øjnene

Øjet ligger godt beskyttet i øjenhulen (orbita). Øjenhulens benede vægge er dannet af flere knogler i ansigtsskelettet:

• øverst: pandebenet (os frontale)
• nederst: overkæbebenet (maxilla)
• lateralt: kindbenet (os zygomaticum)
• medialt: sibenet (os ethmoidale) og tårebenet (os lacrimale)
• bagtil: kilebenet (os sphenoidale)

Øjet er omgivet af en polstring af fedtvæv (corpus adiposum), som beskytter det mod tryk og slag, uden at hæmme øjenbevægelserne. Der er åbninger i øjenhulens bageste væg til blodkarrene og nerverne, der forsyner øjet. Selve synsnerven går gennem en kort, benet kanal bagerst i øjenhulen, før den kommer ind i kraniehulen på hjernens underside.

Øjenæblet (bulbus oculi) er næsten kugleformet og har en diameter på omtrent 25 millimeter. Væggen rundt om øjenæblet består af tre lag:

• Yderst er den tykke, hvide senehinde (sclera), som er opbygget af fiberrigt bindevæv.
• Derefter følger årehinden (choroidea), som indeholder blodårer og pigmentceller.
• Inderst er nethinden (retina), med lysfølsomme sanseceller.

Den største del af øjets indre er fyldt med en klar, geléagtig masse, glaslegemet, som sammen med øjenvæsken sikrer, at øjenæblet har et vist indre tryk og dermed bevarer sin kugleform. Væsketrykket er normalt mellem 10 og 20 mmHg og måles med et tonometer.

Forrest går senehinden over i den fremhvælvede, gennemsigtige hornhinde (cornea). Den pigmenterede årehinde går forrest over i det muskulære strålelegeme (corpus ciliare) og regnbuehinden (iris). I centrum af regnbuehinden er der en cirkelrund åbning, pupillen (pupilla), som har indvendig ringformet og udvendig radiært ordnet glat muskulatur. Pupillen regulerer den lysmængde, der slippes ind i øjet. Øjenfarven bestemmes af farven af iris og afhænger af mængden af pigment, der ligger i bindevævet i iris og mellem muskelcellerne på bagsiden af iris. Mangler pigmentet helt bliver øjenfarven rødlig (albinisme). Er der kun pigment i det bageste lag, bliver øjnene grå eller blå, men er også bindevævscellerne pigmenterede, vil det resultere i mørkere øjne af forskellig grad. Normalt er øjnene blå hos nyfødte, og først senere i livet opnår man den endelige øjenfarve, som er genetisk fastlagt. Brun øjenfarve er genetisk dominerende overfor blå, derfor er blå øjne sjældnere end brune.

Mellem hornhindens inderside og regnbuehindens forside er der et hulrum: forreste øjenkammer (camera anterior bulbi). Øjets linse (lens crystallina) er ophængt i tynde tråde bag regnbuehinden, mellem denne og glaslegemet. Den smalle spalte mellem regnbuehinden og linsen kaldes bagerste øjenkammer (camera posterior bulbi). De to øjenkamre er fyldt med vandklar væske, kammervand (humor aquosus), som produceres af kirtelvæv i strålelegemet. Kammervandet bliver resorberet i den såkaldte kammervinkel (angulus iridocornealis) mellem iris og hornhinden, gennem et trabekulært netværk til Schlemms kanal og ledt over i blodbanen.

Bagerst i øjenæblet går synsnerven (hjernenerve II, nervus opticus) ud gennem øjenvæggen. Den fører nervefibre fra nethinden via synsbanen til det primære synscenter i den bageste del af hjernen.

Synsnervehovedet (papillen), hvor alle nervefibrene i nethinden samles til synsnerven, kan ved oftalmoskopi ses som en lys skive med en diameter på cirka 1,5 millimeter, lige midt for øjets bagerste pol. I papillen findes kun nervetråde, men ingen sanseceller, der opfatter lys. Ved undersøgelse af synsfeltet findes der derfor en blind plet, der svarer til synsnervehovedet.

Nethindens lysfølsomme nerveceller betegnes som fotoreceptorer, da de opfatter lys med forskellig bølgelængde. Mennesker har to slags fotoreceptorer: stavceller og tapceller. Stavcellerne er mest følsomme over for lys og mørke, mens tapcellerne har evnen til at opfatte farver. Nær øjets bagerste pol, svarende til midten af øjets gule plet (macula lutea), er der en særlig tæt ansamling tapceller, omtrent 14.000 pr. kvadratmillimeter. Den høje tæthed er forudsætningen for skarpsynet, der benyttes når øjet skal kunne fokusere.

Øjenæblet bevæges langs en horisontal og en vertikal akse ved hjælp af seks tværstribede muskler mellem orbitalvæggen og øjets senehinde, som de er fæstet til. Fire af disse løber lige, og to løber skråt gennem øjenhulen. De fire, der løber lige (musculus rectus superior, musculus rectus inferior, musculus rectus medialisogmusculus rectus lateralis), udspringer fra en fælles senering, der ligger rundt om synsnerven lige foran øjenhulens bagvæg. De danner en slags indvendig "kegle" rundt om øjenæblet og fæstner sig på sclera ca. fem millimeter bag hornhindens kant, henholdsvis på over- og undersiden og yder- og indersiden. Der dannes på den måde et lodret og et vandret muskelpar, der kan bevæge øjet op og ned og til begge sider.

Den øvre skrå muskel (musculus obliquus superior) har et særegent forløb. Den udspringer på oversiden af øjenhulens bagvæg og går med en tynd sene gennem en lille bindevævsring (trochlea), som er fæstet på en fremspringende del af øjenhulens indre væg. Musklen varetager indadrotation og nedaddrejning af øjeæblet.

Den nedre skråmuskel (musculus obliquus inferior) er den korteste og svageste af øjenmusklerne. Den udspringer fra øjenhulens bund, ret langt fortil, og går nærmest på tværs af øjenæblets underside, mellem bunden af orbita og den bageste og yderste fjerdedel af øjenæblet. Den varetager udadrotation og opaddrejning af øjenæblet.

Normalt bevæger man øjnene ens, så deres synsakser er parallelle i alle blikretninger ved syn på lang afstand. Ved syn på kort afstand rettes synsakslerne indad (konvergerer), så de præcist mødes på den genstand, der betragtes. Disse bevægelser forudsætter et fint afstemt samarbejde mellem de to øjnes muskler, så de, der drejer øjnene i en bestemt retning, trækker sig sammen, samtidig med at de modsat virkende muskler afslappes. Føres øjnene fx mod venstre, trækker højre øjes indre lige muskel og venstre øjes ydre lige muskel sig sammen, mens venstre øjes indre lige muskel og højre øjes ydre lige muskel afslappes. Hvis dette samarbejde svigter, så synsakslerne ikke rettes mod samme genstand, opstår der skelen.

Tårevæsken er nødvendig for at holde hornhinden og bindehinden fugtig, samtidig med at den kan bidrage til at fjerne mikroskopiske støvpartikler fra øjenoverfladen. Tårevæsken dannes i tårekirtlen (glandula lacrimalis), som ligger over den laterale øjenkrog og har 6–10 små udførselsgange i den øvre omslagsfold af bindehinden. Tårevæsken flyder skråt tværs over hornhinden, men den fordeles over hele øjet, hver gang man blinker, og suges til sidst op gennem to små åbninger (puncta lacrimales) i den mediale øjenkrog. Herfra ledes væsken ned i tåresækken langs den mediale kant af øjenhulen og tømmes ud i næsehulen, under nedre næsemusling (concha).

Den saltholdige tårevæske indeholder blandt andet antistoffer og et enzym (lysozym), som nedbryder bakterier. Sekretionen styres parasympatisk over nervus facialis og kan øges i styrke ved emotionel påvirkning eller ved irritation, fx på grund af flygtige substanser, fremmedlegemer eller betændelse.