close

Artiklen

Alle ændringer

EU - 1. Historien og traktaterne

Vers. 2
Denne version blev publiceret af Gyldendals leksikonredaktion 5. august 2009. Artiklen blev ændret 3929 tegn fra forrige version.

EU - 1. Historien og traktaterne, 1.1. Den historiske baggrund

Internationalt samarbejde før 1945 var baseret på mellemstatslige aftaler, som ikke indebar, at de deltagende lande afgav suverænitet. Under krigen forstærkedes idéen om Europas Forenede Stater, og kræfter i modstandsbevægelserne formulerede et program for en europæisk føderation, der skulle ledes af en overstatslig regering med en fælles hær og være direkte ansvarlig over for en demokratisk forsamling.

Føderalistiske idéer lå til grund for en kongres i Haag i 1948 for europæiske parlamentarikere, bl.a. deltog Konrad Adenauer, Winston Churchill, Paul-Henri Spaak og Alcide De Gasperi. Churchills deltagelse skabte håb om, at Storbritannien ville indgå aktivt i unionsprocessen, og hans forslag om en europæisk forsamling blev taget op af den Europabevægelse, der blev dannet på kongressen. Den britiske regering var imidlertid sammen med de skandinaviske lande afvisende over for forslaget. Det endelige kompromis, Europarådet fra 1949, blev en kombination af en rådgivende forsamling og et ministerråd, hvori beslutninger krævede enstemmighed. Dette lå langt fra de føderalistiske idealer, men ikke desto mindre blev Europarådet et vigtigt debatforum for europæisk integration i 1950'erne.

Storbritannien var kun interesseret i et traditionelt mellemstatsligt samarbejde. Forholdet til Commonwealth-landene og tilknytningen til USA blev prioriteret højere, hvilket passede dårligt sammen med et tættere samarbejde med det kontinentale Vesteuropa.

Den amerikanske genopbygningshjælp, Marshallhjælpen, som blev sat i værk 1948-52, forudsatte, at modtagerlandene indgik i den økonomiske samarbejdsorganisation Organization for European Economic Cooperation, OEEC (senere OECD). Her var der udbredt bekymring for, at andre lande skulle få indflydelse på indenrigspolitiske sager, og Storbritannien, Benelux og Skandinavien insisterede på, at alle beslutninger skulle være enstemmige. Store sager vanskeliggjorde OEECs arbejde, fx toldpolitikken og landbrugspolitikken, herunder den udbredte statsstøtte til erhvervet. Marshallhjælpen blev dog alligevel igangsættende for tanker om økonomisk integration.

