Weserübung

Den første revne i denne holdning kom i december 1939. Den norske politiker Vidkun Quisling aflagde besøg i Berlin, hvor han mødtes med Raeder og Hitler. Quisling havde været norsk forsvarsminister og grundlagde i 1933 det norske nazistiske parti, Nasjonal Samling. Han viderebragte det usande rygte, at den norske regering havde givet grønt lys til en britisk besættelse af Norge. Udsigten til muligvis at se Storbritannien sætte sig fast i Norge, med de konsekvenser det ville have haft for den krigsvigtige tyske import af svensk jernmalm, havde den effekt, at Hitler den 13. december 1939 beordrede Værnemagtens Overkommando (Oberkommando der Wehrmacht, OKW) til at udarbejde et studie over, hvorledes Tyskland kunne erobre Norge. Studiet fik navnet Studie Nord. Det forudså blandt andet, at ud over en præventiv aktion for at erobre Norge, ville også Danmark blive berørt.

Studiet var færdigudarbejdet den 10. januar 1940, hvorefter det blev fordelt til de tre værn: den tyske hær, flåde og luftvåben. Mens hæren kun var minimalt interesseret i et felttog i Skandinavien og havde opmærksomheden stift rettet mod det kommende felttog mod, hvad der blev opfattet som Europas stærkeste hær, nemlig den franske, stillede sagen sig anderledes med den tyske flåde. Her underkastede Raeders stab OKW's første skitse et nøje gennemsyn og fastslog, at hvis Storbritannien satte sig fast i Norge, ville dette skabe en umulig situation for Tyskland og for landets overordnede strategi for at vinde krigen.

Den tyske flåde videreudviklede OKW's oprindelige forslag og understregede, at det i lyset af Royal Navys betydelige overlegenhed over for den tyske flåde var afgørende, at en erobring af Norge blev gennemført med størst mulig overraskelse og hemmeligholdelse. Baggrunden var, at den tyske flåde under et felttog mod Norge derved kun ville møde mindre britiske flådeenheder takket være overraskelsesmomentet og ikke den britiske Home Fleet med dens slagskibe og krydsere. Netop overraskelseselementet skulle blive et centralt element i den videre planlægning af en landgang i Norge. Endelig udpegede den tyske marinestab i alt seks havnebyer fra Oslo i syd og videre op over Kristiansand, Stavanger, Bergen, Trondheim til Narvik som værende strategisk vigtige og de steder, som landgangsstyrkerne i første omgang skulle sætte sig i besiddelse af.

Hvad angik Danmark, anbefalede marinestaben, at Tyskland satte sig i besiddelse af Aalborg Lufthavn for derved at kunne forstærke det tyske luftvåbens og flådens kontrol over Skagerrak.

I februar 1940 indtraf en begivenhed, som fik afgørende indflydelse på spørgsmålet om, hvorvidt Tyskland overhovedet burde indlede en offensiv mod Norge og Danmark. Det tyske depotskib Altmark var under sin sejlads tilbage til Tyskland fra Sydatlanten trængt ind i norsk territorialfarvand for at komme i sikkerhed for britiske angreb. Den norske regering protesterede forgæves mod krænkelsen af deres territorium. Ombord havde skibet ca. 300 britiske søfolk, som Altmark havde overtaget fra det tyske lommeslagskib Admiral Graf Spee. Den 16. februar trængte den britiske destroyer H.M.S. Cossack ind i fjorden, bordede Altmark og befriede efter en kort ildkamp de 300 søfolk, som under jubel vendte tilbage til Storbritannien.

For Hitler var denne begivenhed et oplagt bevis på, at Storbritannien ikke respekterede norsk neutralitet. For Hitler bortfaldt dermed årsagen til, at også Tyskland skulle forblive neutralt i det skandinaviske spørgsmål. Den 19. februar beordrede han planlægningen af Weserübung intensiveret og overført til 21. armékorps og dets stab under ledelse af general Nikolaus von Falkenhorst. Han og hans stab gik i gang med at udarbejde en operationsplan for en erobring af Norge og Danmark.

