Arvid Horn

Arvid Horn blev medlem af rigsrådet i 1705, ophøjet til greve og udnævnt til kansler for Tartu Universitet (dengang evakueret til Pärnu) i 1706 og chef for kancelliet i 1710, men hans indflydelse blev dog snart fordunklet af Georg Otto Heinrich von Görtz. Efter Karl 12.s død i 1718 medvirkede Horn til at få Görtz dømt til døden, men han mistede selv sine embeder efter en konstitutionel strid med dronning Ulrika Eleonora.

Horns kamp for forfatningen fik støtte fra Rigsdagen, der snart skaffede ham embederne tilbage. Ved Rigsdagene i 1720, 1727 og 1731 var han landmarskal. Horn var i årene 1726–1738 Sveriges egentlige regent, og uden noget fast parti bag sig manøvrerede han dygtigt blandt interessegrupperne på Rigsdagen. I 1734 vedtog Rigsdagen, at samme person ikke måtte beklæde embede som chef for adelsstanden (dvs. landmarskal) og for rigsrådet. Horn var med til at udvikle Frihedstidens statsforfatning, selv om udviklingen ikke altid gik, som han havde ønsket sig.

Horns forsigtige balancepolitik i både indre og ydre sager hjalp Sverige på fode efter Store Nordiske Krig, men mødte stigende modstand i 1730’erne. Rigsdagen i 1738 blev domineret af Hattarna, der var båret frem af en chauvinistisk bølge, og Horn valgte da at trække sig tilbage til de godser, som han havde samlet sig gennem rige ægteskaber.

På grund af sin finlandske baggrund var Horn interesseret i Finlands udvikling og bedrev en forsigtig politik over for Rusland. Fra 1723 til 1735 var han kansler for Universitet i Åbo (på finsk Turku), men embedet krævede ingen længerevarende tilstedeværelse i byen.

• Frihedstiden
• Den karolinske tid
• svensk kalender i 1700-tallet
• Sveriges historie 1523-1809