Mikojan-Gurevitj DIS
| MiG DIS | |
|---|---|
 DIS-T prototype med Mikulin AM-37 motorer | |
| Beskrivelse | |
| Type | Tungt jagerfly, Escortfly |
| Besætning | 1 |
| Jomfruflyvning | 11. juni 1941 |
| Udgaver | DIS-T |
| Fabrikant | Mikojan-Gurevitj (design) 2 protototyper bygget |
| Dimensioner | |
| Længde | 11,2 m[1] |
| Spændvidde | 15,3 m |
| Højde | 3,4 m |
| Vingeareal | 38,9 m² |
| Tomvægt | 6.140 kg |
| Motor | 2 x Mikulin AM-37 V-12 stempelmotor |
| Motorydelse | 1044 kW |
| Tophastighed | 610 km/t i 6.800 m.h. |
| Ydeevne | |
| Rækkevidde | 2.280 km |
| Tophøjde | 10.900 meter |
| Stigeevne | 15,24 m/s 5.000 m på 5 minutter og 30 sek. |
| Bevæbning | |
| Skyts |
|
Mikojan-Gurevitj DIS (russisk: Микоян-Гуревич Дальний истребитель сопровождения (translit: Dalnij Istrebitel Soprovosjdenija (da.: "langtrækkende escort jager")) er en prototype på et sovjetisk tomotoret tungt jagerfly fra 2. verdenskrig, der var tiltænkt at skulle ledsage og beskytte bombe- eller transportfly. Hvis sat i produktion ville flyet have fået navnet MiG-5 og udgaven som bombefly ville have fået navnet MiG-2.[1] Konkurrerende sovjetiske designs til det tunge jagerfly var Grusjin Gr-1, Polikarpov TIS og Tairov Ta-3.
Udover brug som tung jager var det var planlagt at udvikle flyet til brug som rekognoserings- og bombefly, men efter aksemagternes invasion af Sovjetunionen i juni 1941 blev planerne opgivet. Projektet blev opgivet som følge af problemer med at skaffe egnede motorer til flyet. Mikulin AM-37 motoren var skuffende, og da prototype nr. 2 udstyret med en Sjvetsov ASj-82 stjernemotor også leverede skuffende resultater m.h.t. flyets egenskaber, blev projektet opgivet i 1943.
Design og udvikling
[redigér | rediger kildetekst].png)
Den 7. oktober 1940 anmodede NKAP (Folkekommissariatet for flyindustrien) om, at OKO (Eksperimentel Designafdeling) ved Fabrik (Zavod) nr. 1 (OKO blev senere til designbureauet Mikojan-Gurevitj), skulle begynde udviklingen af et tomotors langtrækkende, enkeltsædet eskortejagerfly baseret på brug af AM-37-motoren, der dengang var under udvikling af Mikulin. NKAP forlangte, at specifikationer og en model af flyet skulle være klar til vurdering 12. november samme år. Tre dage senere fik designerne Mikojan og Gurevitj ordre til at producere tre prototyper, der skulle gennemgå statslige godkendelsestests den 1. august, 1. september og 1. november 1941. NKAP udvidede senere flyets roller til også at omfatte bombning, torpedoangreb, rekognoscering og interception.[1]
Det udviklede fly var et lavvinget, tomotoret med todelt halefinne. Flyet blev konstrueret af forskellige materialer. Fronten var bygget af duraluminium, dem midterste del af en selvbærende trækonstruktion og den bagerste del af stålrør dækket af duraluminium. De to halefinner var bygget af træ og kunne via elektriske kabler indstille stabilisatorens indfaldsvinkel.[1] Højderorerne havde rammer af duraluminium, men var dækket af stof. Vingernes midtersektionen var af metal, men de ydre paneler var af træ med stofbeklædte krængeror og finerbeklædte flaps. Hovedunderstellet blev trukket tilbage i motorens naceller, og halehjulet blev trukket tilbage i den bageste flykrop. De to Mikulin AM-37 motorer monteret under vingerne med motoroliekølerne monteret i de ydre vingepaneler. Piloten var forsynet med et glaspanel på undersiden af næsen for at forbedre sit udsyn nedad,[1], og var beskyttet af et op til 9 mm tykt panser omkring sædet. Brændstofkapaciteten var 1.920 liter fordelt på to beskyttede tanke bag piloten og yderligere fire i vingerne.[2]