Historisk oversigt
9.5.1950 Den franske udenrigsminister, Robert Schuman, fremlægger en plan, der skal gøre Frankrigs og Vesttysklands kul- og stålproduktion til et fællesanliggende i en organisation, som også er åben for andre lande.
18.4.1951 Traktaten om oprettelse af Det Europæiske Kul- og Stålfællesskab, EKSF-Traktaten, undertegnes i Paris.
23.7.1952 EKSF-Traktaten træder i kraft.
25.3.1957 Traktaten om oprettelse af Det Europæiske Økonomiske Fællesskab, EØF-Traktaten, og Traktaten om oprettelse af Det Europæiske Atomenergifællesskab, EURATOM-Traktaten, undertegnes i Rom.
1.1.1958 EØF-Traktaten og EURATOM-Traktaten træder i kraft.
8.4.1965 Traktaten om oprettelse af et fælles Råd og en fælles Kommission for de Europæiske Fællesskaber, Fusionstraktaten, undertegnes i Bruxelles.
29.1.1966 Luxembourgforliget indgås.
1.7.1967 Fusionstraktaten træder i kraft.
22.1.1972 Traktaterne om Danmarks, Irlands og Storbritanniens tiltrædelse af EF undertegnes i Bruxelles.
24.4.1972 Valutaslangen oprettes.
8.9.1972 Folketinget vedtager en lov om Danmarks tiltrædelse af EF.
2.10.1972 Folkeafstemning om Danmarks tiltrædelse af EF. 63,3% stemmer ja, 36,7% nej.
1.1.1973 Tiltrædelsestraktaterne med Danmark, Irland og Storbritannien træder i kraft.
1.7.1973 Dansk formandskab.
1.1.1978 Dansk formandskab.
13.3.1979 EMSen træder i kraft.
28.5.1979 Traktaten om Grækenlands tiltrædelse af EF undertegnes i Athen.
7. og 10.6.1979 Første og direkte valg til EU-Parlamentet.
1.1.1981 Tiltrædelsestraktaten med Grækenland træder i kraft.
1.7.1982 Dansk formandskab.
13.3.1984 Traktaten om ændring af traktaterne om oprettelse af De Europæiske Fællesskaber, for så vidt angår Grønland, undertegnes i Bruxelles.
1.1.1985 Traktaten om Grønlands udtræden af EF træder i kraft.
12.1.1985 Traktaterne om Portugals og Spaniens tiltrædelse af EF undertegnes i Lissabon og Madrid.
1.1.1986 Tiltrædelsestraktaterne med Portugal og Spanien træder i kraft.
17. og 28.2.1986 Den Europæiske Fælles Akt (EF-pakken) undertegnes i Luxembourg og i Haag.
27.2.1986 Vejledende folkeafstemning om Danmarks tiltrædelse af EF-pakken. 56,2% stemmer ja, 43,8% nej.
1.7.1987 Fælles Akten træder i kraft. Dansk formandskab.
7.2.1992 Traktaten om Den Europæiske Union (Maastrichttraktaten) undertegnes i Maastricht.
2.6.1992 Folkeafstemning om dansk tiltrædelse af EU. 49,3% stemmer ja, 50,7% nej.
18.6.1992 Folkeafstemning i Irland om tiltrædelse af EU. 69,1% stemmer ja, 30,9% nej.
20.9.1992 Folkeafstemning i Frankrig om tiltrædelse af EU. 51,1% stemmer ja, 48,9% nej.
12.12.1992 Danmark får en særaftale, Edinburghafgørelsen.
1.1.1993 Dansk formandskab.
18.5.1993 Folkeafstemning om dansk tiltrædelse under hensyntagen til særaftalen. 56,7% stemmer ja, 43,3% nej.
1.11.1993 Traktaten om Den Europæiske Union træder i kraft, og Edinburghafgørelsen får virkning.
12.6.1994 Folkeafstemning i Østrig om medlemskab af EU. 66,6% stemmer ja, 33,4% nej.
24.6.1994 Traktaten om Norges, Østrigs, Finlands og Sveriges tiltrædelse af EU undertegnes på Korfu.
16.10.1994 Folkeafstemning i Finland om medlemskab af EU. 56,9% stemmer ja, 43,1% nej.
13.11.1994 Folkeafstemning i Sverige om medlemskab af EU. 52,3% stemmer ja, 47,7% nej.
28.11.1994 Folkeafstemning i Norge om medlemskab af EU. 47,8% stemmer ja, 52,2% nej.
1.1.1995 Tiltrædelsestraktaten med Østrig, Finland og Sverige træder i kraft.
2.10.1997 Amsterdamtraktaten undertegnes.
28.5.1998 Amsterdamtraktaten ratificeres i Danmark ved folkeafstemning. 55,1% stemmer ja, 44,9% stemmer nej.
1.5.1999 Amsterdamtraktaten træder i kraft.
22.2.2001 Undertegnelse af Nicetraktaten.
1.6.2001 Nicetraktaten ratificeres i Danmark ved lov vedtaget af Folketinget.
28.2.2002 Konventet påbegynder arbejdet på "Udkast til en forfatning for Europa".
1.7.2002 Dansk formandskab.
12.-13.12.2002 Topmøde i København; optagelsesaftaler med ti central- og østeuropæiske lande afsluttes.
8.3.-20.9.2003 Estland, Letland, Litauen, Malta, Polen, Slovakiet, Slovenien, Tjekkiet, Ungarn og Cypern ratificerer tiltrædelsestraktaten.
1.5.2004 Tiltrædelsestraktaten med Estland, Letland, Litauen, Malta, Polen, Slovakiet, Slovenien, Tjekkiet, Ungarn og Cypern træder i kraft.
29.10.2004 Traktat om en forfatning for Europa (Forfatningstraktaten) undertegnes af regeringslederne i Rom.
1.5.2004 Forfatningstraktaten ratificeres i Spanien, Luxembourg, Belgien, Østrig, Cypern, Tyskland, Grækenland, Ungarn, Italien, Letland, Litauen, Malta, Slovakiet og Slovenien.
29.5.2005 Frankrig afviser Forfatningstraktaten ved folkeafstemning. 45,1% stemmer ja, 54,9% nej.
1.6.2005 Holland afviser Forfatningstraktaten ved folkeafstemning. 38,5% stemmer ja, 61,5% nej.
1.1.2007 Tiltrædelsestraktaterne med Bulgarien og Rumænien træder i kraft. Slovenien indfører euro som valuta som det første af de tidligere kommunistiske lande i Østeuropa.

I god overensstemmelse med amerikanske ønsker om europæisk integration fremlagde den franske udenrigsminister Robert Schuman i 1950 en plan, der var udarbejdet af erhvervs- og embedsmanden Jean Monnet med henblik på at sammenføje den europæiske kul- og stålindustri under en uafhængig overnational myndighed. Forslaget kan ses som et udtryk både for den europæiske idé og for nationale sikkerhedspolitiske interesser. Tanken var, at en organisation af den art kunne være med til at fjerne den gamle modsætning mellem Frankrig og Tyskland; ved at få Vesttyskland med i en aftale ville det være muligt at holde landet i tømme. Men der var tillige økonomiske motiver. En vigende efterspørgsel og udsigt til overproduktion af kul og stål var bekymrende. Desuden ønskede USA, at Ruhrdistriktet skulle føres tilbage til tyskerne, hvilket ville styrke den vesttyske industri, der i forvejen var mere konkurrencedygtig end den franske. Et fælles, reguleret marked for stål ville betyde en udligning af priserne og dermed en mindskelse af problemet for den franske industri.

Tilsvarende imødekom Schumanplanen tyske interesser. Kansler Adenauer så planen som en mulighed for på én gang at få Vesttyskland accepteret som en ligeværdig partner i det internationale samarbejde og at blive knyttet tættere til den vestlige del af verden. Tyskerne havde som franskmændene en interesse i at få fjernet de konfliktskabende knaster mellem de to lande.

Frankrig og Vesttyskland var derfor interesseret i at få fastslået, at en kommende kul- og stålunion skulle bygge på princippet om suverænitetsafgivelse, men det endelige resultat var langt fra Monnets og Schumans oprindelige plan. Benelux ønskede, at de enkelte regeringer fik en vis kontrol med den nye organisation. Kompromiset blev oprettelsen af fire institutioner: den Høje Myndighed, et ministerråd, en forsamling og en domstol. Graden af integration blev afgjort af forholdet mellem den Høje Myndighed og Ministerrådet. Fastsættelse af priser blev fx henvist til Ministerrådet, hvor de små stater havde forholdsvis stor indflydelse i kraft af stemmefordelingen.

Organisationens budget og finanser var den Høje Myndigheds område. Den parlamentariske forsamling fik ikke megen indflydelse og var således kun en svag afglans af de oprindelige føderalistiske idéer, der havde givet forsamlingen en rolle svarende til et nationalt parlament med mulighed for at fremsætte love og kontrollere den udøvende myndighed. Traktaten om Det Europæiske Kul- og Stålfællesskab, EKSF-Traktaten, blev underskrevet 18.4.1951 i Paris og trådte i kraft 23.7.1952 med Frankrig, Vesttyskland, Italien og Benelux som medlemmer. Traktaten repræsenterede en ny form for internationalt samarbejde, integration inden for en sektor.

Umiddelbart efter præsentationen af Schumanplanen fremlagde den franske landbrugsminister Pierre Pflimlin et forslag for landbrugssektoren, idet statslig beskyttelse af landbrugsproduktionen og af indkomstniveauet i erhvervet gjorde området til et meget vanskeligt punkt dels i liberaliseringen i OEEC, dels i de forskellige tilløb til europæisk samarbejde. Pflimlin mente, at der skulle skabes et fælles landbrugsmarked med en regulerende og planlæggende overstatslig instans. Den hollandske landbrugsminister Sicco Mansholt byggede videre på idéen. Han troede ikke på nytten af en toldnedsættelse, så længe de enkelte lande fortsatte med at beskytte og støtte den nationale landbrugsproduktion. Det vigtige var at udligne effekterne af statsstøtten, og midlet skulle være en harmonisering af priserne på landbrugsvarer. Denne såkaldte grønne plan blev diskuteret i Europarådets regi frem til 1955, hvorefter forhandlingerne blev overført til OEEC. Uenighederne var for store, de nationale særinteresser for stærke, og forsøget på at løse landbrugets problemer blev først taget op igen i forbindelse med forhandlingerne om Romtraktaten.