Shutterstock/Ritzau Scanpix.

Ghislaine Maxwell er en britisk-fransk-amerikansk tidligere jetsetter. I 2021 blev Maxwell kendt skyldig i USA for sexhandel og for medvirken til Jeffrey Epsteins seksuelle overgreb på mindreårige, og i juni 2022 blev hun idømt 20 års fængsel.

Opvækst og uddannelse

Maxwell voksede op i Oxford i en velhavende familie som det yngste af ni børn. Faderen var mediemogulen Robert Maxwell, moderen Elisabeth Maxwell forskede i holocaust.

Ghislaine Maxwell fik en uddannelse i moderne historie og sprog fra Balliol College, Oxford, i 1985. Hun arbejdede efterfølgende i forskellige dele af faderens medieimperium i London, hvor hun samtidig blev en del af byens jetsetmiljø. Faderen opkaldte bl.a. en større yacht efter hende, Lady Ghislaine, i 1986.

Faderens død

Faderen døde pludseligt i november 1991, hvor hans lig blev fundet i vandet omkring Tenerife, nær yachten Lady Ghislaine. Dødsårsagen blev beskrevet som drukning, men Ghislaine Maxwell har siden udtalt, at hun mente, faderen var blevet myrdet. Efterfølgende kom det frem, at der havde været økonomiske uregelmæssigheder i dele af medieimperiet, hvilket skadede familiens omdømme.

Samme år flyttede Ghislaine Maxwell til New York, hvor hun også blev en del af det velstående miljø i byen.

Forholdet til Jeffrey Epstein

I begyndelsen af 1990’erne knyttede Maxwell et tæt og til tider romantisk forhold til finansmanden Jeffrey Epstein. Hun blev af andre beskrevet som “fruen i huset”, der rekrutterede og organiserede Epsteins personale. Samtidig hjalp Maxwell også Epstein med at etablere kontakter i prominente kredse, som fx Bill Clinton og Andrew Mountbatten Windsor.

Ifølge senere anklager brugte Maxwell og andre af Epsteins ansatte diverse lokkemidler af social og økonomisk art til at rekruttere sårbare, mindreårige piger til “massage” af personer fra deres netværk. Dette udviklede sig til seksuelle overgreb, der fandt sted i blandt andet New York, Florida, New Mexico og i Caribien.

Retssagen mod Ghislaine Maxwell

BERJAYA
Ghislaine Maxwell, tegning fra retssalen i New York den 28. juni 2022.
Af /Reuters/Ritzau Scanpix.

Efter at Epstein blev anholdt i 2019 og senere samme år døde i varetægtsfængsling, gik Maxwell under jorden, indtil FBI fandt og anholdt hende i New Hampshire i juli 2020.

Retssagen mod Maxwell begyndte i New York i november 2021. I december 2021 blev Maxwell kendt skyldig i fem anklager, herunder sexhandel med en mindreårig, transport af en mindreårig med henblik på ulovlig seksuel aktivitet samt sammensværgelse.

Dom og afsoning

I juni 2022 blev Maxwell idømt 20 års fængsel. Dommen blev stadfæstet af den føderale appeldomstol i september 2024, og USA’s højesteret afviste at tage sagen op i oktober 2025.

Maxwell har efterfølgende afsonet sin straf i relativt åbne fængsler, bl.a. i Texas.

I offentlighedens søgelys igen

I 2025 og 2026 kom Maxwell igen i mediernes og politikernes søgelys, bl.a. under Kongressens undersøgelser af justitsmyndighedernes håndtering af Epstein-filerne.

I februar 2026 blev Maxwell indkaldt af Kongressen i USA for at afgive forklaring. Hun nægtede dog at svare på spørgsmål med henvisning til den femte tilføjelse til USA's forfatning, der tillader individer ikke at svare på spørgsmål, som kan inkriminere dem. Hun var dog villig til at tale mere frit, hvis hun blev garanteret en benådning af præsident Donald Trump.

Læs mere i lex

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig