EU’s budget var i 2019 på omkring 150 milliarder euro om året, hvilket svarer til 1.120 milliarder kroner - eller ca. 2.200 kroner pr. borger i EU.
EU’s årlige budget vedtages i fællesskab af politikerne i Europa-Parlamentet og EU-landenes regeringer i Ministerrådet. Kommissionen kommer med forslaget til EU-budgettet og vedtagelsen sker efter én behandling i både Europa-Parlamentet og Ministerrådet. Hvis de to institutioner ikke kan blive enige, indkaldes et såkaldt forligsudvalg.
Hvis man her kan forhandle et kompromis på plads, skal det kun godkendes af Europa-Parlamentet og Ministerrådet for at blive vedtaget. Hvis ikke, bliver forslaget forkastet, og Kommissionen må lave et nyt.
EU bruger sine penge på en lang række forskellige politikker i EU – eksempelvis inden for landbrug, forskning og udvikling – og på at hæve velstandsniveauet i EU’s mindre velstående lande. Desuden bruger EU penge på udviklingsstøtte og humanitær bistand til lande uden for EU.
EU’s bevillinger til at dække de forskellige udgifter på budgettet opgøres med andre ord i henholdsvis forpligtelsesbevillinger og betalingsbevillinger. Forpligtigelserne er løfter om betalinger, som ikke nødvendigvis bliver udbetalt i det pågældende år, men som typisk strækker sig over flere år. Betalingerne er derimod de faktiske beløb, der kan udbetales fra EU-budgettet i et givent år.
Der er nogenlunde enighed blandt medlemslandene om, at der skal bruges flere penge fra EU’s budget på migration, sikkerhed og forsvar samt mobilitet og uddannelse.
Det betyder så enten, at udgifterne til traditionelle politikområder som landbrug og samhørighed (fx strukturfonde, regional støtte og infrastruktur) skal falde, eller at der skal tilføres flere penge til EU’s budget.
Landene har imidlertid også forskellige holdninger til dette spørgsmål. Landene i Øst- og Sydeuropa er fx interesserede i, at der ikke bliver skåret i landbrugs- og samhørighedsstøtten, fordi de modtager mange penge fra EU på de områder.
I tabellen nedenfor er vist, hvad EU’s budget gik til i 2019. Der er tale om brede kategorier. Under ”bæredygtig vækst” gemmer sig fx udgifterne til landbrugspolitikken. Under ”innovation og inklusiv vækst” gemmer sig udgifterne til EU’s forskningspolitik, og under ”innovation og inklusiv vækst” gemmer sig udgifterne til EU’s strukturpolitik rettet mod de fattigere EU-lande.
| Beløb | Område |
|---|---|
| 600 mia. kr. | Innovation og inklusiv vækst: Jobskabelse, forskning og uddannelse |
| 44 mia. kr. | Bæredygtig vækst: Landbrug, klima og fiskeri |
| 84 mia. kr. | Det globale Europa: Udenrigspolitik og humanitær bistand |
| 74 mia. kr. | Administration: Ansattes løn og pensioner, bygninger |
| 28 mia. kr. | Sikkerhed og medborgerskab: Immigrations- og asylpolitik, grænsekontrol og forbrugersikkerhed |
Historisk
Traditionelt har budgettet været en politisk kampplads, hvor Europa-Parlamentet og Ministerrådet har udkæmpet store slag om, hvad EU’s penge skal bruges til og især om, hvordan de bliver brugt inden for landbrugspolitikken.
Oprindelig eksisterede separate budgetter for EKSF, EØF og EURATOM, men fra 1970 har der været opstillet et enhedsbudget. Europa-Parlamentet bev med Lissabontraktaten medbeslutningstager på hele budgettet. De flerårige finansielle rammer (syv-årige udgiftslofter på EU’s budget) blev traktatfæstet i Lissabontraktaten.
Hvordan besluttes budgetter
Beslutninger om EU's finanser træffes dels i en årlig budgetprocedure, dels i et politisk forlig om flerårige rammer for budgettet. Ifølge Lissabontraktaten er kompetencen til at tage beslutning om udgifterne på EU's budget delt mellem Rådet og Parlamentet.
I den årlige procedure fremsætter Kommissionen et foreløbigt budgetforslag i maj måned forud for det år, som budgettet vedrører. På forhånd har de øvrige EU-institutioner fremsendt deres forslag til Kommissionen vedrørende egne administrative udgifter. Mellem juli og december har Rådet og Parlamentet hver to behandlinger af forslagene. I princippet stemmes der om hver bevilling bestående af et bestemt euro-beløb til de mange poster, som budgettet består af, og som hver omfatter et bestemt program eller en bestemt type af aktiviteter.
