Christopher Nolan

Nolan er kendt for at være en stærk tilhænger af celluloidfilm, og han undgår at indspille sine film på digital video. I stedet vælger han oftest at benytte store IMAX-kameraer på trods af deres størrelse, som besværliggør optagelserne og udfordrer lydbilledet i hans film. For Nolan er celluloidfilmens varemærke en kunstform, og dette udtryk kan ikke genskabes på digital video.

Fortællemæssigt er Nolans film kendetegnede ved ofte at være ikke-lineære og at udfordre normale fortællemønstre. Hans tidlige værker benytter ofte upålidelige fortællere, mens hans senere film i høj grad leger med tidslig kausalitet.

Billedsiden er dynamisk, domineret af bevægelige indstillinger og kameraer. Nolans klippeteknik er ofte stærkt præget af en rytmisk dimension, som i Inception, hvor der klippes mellem forskellige drømmeplan. Der er også ofte kontrastklipning mellem brede indstillinger og nærindstillinger, som udfordrer det filmiske rums stabilitet.

Kombinationen af ikke-lineære fortællinger og kompleks klippeteknik udfordrer publikum, hvilket har været et kendetegn for Nolan siden Memento. Undtagelsen er hans Batman-film, som er mere ligetil rent fortællemæssigt, omend stadigt meget dynamiske i deres audiovisuelle udtryk.

I sine egne film udforsker Nolan typisk tidslige aspekter og udfordrer vores konventionelle tidsforståelse. Dette er nogle gange psykologisk motiveret, som i Memento og The Prestige, mens det andre gange er langt mere metafysisk orienteret, som i Inception og Tenet.

Den psykologiske dimension afsøges ofte også gennem moralske spørgsmål og spørgsmål om, hvordan man kan adskille virkelighed, drøm og hukommelse. Især de moralske spørgsmål og kontrasten mellem helt og skurk udforskes særligt i Batman-filmene samt Oppenheimer.

Selvopofrelse og forholdet mellem barn og forælder er ligeledes et gennemgående tema, nogle gange i negativ forstand, som i Memento, hvor selvopofrelsen er selvcentreret, mens den i Interstellar er langt mere tragisk orienteret.