moulage

Giulio Gaetano Zumbo (1656-1701) regnes normalt for ophavsmand til traditionen med at fremstille anatomiske voksmodeller. Han havde lært at arbejde som billedkunstner på en jesuitter-skole i Siracusa (Syrakus) på Sicilien. I forbindelse med sin uddannelse havde han lært at anvende voks som materiale. I 1691 blev Zumbo ansat som hofkunstner i Firenze hos storhertugen af Toscana, Cosimo den 3. (1642-1723). I forbindelse med sin fremstilling af vokstableauer blev han tiltagende interesseret i anatomi. I 1695 rejste Zumbo videre til Bologna for at få adgang til det anatomiske teater og få bedre muligheder for at studere anatomi.

Zumbo blev kun kort tid i Bologna, inden han rejste videre til Genova, hvor han begyndte et samarbejde med en fransk kirurg ved navn Guillaume Desnoues (1650-1735). De to blev dog hurtigt uvenner over økonomiske spørgsmål og skiltes allerede i 1700. Inden det kom så vidt, var det lykkedes Zumbo at levere en produktion, der var tilstrækkelig stor til, at Desnoues i 1706 kunne åbne et anatomisk museum i Paris. Samlingen rummede bl.a. en stor voksmodel af en gravid kvinde, der døde sammen med sit barn under fødslen. Modellen viste, hvordan barnet forsøgte at bane sig vej ud og presse sit hoved igennem cervix (livmoderhalsen). I følge den tyske læge og fysiolog Albrecht von Haller rådede udstillingen også over en voksmodel af overkroppen med udtagelige voksfigurer, der forestillede de forskellige indre organer (i lighed med de plastikmodeller, der i nutiden anvendes til undervisning). Desværre er hele samlingen på nær et hoved, Testa dello Zumbo, gået tabt. I 1717 og 1729 besøgte Desnoues samling London.

Man ved ikke med sikkerhed, hvordan Zumbo arbejdede. Den teori, som de fleste ser som den mest sandsynlige, antager, at han først lavede en model i ler, som han bagefter beklædte med gips for at få en støbeform. Indersiden af støbeformen penslede han med to tynde lag af voks for at skabe modellens hud og overflade. Til slut blev den flydende voks hældt ind i skallen gennem et hul i støbeformen.

I 1720'erne havde kendskabet til anatomiske voksmodeller i kraft af Zumbo og Desnoues bredt sig fra Norditalien til Frankrig og det sydlige England. I England fortsatte Abraham Chovet (1704-1790) produktionen af anatomiske voksmodeller. Han var egentlig søn af en vinhandler, men lærte sig at fremstille voksfigurer. Han flyttede senere til først Barbados og Jamaica og siden Philadelphia i USA, hvor han i 1770rne og 1780rne var med til at opbygge den første amerikanske samling. I Bologna kom Ercole Lelli (1702-66) til at spille en betydelig rolle i 1730rne og 40rne med sine 1:1 voksmodeller af både organer og hele kroppe. Han synliggjorde bevægeapparatets anatomi i form af figurer afbildede uden hud og stående i forskellige positioner. Lelli samarbejdede med en anden kunstner Giovanni Manzolini (1700-1755) og professor i kirurgi Pietro Paulo Molinelli (1702-64). Manzolinis hustru Anna Morandi Manzolini (1716-1774) lærte sig også kunsten og overtog efter sin mands død produktionen, hvilket er bemærkelsesværdigt, da det på den tid var usædvanligt at kvinder klarede sig selv økonomisk ved at fungere som selvstændig erhvervsdrivende.