EU’s budget skal altid balancere. Det har betydning for måden, som de forskellige indtægtskilder til EU-budgettet bliver beregnet på. Når EU har forhandlet sig frem til, hvor mange udgifter der skal afholdes over EU-budgettet, skal man bagefter sikre, at der kan findes det samme niveau af indtægter. EU har vedtaget en såkaldt ordning for EU's egne indtægter, der netop beskriver, hvordan de enkelte indtægtskilder skal beregnes og i hvilken rækkefølge. Ordningen for EU's egne indtægter indeholder også beskrivelsen af de forskellige rabatordninger. Indtægterne opgøres på følgende måde:
- Først opgøres størrelsen af afgifter og toldindtægter
- Hertil lægges værdien af bidraget baseret på det fælles momsberegningsgrundlag
- BNI-bidraget beregnes herefter som forskellen mellem de to første indtægtskilders størrelse og det samlede udgiftsniveau.
BNI-bidraget virker altså som en slags buffer, der sikrer balance mellem budgettets udgifter og indtægter.
Hvis de Rådet og Parlamentet ikke kan blive enige, indkaldes et såkaldt forligsudvalg. Hvis man heri kan forhandle et kompromis på plads, skal det kun godkendes af Parlamentet og Rådet for at blive vedtaget. Hvis ikke, bliver forslaget forkastet, og Kommissionen må lave et nyt.Ved siden af den årlige budgetprocedure er der også den flerårige finansielle ramme. Den flerårige finansielle ramme er EU’s overordnede budgetramme, der er gældende i en periode på mindst fem år og sætter de overordnede grænser for udgifterne i de EU’s enkelte budgetkategorier.
Den næste flerårige ramme vedrører perioden 2021-2027. Ifølge Lissabontraktatens artikel 312 er formålet med sådan en budgetramme, at EU’s udgifter holdes inden for rammerne af dens indtægter. For at forstå den flerårige finansielle ramme skal man forstå, hvordan EU’s budget er opbygget. EU’s budget er delt op i forpligtigelser og betalinger. Det vil sige, at der for hver udgiftspost på budgettet er et beløb i forpligtigelser og et beløb i betalinger. Forpligtigelserne er løfter om betalinger, som ikke nødvendigvis bliver udbetalt i det pågældende år, men som typisk strækker sig over flere år. Betalingerne er derimod de faktiske beløb, der kan udbetales fra EU-budgettet i et givent år. I den syvårige budgetramme sættes der en grænse for, hvor mange penge EU kan bruge inden for denne periode. Fx er budgetrammen for 2014-2020 i forpligtelser i danske kroner på 7.142 mia. (2011-priser) og 8.055 mia. kr. (løbende priser). Den flerårig finansielle ramme fastlægger således de årlige bevillinger til forpligtelser for hver enkelt udgiftskategori. EU’s budget vedtages hvert år, men ud fra overholdelse af de overordnede rammer.
EU's indtægter
Pengene til EU’s budget kommer primært fra EU-landene, men tilhører EU og kaldes derfor EU’s egne indtægter. Landenes betalinger til budgettet kommer først og fremmest fra to kilder: Den såkaldte BNI-indtægt, som beregnes som en vis procentdel af landenes bruttonationalindkomst (BNI) og en momsindtægt, som fastsættes på baggrund af landenes momsindtægter. Hertil kommer de såkaldt traditionelle egne indtægter, som kommer fra told og sukkerafgifter.
Derudover har EU også nogle andre mindre indtægter, som bl.a. kommer fra bøder til virksomheder.
Langt den største del af pengene – omkring 90 pct. – betales tilbage til EU-landene via programmer og aktiviteter.
En ministerrådsbeslutning fra 1970 tildelte EF tre egenindtægter: Toldindtægter fra importen ind i EF fra tredjelande, indførselsafgifter, som pålægges i forbindelse med den fælles landbrugspolitik, herunder nogle særlige markedsordninger for sukker og isoglukose, samt en andel af den samlede moms, som betales i medlemslandene. BNI-indtægten indførtes i 1988, som er en ensartet procentdel af medlemslandenes bruttonationalindkomst, BNI. Da indtægter og udgifter på budgettet skal balancere, virker BNI-indtægten som en residualindtægt, idet man for hvert år ser på, hvad de tre første indtægter giver, og derefter opkræver i BNI-indtægt, hvad der mangler for at opnå balance på budgettet.
Alle disse indtægter kaldes for EU's "egne indtægter" for at markere EU's selvstændighed i forhold til medlemslandene, men i realiteten er de to store kategorier, momsindtægten og BNI-indtægten, kontingenter, som bevilges på landenes årlige nationale finanslove. Betalingerne er dog obligatoriske, og i modsætning til fx FN har EU ikke haft problemer med, at landene tilbageholder betalinger af politiske grunde.