DIS'en var planlagt at være bevæbnet med en 23 mm VYa maskinkanon med 200 skud monteret i kapsel under næsen, men VVS foretrak to Taubin MP-6 kanoner, men dete blev en fiasko, og man gik drfor tilbage til VYa kannonen. Ved vingerødderne blev monteret 12,7 mm Berezin UBS maskingeværer med hver 300 skud under et par 7,62 SjKAS maskingeværer med hver 1.000 skud. Våbenkapslen kunne erstattes med enten 1.000 bomber eller en torpedo.[1]
Flyvetests
[redigér | rediger kildetekst]Den første prototype fløj den 11. juni 1941. De første af producentens tests, der blev gennemført fra 1. juli til den 5. oktober 1941, gav skuffende resultater, da flyet kun kunne opnå en tophastighed på 560 km/t 7.500 meters højde, hvilket var langsommere end forventet. Den tre-bladede propel blev udskiftet med en fire-bladet propel og motorens montering blev ændret, da forsøg i vindtunnel havde vist, at blev dårligt design af motorens tilslutningselementer skabte mere luftmodstand end forventet. Efter modifikationer nåede flyet en hastighed på 610 km/t i 6.000 meters højde. Flyet var i stand til at nå 5.000 meters højde på 5 minutter og 30 sekunder. Selv med disse forbedringer besluttede myndighederne ikke at iværksætte produktion og at forlænge testfasen. Den tyske fremrykning mod Moskva i oktober 1941 tvang myndighederne og DIS-projektet til at evakuere til Kasan og OKO og det fabrik flyttede til Samara. Problemer med at få AM-37-motoren i produktion medførte, at DIS-projektet blev indstillet.[3]
Projektet blev dog forsøgt genoplivet ved brug Sjvetsov ASh-82-motoren, da denne var klar i efteråret 1942. En ny DIS prototype blev bygget med den nye motor og prototype 2 fløj første gang den 28. januar 1943. Prototype 2 opnåede en hastighed på 604 km/t og måltes til at kunne nå 5.000 meters højde på 6,3 minutter. Flyvetests blev stoppet den 10. februar grundet problemer med karburatorerne. Projektet blev definitivt indstillet i oktober 1943.[1]
Det vides, at der blev bygget to prototyper, men nogle kilder angiver, at der muligvis blev bygget flere. Den oprindelige bestilling fra myndighederne omfatter tre prototyper, og blev senere udvidet med bestilling af yderligere to fly med M-82-motorer. Nogle kilder omtaler sidstnævntes flyvninger i januar 1942 og den 15. oktober 1941, hvilket kunne indikere, at de to ekstra fly blev bygget, men det kan også være fejlagtige registreringer.[4]
Varianter
[redigér | rediger kildetekst]- DIS – navnet på projektet
- DIS-T – den første prototype med 2 × Mikulin AM-37 rækkemotorer på hver 1.400 hk
- DIS-IT – den anden prototype med 2 × Sjvetsov M-82F stjernemotorer med hver 1.700 hk og en række mindre ændringer
- MiG-5 – Sovjetunionens luftvåbens navn til produktionsudgavre af eskortejagerflyet (ikke brugt)
- MiG-2 – Sovjetunionens luftvåbens navn til produktionsudgavre af bombefly-varianten (ikke brugt)
Lignende flytyper
[redigér | rediger kildetekst]Referencer
[redigér | rediger kildetekst]Litteratur
[redigér | rediger kildetekst]- Gordon, Yefim (2008). Soviet air power in World War 2. Hinckley, England: Midland. ISBN 978-1-85780-304-4.
- Gunston, Bill (1995). The Osprey Encyclopedia of Russian Aircraft 1875–1995. London: Osprey. ISBN 1-85532-405-9.