En af stabens første beslutninger vedrørte Danmark. For at bevare overraskelsesmomentet afviste von Falkenhorst at ville nøjes med et diplomatisk pres mod Danmark; dette kunne udlægges som et tegn på, at noget var i gærde og dermed have alarmeret fx Storbritannien. I stedet skulle Jylland besættes, hvilket kunne følges op af en operation mod Sjælland, hvis den danske regering viste sig fjendtligt indstillet. Den 26. februar blev OKW af Falkenhorst underrettet om disse ændringer og behovet for yderligere at afsætte en korpskommando og to infanteridivisioner til at besætte Danmark. Hitler godkendte disse ændringsforslag den 29. februar, herunder besættelsen af København og Sjælland. Planlægningen af de tyske operationer i Danmark overgik herefter til staben af 31. armékorps under ledelse af flyvergeneral Leonhard Kaupisch (1878-1945).

Et afgørende forhold for den tyske erobring af Norge var det forhold, at Storbritannien besad herredømmet til søs. Den britiske flåde, Royal Navy, var således i stand til at ødelægge en tysk transportflåde på vej til Norge, medmindre det lykkedes Kriegsmarine og Luftwaffe at få erobret Norge i et overraskelsesangreb, førend man fra britisk side blev opmærksom på, at et tysk angreb var i gang. Den tyske planlægning gik d fra, at Norges befolkning og økonomiske aktivitet var koncentreret omkring tre større centre: hovedstaden Oslo, Bergen og Trondhjem. Såfremt det lykkedes at erobre disse tre centrer samt andre mindre center langs den norske kyst som eksempelvis Stavanger og Narvik, med en flåde af krigsskibe og handelsskibe var der i den tyske flåde en forventning om, at det ville være muligt at erobre Norge og dermed sikre Tyskland kontrol over Norge i luft- og søkrigen mod Storbritannien og samtidig sikre Tyskland fortsat adgang til de svenske malmlejre.

Sålers blev den tyske angrebsflåde for erobringen af Norge opdelt i ialt seks grupper. Eksempelvis skulle Gruppe 1 bestående af slagkrydserne Scharnhorst og Gneisenau sammen med 10 destroyers landsætte et regiment bjergjægere i Narvik. Tilsvarende skulle Gruppe 5 med de svære krydsere Blücher og Lützow sætte sig i besiddelse af hovedstaden Oslo. Det var forhåbningen, at det ville lykkedes at erobre samtlige seks centrer i det første angreb.

Weserübung Süd var en klassisk landmilitær operation, hvor det afgørende var, at det lykkedes for hærstyrken gennem et lynangreb op gennem Jylland til Skagen og erobringen af Fyn at sikre strategisk vigtige punkter. I første række Aalborg Lufthavn og Lillebæltsbroen. Den landmilitære operation blev støttet af landgange foretaget af fem grupper fra Kriegsmarine i havnebyerne København, Korsør, Nyborg, Middelfart, Esbjerg og Tyborøn. København planlagdes erobret af en bataljon, landsat af troppetransportskibet Hansestadt Danzig på Langelinie.

I og med at enheder fra Kriegsmarine samtidig sikrede færgelejerne i Nyborg og Korsør var det tilsvarende afgørende, at det lykkedes at erobre Gedser i et kup. Den motoriserede styrke forudsattes landsat med den ordinære færgeforbindelse fra Warnemünde til Gedser, og fra Gedser skulle de i stor fart køre mod nord for at optage forbindelse til de faldskærmsjægere, som forinden var blevet landsat fra luften på Masnedø. Erobringen af Masnedø var den førtste luftbårne erobring i historien.

Kombineret med erobringen af København ville den sjællandske øgruppe derved være i tyske hænder. Herefter kunne Luftwaffe indlede luftbroen mellem Aalborg Lufthavn og lufthavnene i det sydlige Norge (Oslo-Fornebu og Sola Lufthavn ved Stavanger). Det drejede sig om forstærkningen og forsyningen af de tyske styrker, som var landsat i Sydnorge, og som skulle sætte sig i besiddelse af det sydlige og centrale Norge og dermed komme Storbritannien i forkøbet.