close

Artiklen

Alle ændringer

EU

Vers. 39
Denne version blev publiceret af Gyldendals leksikonredaktion 26. februar 2010. Artiklen blev ændret 484 tegn fra forrige version.

EU, Den Europæiske Union, før 1993 EF (De Europæiske Fællesskaber), omfatter 27 lande med ca. 500 mio. indbyggere (2009). Landene er alle demokratier, og økonomisk hører de sammen med USA og Japan til verdens førende industrielle magter.

Medlemslande og tiltrædelsesår

EF bestod oprindelig af tre organisationer: Det Europæiske Kul- og Stålfællesskab, Det Europæiske Økonomiske Fællesskab, EØF, og Det Europæiske Atomenergisamarbejde, EURATOM. De tre organisationer blev sluttet sammen til EF i 1967 ved undertegnelsen af den såkaldte Fusionstraktat.

EU er en regional samarbejdsorganisation mellem selvstændige nationalstater og har siden dannelsen i 1967 udviklet sig til en særegen blanding af et traditionelt mellemstatsligt samarbejde og et samarbejde med overstatslige institutioner, der kan tage beslutninger, som har gyldighed for de enkelte medlemslande. EU kan således beskrives som en mellemform mellem et statsforbund, en konføderation, og en forbundsstat, en føderation, hvor medlemslandene afgiver dele af den nationale suverænitet. Den overstatslige karakter er blevet styrket i EUs levetid, men udviklingen har været præget af modsætninger og tilbageslag, der afspejler, at medlemslandenes nationale interesser af politisk, økonomisk eller kulturel karakter har været afgørende for integrationens omfang.

EU-flaget

EU-flaget er blåt med en ring af 12 gule stjerner; identisk med det flag, som Europarådet antog i 1955 på grundlag af et flag fra 1953, som dog havde 15 stjerner. Efter mange års forsøg på at finde et egnet flag enedes man i EU om at hejse Europarådets flag i 1986. EF-flaget er også EUs logo. På baggrund af en blå himmel danner 12 gule stjerner en cirkel, hvilket symboliserer en forening af de europæiske folk. Antallet af stjerner er en gang for alle fastsat til 12, hvilket er symbolet på fuldkommenhed og enhed. Fra 1989 har det uden særlig tilladelse været enhver borger i Danmark tilladt at flage med EU-flaget.

Europahymnen

Europahymnen spilles i EUs institutioner ved højtidelige lejligheder. Hymnen, der består af Freudetemaet fra 4. sats af Beethovens symfoni nr. 9 d-mol op. 125, blev af Europarådet valgt som Europahymne i 1971-72.

Hør Europahymnen her:

Historien og traktaterne

Internationalt samarbejde før 1945 var baseret på mellemstatslige aftaler, som ikke indebar, at de deltagende lande afgav suverænitet. Under krigen forstærkedes idéen om Europas Forenede Stater. Læs mere om EUs historie

Den gradvise udvikling af Fællesskabet

Udviklingen i de europæiske lande siden underskrivelsen af Romtraktaten i 1957 viste sig i høj grad gunstig for en befæstelse og udvidelse af samarbejdet. Læs mere om den gradvise udvikling af Fællesskabet.

Traktaternes hovedprincipper

Unionens målsætning, som er fælles for de tre søjler i samarbejdet, er ifølge EU-Traktaten at fremme afbalancerede og varige økonomiske og sociale fremskridt og at styrke beskyttelsen af medlemsstaternes statsborgeres rettigheder og interesser gennem indførelsen af et unionsborgerskab. Læs mere om traktaternes hovedprincipper.

Institutionerne og beslutningsprocesserne

Medlemslandene fastlægger de grundlæggende regler for samarbejdet i Unionen. De bestemmer, på hvilke nye områder der skal samarbejdes, og fastlægger de overordnede rammer for samarbejdet generelt, herunder ændringer i det eksisterende samarbejdsgrundlag. Læs mere om institutionerne og beslutningsprocesserne.

Kompetencer og lovgivningsprocessen

På Maastrichttraktatens 1. søjleområde har medlemslandene overladt lovgivende, administrative og dømmende beføjelser til Unionens institutioner. 1. søjleområdet er det samarbejdsområde, der dækkes af de tre oprindelige traktater, EF-Traktaten, EKSF-Traktaten og EURATOM. Institutionerne kan til gengæld på dette område kun handle inden for rammerne af de beføjelser, som konkret er tillagt dem.

Samarbejdet om den økonomiske politik - De første forsøg

Den oprindelige traktat om Det Europæiske Økonomiske Fællesskab, EØF, fra 1957 var det formelle grundlag for samarbejdet om den økonomiske politik i EF. Det var dog kun på det handelspolitiske område, hvor der sigtedes mod en toldunion, at traktaten reelt var forpligtende. Læs mere om samarbejdet om den økonomiske politik.

Det Europæiske Monetære System, EMS

Beslutningen om at etablere EMSen blev truffet på Det Europæiske Råds møde i december 1978, og samarbejdet fik virkning fra marts 1979. Med dannelsen sigtedes der på at skabe en zone i Europa, der skulle være præget af monetær stabilitet, stabil vækst og økonomisk konvergens. Læs mere om EMS.

Den Økonomiske og Monetære Union, ØMU

Den monetære integration af Europa førte i 1990'erne til udviklingen af ØMUen og dermed til den fælles mønt, euroen. Læs mere om ØMU.

Budgettet - udgifter

EU råder over sit eget budget, som for 2004 er på ca. 743 mia. euro, hvilket svarer til ca. 1,2% af EU-landenes samlede BNP. Læs mere om EUs udgifter.

