Irans olieproduktion

Kilde: OPEC og World Population Review

Det britiske selskab, Anglo-Persian (fra 1954: British Petroleum), begyndte udvindingen af olie i 1908, og i forbindelse med omstillingen af den britiske flåde til at bruge olie i stedet for kul, købte den britiske stat aktiemajoriteten i selskabet. Under Første Verdenskrig stod den iranske olie således en femtedel af flådens olieforbrug.

I 1951 blev olieproduktionen nationaliseret under premierminister Mohammad Mosaddeq. Produktionen faldt drastisk, blandt andet fordi den britiske regering etablerede en embargo på olieskibe, så det iranske styre havde vanskeligt ved at eksportere olien.

Mossaddeq blev fjernet ved et USA-støttet kup i 1953, der førte til at shahen – Mohammad-Reza Pahlavi – blev Irans reelle leder. Olieproduktionen blev genetableret under ledelse af et udenlandsk konsortium, populært kaldet de syv søstre, hvorved fem amerikanske selskaber og to europæiske fik indflydelse på den iranske produktion.

Den iranske olie dækkede op mod 10 procent af verdensmarkedet, da den islamiske revolution brød ud i 1978. Det svarede til ca. 6 mio. tønder olie pr. dag, men produktionen var under revolutionen faldet til ca. en tredjedel på grund af oliearbejdernes strejker mod shahen og anden politisk uro.

I slutningen af december 1978 stoppede eksporten helt, og produktionen gik udelukkende til at dække indenlandsk behov. Det fik oliepriserne til at stige på verdensmarkedet og var en vigtig faktor bag den anden store oliekrise i 1970’erne, hvor olieprisen blev fordoblet.

Efter indsættelsen af det nye styre under Ayatollah Khomeinis ledelse blev eksporten genoptaget, men på et noget lavere niveau før revolutionen.

I 1980’erne, hvor Iran var i krig med Irak, var eksporten lav og udgjorde kun ca. 3% af verdensmarkedet. Efter krigens ophør stabiliserede Irans olieeksport sig på et højere niveau og frem til 2010 udgjorde den ca. 5% af verdensmarkedet.

I 2010 blev eksporten omfattet af de sanktioner mod landet, der blev etableret i forbindelse med konflikterne omkring Irans eventuelle program for opbygning af atomvåben.

Først og fremmest sanktionerne pressede de følgende år Irans deltagelse på verdensmarkedet. Samtidig ændrede øget produktion i USA og Saudi Arabien afgørende på betingelserne, idet den voksende globale efterspørgsel hovedsagelig blev imødekommet af de to lande.

Atomaftalen i 2015 mellem USA og Iran medførte lempeligere sanktioner og selv om præsident Donald Trump i 2018 trak USA ud af aftalen og genindførte sanktioner, var Iran i 2024 den sjettestørste olieproducent på verdensmarkedet.

Kina har i 2020'erne aftaget ca. 10% af produktionen, og er dermed den største slutmodtager og en stadig vigtigere modtager af iransk olie. Størsteparten af olien eksporteres dog via De Forenede Arabiske Emirater, hvor den ofte blandes med olie med anden oprindelse og reeksporteres.

Iran har meget store forekomster af naturgas og er kun overgået af Rusland. Gassen bliver kun i mindre grad eksporteret, idet den bruges til opvarmning og produktion af elektricitet og dermed til at hæve levestandarden i landet.

Iran producerer også flydende naturgas, LNG, men manglende infrastruktur gør eksport heraf vanskelig.

Iran’s produktion af olie og naturgas varetages af en række selskaber, der alle er en del af det statsejede National Iranian Oil Company (NIOC).

• Irans historie 1900-1978
• Irans historie fra 1978
• oliekriser
• olie (historie)
• Kharg
• Mojtaba Khamenei