close

Artiklen

Alle ændringer

Alphonse Daudet

Vers. 6
Denne version blev publiceret af Hans Peter Lund 8. december 2022. Artiklen blev ændret 0 tegn fra forrige version.

Alphonse Daudet var en fransk forfatter, en af de sidste repræsentanter for naturalismen i Frankrig. Han slog igennem med Lettres de mon moulin (1869, dansk Breve fra min Mølle, 1946 med billeder og hændelser fra barndommens Provence, der også er beskrevet i debutromanen Le petit chose (1868, dansk Det lille Pus, 1869).

Daudets romaner og fortællinger vil ikke kun vise virkeligheden, men præger også fremstillingen af den af stor følsomhed og solidaritet. Romantrilogien om Tartarin de Tarascon (1872-90, to dele på dansk, Helten fra Tarascon og Tarascon på Alperne, 1886) handler om en storpralende provencalers eventyrlige oplevelser ude og hjemme. I Contes du lundi (1873, dansk uddrag i Fortællinger og Skitser, 1877) fastholdes barokke episoder fra samtiden. Den mest læste af de senere romaner, Sapho (1884, dansk samme år), er en psykologisk skildring af en mands altfortærende fascination af en forførende kvinde. Daudets kendteste skuespil er L'Arlésienne (1872), oprindelig en novelle fra Breve fra min mølle, med musik af Bizet. Den posthumt udgivne La Doulou (1931, dansk I smertens rige, 2022) giver i notatform en nøgtern fremstilling af Daudets sidste leveår som smerteplaget syfilispatient.