Budgettet - indtægter

EUs budget finansieres hovedsagelig af egne indtægter. Denne ordning blev indført i 1971 og afløste den hidtidige, som var baseret på fordelingsnøgler for bidrag fra medlemslandene. Læs mere om EUs indtægter.

Budgetprocedure

Beslutninger om EUs finanser træffes dels i en årlig budgetprocedure, dels i et politisk forlig om flerårige rammer for budgettet, en såkaldt interinstitutionel aftale. Læs mere om EUs budgetprocedure.

Diskussionsområder i forhold til budgettet

Den politiske diskussion om EUs budget har traditionelt fokuseret på nettobetalingerne mellem hvert medlemsland og EUs budget. Det er imidlertid ikke muligt at opstille en præcis nettobalance for hvert medlemsland i forhold til EU-budgettet. Læs mere om budget-diskussionsområderne.

Danmarks økonomiske mellemværende med EU

Det Danmark bidrager til EU-budgettet, minus det Danmark modtager fra EU-budgettet ("budgetgevinsten"), har altid spillet en stor rolle i den offentlige og politiske debat om fordele og ulemper ved EU-medlemskabet. Læs mere om Danmarks økonomiske mellemværende med EU.

Den fælles landbrugspolitik

Landbrugspolitikken var fra Fællesskabets begyndelse omfattet af Romtraktaten. Depressionen i 1930'erne og manglen på fødevarer i kølvandet på verdenskrigene stod i 1957 endnu stærkt i erindringen; det fik stor betydning for formuleringen af formålsbestemmelserne på landbrugsområdet. Læs mere om den fælles landbrugspolitik.

Landbrugsreformerne

Blandt EU-landene har der traditionelt været stor forsigtighed med at gennemføre omfattende reformer i landbrugspolitikken, som sammen med fiskeri- og handelspolitikken er den eneste virkelige fælles overnationale politik i EU. Opretholdelsen af den europæiske integration var derfor i mange år synonym med opretholdelsen af EUs landbrugspolitik. Læs mere om landbrugsreformerne.

Støtteordningerne i den fælles landbrugspolitik

Støtteordningerne er inddelt i to søjler. Første søjle udgøres af de fælles markedsordninger, der regulerer produktion og handel med landbrugsprodukter. Denne søjle lægger beslag på 75-80% af EUs landbrugsbudget. Anden søjle omfatter udviklingen af landdistrikterne, dvs. strukturpolitikken; den lægger beslag på de resterende ca. 20%. Læs mere om støtteordningerne.

Den fælles fiskeripolitik

Da Danmark blev medlem af EF, havde EF ikke en egentlig fiskeripolitik som fx på landbrugsområdet. Traktaten fra 1957 omtaler ikke fiskeri direkte, men afsnittene om landbrug finder også anvendelse på fiskeri. Den planlagte udvidelse af EF med de vigtige fiskerilande Danmark, Storbritannien, Irland og Norge satte gang i arbejdet med udarbejdelsen af en fælles fiskeripolitik. Læs mere om EUs fiskeripolitik.

Indre marked

Grundlaget for det indre marked er de fire friheder, som er fastlagt i EF-Traktaten: fri bevægelighed for varer, for personer, for tjenesteydelser og for kapital. Læs mere om det Indre Marked.

Skatte- og afgiftspolitik

Til trods for gennemførelsen af det indre marked og Den Økonomiske og Monetære Union har EU endnu ikke nogen egentlig skatte- og afgiftspolitik. EU har imidlertid en betydning for medlemslandenes nationale skattesystemer. Opbygningen af disse påvirker direkte funktionen af det fælles marked, der er defineret som et område uden indre grænser for varer, personer, tjenesteydelser og kapital. Læs mere om EUs skatte- og afgiftspolitik.

Forbrugerpolitik

Som udgangspunkt var forbrugerpolitikken ikke underlagt EFs direkte regulering. Romtraktaten indeholdt således ingen direkte henvisninger til forbrugerpolitikken og gav ikke EF kompetence til at gennemføre lovgivning med henblik på beskyttelse af forbrugerne. I stedet var forbrugerpolitikken en del af markedsintegrationen, idet traktaten hvilede på antagelsen om, at forbrugeren ville få gavn af markedsintegrationen i EF via et mere effektivt marked med mere konkurrence, større udbud, lavere priser og bedre kvalitet. Læs mere om EUs forbrugerpolitik.

Konkurrencepolitik

Konkurrencepolitikken, monopolpolitikken eller antitrustpolitikken, kommer til udtryk i et sæt af regler og foranstaltninger, der har til formål at modvirke hindringer for en fri konkurrence og samhandel inden for EU. Læs mere om EUs konkurrencepolitik.

Social- og arbejdsmarkedspolitik

Associering og forhold til tredjelande

Unionsborgerskab og menneskerettigheder

Energipolitik

Forskningspolitik

Handelspolitik

Industripolitik

Ligestilling

Miljøpolitik

Regionalpolitik

Transportpolitik

Sprog

Alle medlemsstaters nationalsprog er tillige EUs officielle sprog og arbejdssprog i henhold til Rådets forordning nr. 1. Oprindelig (1958) var der fire sprog: fransk, italiensk, nederlandsk og tysk; dertil kom siden dansk og engelsk (1973), græsk (1981), portugisisk og spansk (1986), finsk og svensk (1995), estisk, lettisk, litauisk, maltesisk, polsk, slovakisk, slovensk, tjekkisk og ungarsk (2004) og irsk, bulgarsk og rumænsk (2007), i alt 23. Læs mere om sprog i EU.