close
BERJAYA

Moulage. Modellen blev anvendt som illustration i hudlægen Eduard Jacobis (1862-1915) lærebog Atlas der Hautkrankheiten udgivet i Berlin i 1907. Den viser en naturtro fremstilling af sygdommen kopper.

.

Moulage er en teknik, som anvendes til at lave afstøbninger i voks. Det fandt særligt udbredelse inden for de medicinske fag i 1700-1800-tallet, hvor der blev fremstillet et stort studie- og undervisningsmateriale i form af voksmodeller, der både afbildede menneskets normalanatomi og patologisk anatomi. Modeller til demonstration af hudsygdomme var særligt populære. Den færdige model kaldes i dag "moulage".

Faktaboks

Etymologi

Efter fransk moule 'støbeform', af latin modulus 'målestok, skala', jf. model)

Voks

Kemisk set er voks en ester. Det er et modellerbart, gennemskinneligt fast stof med en hvidlig eller gullig farve. Det er et uforligneligt materiale, der kan forarbejdes på mange forskellige måder. Kemisk er det beslægtet med andre materialer som silikone og nogle af de stoffer, der anvendes i bl.a. skocreme. Voks har været anvendt til fremstilling af figurer siden oldtiden. I den egyptiske samling på Louvre i Paris findes nogle af de ældste voksfigurer.

De anatomiske voksfigurer

Ved 1700-tallets slutning var der mange steder i Europa et stigende antal medicinstuderende ved mange universiteter, og dermed et stigende behov for undervisningsmateriale ved de anatomiske institutter. Samtidig var der mangel på lig til dissektion. Det var afgørende faktorer for en stigende og omsiggribende produktion af studiemodeller i voks. Denne produktion begyndte i Italien omkring år 1700 og man refererer ofte til den som anatomia plastica.

Anatomia plastica

Giulio Gaetano Zumbo (1656-1701) regnes normalt for ophavsmand til traditionen med at fremstille anatomiske voksmodeller. Han havde lært at arbejde som billedkunstner på en jesuitter-skole i Siracusa (Syrakus) på Sicilien. I forbindelse med sin uddannelse havde han lært at anvende voks som materiale. I 1691 blev Zumbo ansat som hofkunstner i Firenze hos storhertugen af Toscana, Cosimo den 3. (1642-1723). I forbindelse med sin fremstilling af vokstableauer blev han tiltagende interesseret i anatomi. I 1695 rejste Zumbo videre til Bologna for at få adgang til det anatomiske teater og få bedre muligheder for at studere anatomi.

Zumbo blev kun kort tid i Bologna, inden han rejste videre til Genova, hvor han begyndte et samarbejde med en fransk kirurg ved navn Guillaume Desnoues (1650-1735). De to blev dog hurtigt uvenner over økonomiske spørgsmål og skiltes allerede i 1700. Inden det kom så vidt, var det lykkedes Zumbo at levere en produktion, der var tilstrækkelig stor til, at Desnoues i 1706 kunne åbne et anatomisk museum i Paris. Samlingen rummede bl.a. en stor voksmodel af en gravid kvinde, der døde sammen med sit barn under fødslen. Modellen viste, hvordan barnet forsøgte at bane sig vej ud og presse sit hoved igennem cervix (livmoderhalsen). I følge den tyske læge og fysiolog Albrecht von Haller rådede udstillingen også over en voksmodel af overkroppen med udtagelige voksfigurer, der forestillede de forskellige indre organer (i lighed med de plastikmodeller, der i nutiden anvendes til undervisning). Desværre er hele samlingen på nær et hoved, Testa dello Zumbo, gået tabt. I 1717 og 1729 besøgte Desnoues samling London.

Zumbos teknik

Man ved ikke med sikkerhed, hvordan Zumbo arbejdede. Den teori, som de fleste ser som den mest sandsynlige, antager, at han først lavede en model i ler, som han bagefter beklædte med gips for at få en støbeform. Indersiden af støbeformen penslede han med to tynde lag af voks for at skabe modellens hud og overflade. Til slut blev den flydende voks hældt ind i skallen gennem et hul i støbeformen.

Kendskabet til anatomiske voksmodeller udbredes

BERJAYA
Kobberstik der portrætterer Ercole Lelli og en voksfigur, der viser skeletmuskulaturen.
Af /Wellcome Collection.
BERJAYA
En af Anna Manzolinis berømte voksfigurer. Da hun blev enke overtog hun sin mands rolle som Bolognas producent af anatomiske voksmodeller (foto fra 1951).
Af /Wellcome Collection.
Licens: CC BY 4.0

I 1720'erne havde kendskabet til anatomiske voksmodeller i kraft af Zumbo og Desnoues bredt sig fra Norditalien til Frankrig og det sydlige England. I England fortsatte Abraham Chovet (1704-1790) produktionen af anatomiske voksmodeller. Han var egentlig søn af en vinhandler, men lærte sig at fremstille voksfigurer. Han flyttede senere til først Barbados og Jamaica og siden Philadelphia i USA, hvor han i 1770rne og 1780rne var med til at opbygge den første amerikanske samling. I Bologna kom Ercole Lelli (1702-66) til at spille en betydelig rolle i 1730rne og 40rne med sine 1:1 voksmodeller af både organer og hele kroppe. Han synliggjorde bevægeapparatets anatomi i form af figurer afbildede uden hud og stående i forskellige positioner. Lelli samarbejdede med en anden kunstner Giovanni Manzolini (1700-1755) og professor i kirurgi Pietro Paulo Molinelli (1702-64). Manzolinis hustru Anna Morandi Manzolini (1716-1774) lærte sig også kunsten og overtog efter sin mands død produktionen, hvilket er bemærkelsesværdigt, da det på den tid var usædvanligt at kvinder klarede sig selv økonomisk ved at fungere som selvstændig erhvervsdrivende.

Sygdomme i voks

Der er en glidende tidsmæssig overgang fra fremstillingen af de anatomiske voksmodeller til de patologiske voksmodeller, der afbildede kroppens, hovedsageligt hudens, sygdomme, og som man typisk forbinder med ordet moulage. Udviklingen tog fart i løbet af 1800-tallet.

Læs mere i Lex

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig