Kurfyrste
Kurfyrste (tysk: Kurfürst; latin: Princeps elector imperii) var betegnelsen for de rigsfyrster i det Tysk-romerske rige, der havde ret til at vælge eller kåre kejseren. Riget var et valgmonarki, og selv om valghandlingen fra 1400-tallet ofte i praksis udviklede sig til en de facto dynastisk arvefølge inden for Huset Habsburg, hvor kejserværdigheden som regel tilfaldt den afdøde kejsers ældste søn, var kejsertitlen juridisk ikke arvelig, og arvingen kunne derfor ikke føre kejsertitlen uden først at være valgt.
I middelalderen valgte kurfyrsterne formelt en romernes konge, som først blev kejser, når han var kronet af paven i Rom. Fra 1500-tallet blev den pavelige kroning imidlertid opgivet, og kurfyrsterne valgte herefter kejseren direkte. Deres antal blev ved Den Gyldne Bulle i 1356 fastsat til syv. Disse bestod af tre gejstlige fyrster, ærkebiskopperne af Mainz, Köln og Trier, samt fire verdslige fyrster: kongen af Bøhmen, hertugen af Sachsen, markgreven af Brandenburg og greven pfalz af Rhinen. Senere blev antallet udvidet: under Trediveårskrigen fik hertugen af Bayern i 1623 en ottende kurværdighed, og i 1692 modtog hertugen af Hannover den niende.[1]
Værdigheden som kurfyrste indebar stor prestige, og kurfyrsterne rangerede højest blandt rigsfyrsterne og lige under kejseren.[2] I deres områder havde de en række rettigheder, der normalt ikke tilfaldt rigsfyrsterne, blandt andet møntret. Flere af de territorier, hvis fyrster var kurfyrster, fik efterhånden tildelt forstavelsen Kur- for at tydeliggøre deres fyrstes status.
Etymologi
[redigér | rediger kildetekst]Betegnelsen kurfyrste kommer af mellemhøjtysk kur eller kure i betydningen "valg" (sml. dansk: kåre).
Historik
[redigér | rediger kildetekst]I 1338 fastslog kurfyrsterne, at deres valg var gyldigt uden pavens stadfæstelse. Ved Den Gyldne Bulle i 1356 blev antallet af kurfyrster fastsat til syv: tre gejstlige og fire verdslige.
I 1354 var følgende kurfyrster:
- Ærkebispen af Mainz
- Ærkebispen af Trier
- Ærkebispen af Köln
- Den ledende greve af Pfalz
- Hertugen af Sachsen
- Markgreven af Brandenburg
- Kongen af Böhmen
Som følge af hændelserne under Trediveårskrigen blev kurfyrsteværdigheden den 23. februar 1623 frataget Frederik 5. af Pfalz, der var overhoved for den protestantiske union i riget og overdraget til hertugen af Bayern. Efter Den Westfalske Fred i 1648 blev kurfysteværdigheden igen tildelt den siddende pfalzgreve, Karl 1. Ludwig, så antallet af kurfyrster herefter var otte. I 1692 blev hertugen af Braunschweig-Lüneburg (Hannover) optaget i kurfyrstekollegiet som det 9. medlem. I 1777 blev Pfalz indlemmet i Bayern, og antallet af kurfyrster faldt til otte.
Rhinske gylden
[redigér | rediger kildetekst]Allerede i 1385 benyttede de fire rhinske kurfyrster (ærkebisperne af Mainz, Trier og Köln samt samt den ledende greve af Pfalz) deres møntret til danne en møntunion, der udmøntede den rhinske gylden eller rhingylden. Denne nye valuta overtog efterhånden florinens rolle som den dominerende handelsmønt i området.
Afskaffelse af kurfyrsteværdigheden
[redigér | rediger kildetekst]I 1803 blev hertugerne af Salzburg og Württemberg, markgreven af Baden samt landgreven af Hessen-Kassel kurfyrster. Til gengæld mistede ærkebiskopperne af Mainz, Trier og Köln værdigheden som kurfyrster. Herefter var der 10 kurfyrster.
Hidtil havde der været katolsk flertal blandt kurfyrsterne. Fra 1803 var der ligevægt, nemlig fem protestantiske fyrster (Brandenburg, Hannover, Württemberg, Baden og Hessen-Kassel) overfor fem katolske fyrster (Bayern, Sachsen, Böhmen, Salzburg og Regensburg). Dette fik dog ingen praktisk betydning, da kurfyrsternes funktion som valgkollegium var afskaffet allerede i 1806.
Noter
[redigér | rediger kildetekst]- ↑ Ulff-Møller, Paul (2016). "Kurfyrste". I Jensen, Grethe (red.). Gads Historieleksikon (5. udgave). Gads Forlag. s. 361. ISBN 9788712054399. OCLC 957388478.
- ↑ Precedence among Nations
